Torsdag er der en måned til juleaften og i år har du en god grund til at droppe de kedelige gaver under juletræet, og i stedet give en gave, der gavner, skriver u-landsorganisationen Ibis i en pressemelding onsdag. Nemlig en humanitær julegave.
Ibis lancerer et julegavekort, der “med sikkerhed spreder glæde juleaften”. En skoleuniform til onkel Bent eller et års skolegang til mormor lyder måske underligt, men der mening med galskaben, hedder det.
Gavekortet hjælper nemlig det stigende antal forældreløse børn i Mozambique til et trygt og værdigt liv med skolegang. Det er primært aids-epidemien, der årsag til, at 1,8 millioner børn har mistet en eller begge forældre i det fattige land i Sydøstafrika.
Man kan vælge mellem 3 gavekort: For 100 kr. donerer man en skoleuniform, for 150 kr. et års skolegang og for 200 kr. et skolemåltid til 60 børn.
– Ideen med gavekortet er at droppe alle de dårlige julegaver, vi ofte køber til folk, der ikke ved, hvad de ønsker sig. I stedet opfordrer vi folk til at bruge pengene på et gavekort, der hjælper børn som virkelig har brug en ekstra gave. Jeg er sikker på, at uanset om du donerer skolemad eller et års skolegang, er det en gave, der varmer mere end et par uldne sokker, siger informationschef i Ibis, René Jacobsen.
Det er børn i Ibis-projektet ”Godt på vej”, der får gavn af gaverne. Projektet bygger på lokale frivillige, der på trods af at de selv er fattige, er gået sammen om at hjælpe sårbare børn.
Ibis støtter de frivillige med at organisere arbejdet med børnene og dækker konkret udgifter til skoleuniformer, skolemad, skolematerialer og indskrivning af børnene i skolen.
Gavekortet kan bestilles på www.ibis.dk eller ved at ringe til 35 35 87 88. Man modtager naturligvis et gavekort, som kan ligge under juletræet den 24. december eller vi sender det direkte til modtageren, anføres det.
Yderligere oplysninger og kommentarer hos Rene Jacobsen, Informationschef, 35 20 05 31, mobil 29 24 67 94 og Morten Blomqvist, indsamlingskoordinator, Tlf. 35 200 543, Mobil 30 29 44 06