G20-landene er selv stolte af deres resultater i kampen mod skattely. Men de har ikke fået sat en prop i hullet for udviklingslandene. Pengene fosser stadig ud af u-landene og bliver gemt i skattely.
Af Mette Müller, forkvinde i bistands- og solidaritetsorganisationen IBIS
kronik i Politiken tirsdag
”Bankhemmelighedens æra er ovre. Vi vil sætte ind over for ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner, herunder skattely”: Så bastant lød budskabet fra G20-lederne, da de mødtes i april og lagde en slagplan for at komme ud af den finansielle krise.
På det netop afholdte G20-møde i Pittsburgh i USA har de efter eget udsagn gjort imponerende fremskridt. I nogle danske medier er det blevet udlagt som om, at problemet med skattely er blevet løst, fordi der ikke er flere lande tilbage på OECDs sorte liste over skattely.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Problemet er bare, at G20 glemte at tage u-landene med i deres regnestykke. Der er fortsat ikke ét udviklingsland, der har indgået aftaler med skattely. Det er stort set kun OECD-landene, der har indgået aftaler om udveksling af skatteoplysninger.
OECD opererer med 3 lister – en ”hvid, grå og sort”:
(1) På den hvide liste er stater, som har fuldført mindst 12 bilaterale skatteaftaler – det vil sige individuelle aftaler mellem to enkeltlande.
(2) Den grå liste er for stater, som har tilkendegivet, at de vil indgå mindst 12 skatteaftaler, men som endnu ikke har fuldbyrdet disse.
(3) Den sorte liste er for stater, der endnu ikke har tilkendegivet, at de er villige til at indgå skatteaftaler. I 1998 udpegede OECD 35 stater og jurisdiktioner som skattely, og OECD’s ”sorte liste” var hermed oprettet.
I løbet af 2009 har de sidste sortlistede skattely erklæret, at de vil indgå 12 eller flere skatteaftaler og dermed er kun den hvide og grå liste tilbage.
Dette har fået journalister og politikere til at sige, at der ikke længere er nogen skattely – kun ”tidligere skattely”, men denne fremstilling er yderst misvisende. Pengene fosser fortsat ud af u-landene.
Det er kun de rige lande, som Danmark, der har indgået aftaler med skattely om udveksling af skatteoplysninger. Udviklingslandene har ikke de politiske muskler og tekniske kompetencer til at forhandle aftaler med skattelyene.
Hvert år overføres der fortsat illegalt (svimlende) ca. 1000 milliarder US dollar fra u-landene til hemmelige konti og selskaber i skattely.
Modsat den gængse opfattelse, så er vurderingen, at det ”kun” er ca. 5 procent af kapitalflugten, der stammer fra korrupte ledere, der har stjålet af statskassen og omkring 30 procent, der stammer fra kriminelle aktiviteter, hvidvaskning af penge, terrorisme, mm.
Langt størstedelen, ca. 65 procent af den samlede kapitalflugt eller 6-700 milliarder dollars, foregår gennem multinationale selskaber, der foretager skatteunddragelse, regnskabsfusk og tømmer u-landene for værdier, som retteligt skulle gå til at finansiere uddannelse, veje og rent vand.
Hvis udviklingslandene ikke mistede disse enorme summer, ville det være muligt for dem at finansiere en bæredygtig økonomisk udvikling ved hjælp af egne ressourcer.
Disse landes tabte skatteindtægter udgør ca. 160 milliarder dollar eller halvanden gange mere end alle de vestlige landes samlede udviklingsbistand (ODA) i 2008. Hvis disse penge ikke blev ført over i lande med skattely, kunne antallet af verdens fattige halveres.
En stor del af de illegalt udførte penge, og særligt fra de fattigste u-lande, kommer typisk fra helt legale forretninger inden for olie, gas, guld, kobber, diamanter og andre råstoffer.
Der ligger for milliarder af kroner gemt i undergrunden i en lang række udviklingslande. Rigdomme, som verdens fattigste kan bruge til at skabe bæredygtig økonomisk udvikling, men som de i dag må vinke farvel til, mens verdenssamfundet stiltiende ser til.
Udvindingen af råstoffer domineres af vestlige selskaber, som alt for ofte fører det meste af fortjenesten ud af udviklingslandene. Lande med de såkaldte skattely, gør det muligt for multinationale koncerner at snige sig uden om skatteregler og fastsætte kunstigt høje eller lave priser i interne handler.
Skattelyenes lovgivninger giver mulighed for, at multinationale selskaber i økonomiske henseender kan handle stort set som det passer dem. I skattelyene har selskaberne mulighed for at skjule hvem, der står som ejere af bankkonti og selskabskonstruktioner, og regnskaber er ikke tilgængelige.
