IBIS: Danmark skal igen op på 1 procentmålet i “ren” bistand

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den kommende regering skal sikre, at Danmark igen kommer op på at give 1 procent af vor nationalrigdom (BNI – bruttonationalindkomsten) i “ren” udviklingsbistand.

Sådan lyder det i en udtalelse fra den årlige generalforsamling i solidaritets- og bistandsorganisationen, IBIS, der fandt sted lørdag i København. IBIS er en af de største projektudførende NGOer herhjemme.

Midt i en valgkamp, hvor skattelettelser og velfærd har taget overskrifterne, må fokus rettes på udviklingsbistanden og verdens fattigste. Dette ikke mindst set i lyset af regeringens nedskæring af dansk u-landsbistand, hedder det.

VK-regeringens nedskæringer siden 2002 løber samlet op i anslået 16 milliarder kr., som er det tab, der er opstået, fordi Danmark ikke længere giver den ene procent, som det forrige SR-kabinet gjorde. Det er mere end et helt års bistand.

Og videre:

I FNs 2015-mål har det internationale samfund forpligtet sig til at indfri deres løfter om flere midler. Dertil kommer, at klimaforandringerne i de kommende år vil påføre de fattige lande et helt ekstraordinært stort finansieringsbehov. Det står således klart, at verdens fattigste har brug for flere og ikke færre midler.

IBIS Generalforsamling opfordrer derfor den kommende regering til både at hæve bistanden til den ene procent og gøre den “ren”, forstået sådan, at bistandsmidlerne ikke benyttes til at finansiere f.eks. terrorbekæmpelse, modtagelse af flygtninge, klimatilpasning og gældslettelse:

– IBIS Generalforsamling mener, at vi i de rige lande skal bidrage til at finansiere klimatilpasningen udenom udviklingsbistanden, som en kompensation for den skade vores forurening forvolder u-landene.

– IBIS Generalforsamling finder det urimeligt, at eftergivelse af gæld finansieres over udviklingsbistanden, da dette ikke i sig selv giver flere bistandsmidler til de pågældende lande. Den danske procedure for gældseftergivelse medfører tværtimod, at midler fra u-landsbistanden overflyttes til finansministeriet.

IBIS Generalforsamling er klar over, at OECDs definition af officiel udviklingsbistand tillader dette, men mener IKKE, at denne laveste fællesnævner skal sætte standarden for dansk udviklingsbistand.

Vi bør i Danmark, som et af verdens rigeste lande, have råd til fattigdomsbekæmpelse, og vi har kompetencerne til at gennemføre dem, anføres det.

IBIS Generalforsamling mener derfor også, at vi har pligt til at gøre det, og opfordrer hermed den kommende regering til at leve op til sit ansvar, og igen for alvor prioritere at hjælpe verdens fattigste.

Yderligere oplysninger hos Vagn Berthelsen, generalsekretær, tlf. 24 40 86 40 og John Nordbo, formand, tlf. 60 60 00 22

IBIS, Nørrebrogade 68 B, 2200 Kbn N, tlf. 35 35 87 88, web: www.ibis.dk