Af Vagn Berthelsen
generalsekretær for u-lands- og solidarietsorganisationen IBIS
Statsministeren står i spidsen for den Afrika Kommission, der i det kommende år skal arbejde med nye strategier for Afrika og specielt have fokus på “unge og beskæftigelse”.
Danmark har lavet 2 Afrika-strategier indenfor de sidste 2-3 år, så det første spørgsmål er klart: Kan der siges og tænkes noget nyt? Eller er Kommissionen mere tænkt som et redskab til at profilere Danmark og statsministeren?
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at statsministeren diskuteres i forbindelse med diverse europæiske topjobs.
Jeg tror faktisk, at Kommissionen kan komme til at gøre en positiv forskel med det valgte fokus.
I de fleste afrikanske lande udgør unge under 15 år halvdelen af befolkningen, og arbejdsløsheden er uhyggelig høj. Unge søger til byerne, mange finder tilfældig beskæftigelse i den uformelle sektor, men for mange andre er kriminalitet den eneste måde at overleve på.
Unge, der lever på kanten, udgør en socialt tikkende bombe, og bomben detonerer eller aktiveres let, når der er uro, uro der også kan være politisk motiveret. Jeg har lige besøgt Liberia, en absolut “skrøbelig stat”, som FN-tropperne holder sammen på.
Efter en langvarig borgerkrig står landet overfor enorme problemer. De unge uden arbejde dominerer også her bybilledet, men efter borgerkrigen har det en særlig dimension:
Mange har været børnesoldater, de har mistet job – men også identitet og prestige. De er lette at rekruttere for kriminelle bander, og mobiltelefoner og små motorcykler er ideelle værktøjer, også for kriminelle. På landet er mulighederne få og små for de unge.
Det er ikke særlig attraktivt at blive landmand, for landbruget giver i bedste fald kun mulighed for at overleve.
Der er ingen lette løsninger i lande som Liberia. Det er nødvendigt at arbejde med en lang række tiltag for at få gang i en positiv udvikling. Men at skabe meningsfyldt beskæftigelse for unge er en hovedopgave.
Hvis Afrika Kommissionen kan bidrage til løsningen af den opgave, er det absolut umagen værd.
Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev nr. 52 – Nyt om Miljø og Udvikling