”Der er en bygning på Cayman Island som huser 12.000 selskaber… dette er enten verdens største bygning eller verdens største skattebedrageri”. Sådan sagde Barack Obama, da han 15. januar sidste år talte om skattely-problematikken i Manchester.
Den amerikanske præsident har ret. Skattely er nemlig kendetegnet ved at være hjemsted for tusindvis af selskaber, der har adresse men ellers ingen aktivitet i et pågældende land. Hele 830.000 selskaber er f.eks. registreret på British Virgin Islands, som har færre end 20.000 indbyggere.
Et konkret eksempel på, hvordan multinationale selskaber bruger skattely til at gennemføre skattefusk stammer fra Chile.
Her har den amerikanske oliegigant ExxonMobile drevet en kobbermine i 23 år uden at betale en krone i skat. Overskuddet fra minen er blevet ført over i partner-selskabet Exxon Financials på Bermuda, skjult som kunstigt høje rentebetalinger.
ExxonMobiles afdeling i Chile har derimod – regnskabsmæssigt set – kørt med underskud og således ikke betalt noget i skat. Det er det man på godt dansk kalder skattefusk.
Et andet deprimerende eksempel på den skæve fordeling af fortjenesten fra råstoffer stammer fra DR Congo (tidl. Zaire). Her er minedrift den altdominerende industri, og det afrikanske kæmpeland eksporterer flere end 50 forskellige mineraler, bl.a. guld og diamanter.
Minedriften burde derfor udgøre en vigtig indtægtskilde for staten, alligevel tjente DR Congo i 2006 mindre end en halv million danske kroner på driften.
I det afsluttende kommuniké fra det netop afviklede G20-møde i Pittsburgh er fokus helt overvejende på at sætte en stopper for skattelyenes rolle i at skjule finansiering af terror, penge fra korruption, stjålne penge, og hvidvaskning af penge fra kriminelle aktiviteter.
G20 lægger op til at styrke en række internationale initiativer rettet særligt mod denne type kriminelle aktiviteter. Det er godt og vigtigt, men denne type kriminelle aktiviteter udgør kun ca. 35 procent af den illegale skatteflugt ud af udviklingslandene.
Det er som om, G20 – bevist eller ubevidst – overser den store elefant i lokalet. Langt størstedelen af de penge, der forsvinder ud af u-landene, kommer fra multinationale selskabers skattefusk.
De tiltag, som G20 foreslår for at stoppe kapitalflugt fra ulandene, inddrager ikke virksomhedernes illegale skatteunddragelse.
Det kan forekomme som om, at OECD-landene ikke er særligt interesserede i at stoppe de multinationale selskabers kriminelle skatteflugt, måske fordi langt flertallet af disse selskaber har en ejerkreds i de samme OECD-lande, der også udgør magtcentret i G20.
Hvis viljen er der, er der ingen tvivl om, at det vil være muligt for G20 at få ram på de lande, der fungerer som gemmesteder for de multinationale selskaber, som begår skattesvig i stor stil. Løsningen på problemet behøver ikke at være særlig kompliceret eller uoverskuelig, men det kræver politisk vilje til at tage 2 afgørende tiltag:
Det FØRSTE nødvendige tiltag er, at der udformes en multilateral aftale, som forpligter alle – i stedet for den nuværende, som er baseret på bilaterale informations-udvekslinger mellem enkeltlande.
Udviklingslandene mangler både den politiske styrke til at forhandle skatteaftaler hjem enkeltvis med lande, der huser skattely, og de mangler også den tekniske institutionelle kapacitet til efterfølgende at få gavn af sådanne aftaler. Eksempelvis er det til dags dato endnu ikke lykkedes et eneste udviklingsland at indgå en aftale om informationsudveksling med et skattely.
Hvis G20-landene tager deres egne udmeldinger seriøst, må de derfor forpligte sig til en multilateral køreplan, alt andet er lappeløsninger, som kun ændrer marginalt på det samlede billede, og hvor udviklingslandene lades helt i stikken.
For det ANDET skal G20 insistere på, at skattemyndigheder nemt kan udveksle information – det bør ikke kræve en detaljeret anmodning, men derimod foregå automatisk.
En række EU-lande udveksler allerede informationer helt automatisk. Hvis en dansker f.eks. har en bankkonto i Tyskland, får SKAT automatisk oplyst hver gang, der indløber renter på danskerens konto. Det bør gælde alle lande.
Disse 2 tiltag vil afgørende forbedre udviklingslandenes mulighed for at beskatte den indtjening, som finder sted i deres lande.
Det vil kræve, at de økonomisk stærkeste lande i G20, OECD og EU udviser den politiske vilje. Verdens ledere skal give grønt lys for et langt mere omfattende skattesamarbejde international – og rødt lys til skattely.
Man kan se, at der flere steder er vilje til øget gennemskuelighed og til at få bugt med skattely.
