IBIS får pris for LæseRaketten

Forfatter billede

Fokus på et globalt perspektiv i folkeskolen og et materiale, der bakker lærerne op i at give den bedste undervisning, betød onsdag, at solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS modtog Stinusprisen på Danmarks Lærerforenings kongres.

– LæseRaketten har fokus på spændende undervisning og er udtryk for opbakning til lærerne frem for krav og begrænsninger, sagde formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

– Det er et konkret eksempel på, at man tilbyder lærerne de bedste forudsætninger for at give en god undervisning, lød begrundelsen fra Bondo Christensen videre, da han overrakte Stinusprisen til forkvinde i IBIS, Mette Müller, ifølge en pressemeddelelse fra IBIS.

– Vi er meget glade og stolte af at modtage prisen, og for at vi sammen kan sætte global oplysning på skoleskemaet, sagde Mette Müller, da hun fik prisen overrakt.

Også leder for IBIS’ kampagne “Hele Verden i Skole”, der bl.a. udgiver LæseRaketten, Helle Gudmandsen er begejstret for prisen.

– Det er en blåstempling af materialet fra fagfolk, og det er en anerkendelse af det arbejde vi laver, siger hun og fortsætter:

– Det er overordentligt vigtigt for IBIS at få den anerkendelse, fordi vi er en organisation med et budskab. Med sådan en pris kan vi sprede vores budskab om “Uddannelse for Alle” i hele landet, og samtidig bidrager vi til at interkulturelle kompetencer kommer på dagsordenen i den danske folkeskole.

Global undervisning i folkeskolen

IBIS’ globale dagsorden lægger op til at eleverne kender til u-landene, og understreger betydningen af at få en uddannelse.

– IBIS er et oplagt valg på grund af det globale perspektiv. IBIS’ LæseRaketten kombinerer det globale med et nationalt perspektiv, og det synes vi er helt genialt. Det er vigtigt, at eleverne lærer at betragte sig selv som borgere med et globalt medansvar, forklarer Anders Bondo Christensen.

Han lægger vægt på, at Stinusprisen ikke uddeles til døgnfluer, men derimod til nogen som har vist et vedholdende engagement i folkeskolen. Hele Verden i Skole kampagnen har kørt herhjemme i 10 år.

– Det er fantastisk, at 10 års arbejde i IBIS for at sikre global undervisning i folkeskolen, er lykkedes, siger Helle Gudmandsen.

Initiativ til Lærerens Dag

Det har også haft betydning for valget af IBIS, at organisationen har taget initiativ til at fejre Lærerens Dag herhjemme i samarbejde med Danmarks Lærerforening.

– Dagen er med til at sætte folkeskolen i et positivt lys og understreger betydningen af den enkelte lærer, siger Anders Bondo Christensen.

Med prisen følger 25.000 kroner.

Yderligere oplysninger hos:
Helle Gudmandsen, kampagneleder for Hele Verden i Skole, IBIS
Tlf. 35 20 05 29 og e-mail: [email protected]
Emilie Tranholm Larsen, kommunikationsmedarbejder, IBIS
Tlf. 35 20 05 33 og e-mail: [email protected]
Mette Müller, forkvinde i IBIS
E-mail: [email protected]
Jan Hulevad, pressemedarbejder i Danmarks Lærerforening
Tlf. 33 69 64 81 og mobil 30 33 66 42, e-mail: [email protected]