Eksempelvis iværksatte EU allerede i 2005 direktivet Saving Tax Directive. Initiativet er et skridt i den rigtige retning, da informationer automatisk bliver udvekslet i et multilateralt samarbejde. Netop dét, som G20 også burde være fortaler for.
Desværre er EUs direktiv stadig utilstrækkeligt, da det kun sikrer udveksling af oplysninger omkring personer og ikke fonde, firmaer og virksomheder. Direktivet bør udvides så udviklingslande og skattelyene inkluderes.
Derved ville det blive tydeligt, hvordan pengene flyder fra aktiviteter i udviklingslandene og ind i europæiske skattely, og multinationale virksomheder ville få sværere ved at gemme store summer via datterselskaber, fonde og hemmelige bankkonti i EU.
Det er uacceptabelt og dobbeltmoralsk, at EU, der holder bistandsfanen højt, og er en af verdens rigeste regioner, samtidig huser omkring 30 skattely, og derved er endestation for penge, der ulovligt strømmer ud af Afrika, Asien og Latinamerika.
Det er kun lande med skattely og de store globale virksomheder, der vinder på den nuværende situation. Virksomhederne placerer deres penge i skattely og sparer milliarder på skattebilletten, og denne regning ender i sidste ende hos udviklingslandene.
Ved disse og tusindvis af andre udspekulerede handler frarøves verdens nødlidende mennesker i udviklingslandene mindst 160 milliarder dollar om året – de skatteindtægter, som de multinationale selskaber skulle have betalt.
I årtier har det internationale samfund kigget den anden vej, mens personer og virksomheder har udnyttet den mangelfulde regulering af internationale finansielle aktiviteter.
Finanskrisen og skatteskandaler, har gjort det tydeligt, at det internationale samfund ikke har formået at tøjle den internationale finans- og bankverden. Lande med skattely fungerer stadig som knudepunkter i et finansielt net af selskabskonstruktioner, der favner hele kloden.
G20’s hensigtserklæringer fra april om at sætte en stopper for bankhemmeligheder og skattely, kan betragtes som et skridt i den rigtige retning. Desværre er der langt fra de fine ord og hensigter til den virkelige verden. Set fra udviklingslandenes perspektiv, har vi knapt nok taget det første skridt på vejen at løse problemet.
Norge er gået forrest i kritikken af den nuværende situation og har gang på gang påpeget de negative konsekvenser skattely har for udviklingslandene. Senest har en kommission, der blev nedsat af den norske regering i juni 2009, udgivet en omfattende rapport om skattely og udviklingslande.
Nu er det på tide, at Danmark også vågner op og presser på for at etablere internationale regler for, hvordan skattelyene kan håndteres og afvikles.
På den danske politiske scene er det meget positivt, at skatteminister Kristian Jensen (V) under G20-mødet udtrykte forståelse for det helt urimelige i, at de rige landes aftaler med skattelyene fortsat ikke dækker udviklingslandene.
Kristian Jensen sagde til Radioavisen at: ”Jeg synes slet ikke det er fair. Nu er vi begyndt at få hul igennem og det skal vi fortsætte med, så vi kan sikre, at den tid med skattelylande, hvor man kunne gemme penge fra myndighederne – at den tid bliver historie.”
IBIS ser frem til en åben dialog med skatteministeren og finansministeren om, hvad Danmark allerede gør og yderligere kan gøre for at stoppe skattelylandenes rolle som sorte huller i den internationale økonomi.
Danmark må tage arbejdstøjet på og hjælpe u-landene med at blive omfattet af multilaterale aftaler om automatisk udveksling af skatteoplysninger.
Det er nødvendigt, at de danske interesser i at skabe udvikling og fattigdomsbekæmpelse i u-landene også bliver varetaget, selv om det er skatteministeren og finansministeren, der sidder med i de internationale forhandlinger i OECD, EU og andre globale fora om skattely.
Udenrigsministeriet og Danida må også komme tydeligere på banen.
Der er netop igangsat en revision af Danmarks Strategi for Dansk Udviklingsbistand. Det er en oplagt mulighed for at udvikle en strategi, der ikke blot er en strategi for den danske bistand til udviklingslandene, men som også tager fat i de internationale strukturer og forhold, der er af afgørende betydning for, at disse lande selv kan udvikle sig ud af fattigdom.
Det er absurd, at Danmark er en stor bistandsgiver med ca. 15 milliarder kroner årligt, men samtidig forholder sig passivt til, at over 300 gange flere penge forsat kan forsvinde ud af de fattige lande, man også giver bistand til.
Udviklingsbistand er fortsat en nødvendighed, særligt for de allerfattigste lande. Men resultaterne ville blive mangefold større, hvis de fattige lande ikke blev frastjålet deres skattegrundlag.
Kronikken stod i dagbladet Politiken tirsdag den 6. oktober 2009. Den bringes her med forfatterens tilladelse.
Kilde: www.ibis.dk
