Styrelsen i u-landsorganisationen, Ibis, har som input til debatten om dansk udviklingsbistand udarbejdet et forslag til et politik-papir, der udstikker rammerne for den store NGOs deltagelse i debatten.
Her er organisationens 7 hovedbud på en progressiv dansk udviklingspolitik, som sætter de fattigste mennesker i verdens fattigste lande i centrum.
1. Danmark skal tilbage i den gule førertrøje for de rige landes bistand til udviklingslandene
– Den danske udviklingsbistand skal tilbage på et niveau, der svarer til 1 procent af bruttonationalindkomsten, BNI.
– Der skal derudover afsættes ressourcer til arbejdet med miljø, fred og stabilitet bl.a. i u-landene svarende til 0,5 pct. af BNI.
– Danmark skal igen have en udviklingsminister, der kan fastholde fokus på, hvordan Danmark bedst bidrager til udvikling for verdens fattigste.
– Danmark skal arbejde for, at udviklingspolitik kommer højere op på den politiske dagsorden i EU, og at EUs medlemslande forpligtes til at hæve bistanden
– Danmark skal arbejde for udvikling af en global mekanisme til finansiering af investeringer i sundhed, uddannelse m.v. i verdens fattigste lande
– Danmark skal arbejde for gældslettelse og gældseftergivelse for de fattigste lande med udgangspunkt i deres muligheder for at leve op FNs 2015-mål.
Danmark har i mange år været det land i verden, der afsatte flest ressourcer til bistand til udviklingslandene.
Det har vi gjort, fordi vi syntes at vi havde råd til det. Fordi vi har haft en tro på, at bistanden faktisk gavner modtagerlandene og især de fattigste mennesker. Og fordi vi har syntes, at det var rimeligt i en verden med kolossal og voksende ulighed mellem rig og fattig.
Disse argumenter gælder stadig, selv om der på andre områder såsom sygehuse og ældreomsorg er krav om en øget indsats og flere ressourcer. Det mener de fleste danskere faktisk også. Undersøgelser viser, at danskerne gerne vil yde mere for verdens fattige.
Den gule førertrøje har betydet, at der ude i verden har stået respekt om den danske indsats og der blev lyttet til danske synspunkter. Vi har taget ansvar og fået indflydelse ikke kun i internationale organisationer, også i forhold til vore nabolandes udviklingspolitik.
Derfor skal vi vende de sidste års udvikling og tilbage i rollen som foregangsland og talsmand for den rige verdens medansvar for udviklingen i de fattige dele af kloden.
Det har aldrig været vigtigere. Over en femtedel af klodens befolkning lever i dyb fattigdom. Millioner af børn får ingen uddannelse, har ikke adgang til rent drikkevand og ordentlig ernæring. Aids-epidemien hærger og har formodentlig ikke toppet, den gør millioner af børn forældreløse og underminerer den lokale økonomi.
Det er rigtigt, at der kan fortælles mange historier om bistandsprojekter og aktiviteter, som ikke er lykkedes. Men den kendsgerning, at det er svært, er ikke samtidig et argument for at ophøre med at yde bistand. Det er derimod et argument for, at vi skal blive bedre til at udtænke, tilrettelægge og gennemføre projekter.
Der er behov for, at hele den rige verden tager denne udfordring langt mere alvorligt, og her skal Danmark igen gå foran og afsætte 1 procent af BNI til den langsigtede fattigdomsorienterede bistand.
Dette behov bliver ikke mindre af, at man i de senere år har fokuseret på også at bruge ressourcer på miljøstøtte, freds- og stabilitets-skabende aktiviteter i mellemindkomstlandene.
Derfor må vi også vende tilbage til at afsætte særlige midler til denne indsats, f.eks. ved, som det er blevet foreslået, at afsætte 0,5 pct. udover de 1,0 pct. af BNI til en såkaldt global ramme. Det vil give mulighed for at støtte initiativer på miljøområdet, sikring af fred, udbygning af demokrati mv. i lande udenfor gruppen af rige lande, vel at mærke uden at fjerne ressourcer og fokus fra den fattigdomsorienterede bistand.
Danmark bør med dette udgangspunkt arbejde for, at både de nye og gamle lande i det udvidede EU hæver deres udviklingsbistand. Derudover skal Danmark støtte arbejdet med udviklingen af en global mekanisme til finansiering af udvikling i de fattigste lande (tobin-skat eller andre).
Men 2015-målene stiller ikke alene krav til mål og indhold i den rige verdens bistand. De stiller også krav til u-landenes egen indsats for at fremme uddannelse, sundhed, økonomisk udvikling mv.
For mange lande er en kolossal gældsbyrde en nærmest uoverstigelig hindring for at arbejde i den rigtige retning. Derfor skal Danmark arbejde for gældslettelse for de fattigste lande. Gælden er i mange tilfælde stiftet i perioder, da diktatorer var ved magten og brugte pengene på sig selv og deres nærmeste, uden at det kom de fattige til gode.
I dag, da mange lande har unge demokratisk valgte regeringer, er denne arv næsten ikke til at løfte, hvis man samtidig skal investere i sundhed, uddannelse og udvikling. Derfor bør gældslettelsen også tage udgangspunkt i de enkelte landes evne til at arbejde for opfyldelse af 2015-målene.
2. Dansk udviklingspolitik skal fremme fattiges adgang til uddannelse, sundhed og økonomisk vækst
– Dansk bistand skal målrettes de fattigste mennesker i de fattigste lande, navnlig kvinder, og støtte deres muligheder for at skabe en ordentlig levefod og deltage aktivt i udviklingen af deres samfund.
– FNs 2015-mål skal udgøre grundlaget for dansk bistand og dansk arbejde i multilaterale fora som EU, FN, IMF, WTO mv.
– Danmark skal også i fremtiden være kendt for at fokusere på kvalitet i bistanden både på kort og lang sigt og både i omverdenen og herhjemme.
– Dansk støtte til erhvervsudvikling i u-landene skal forbedres. De nuværende privatsektor-programmer må derfor gentænkes for at opnå bedre effekt og reelt styrke de fattiges adgang til økonomien.
Dansk udviklingsbistand skal rettes mod de fattigste mennesker i de fattigste lande. Det betyder, at uanset om der er tale om lokale projekter på landet eller sektorstøtte til ministerier og andre centrale institutioner, skal sigtet være at give fattige og marginaliserede mennesker adgang til uddannelse, sundhed, naturressourcer og økonomisk vækst.
Der skal være særligt fokus på kvinders rolle. På trods af at kvinderne lever i ekstrem fattigdom med stor mødre- og børnedødelighed, ligger ansvaret for familiens fortsatte beståen ofte alene på deres skuldre. Deres adgang til uddannelse og sundhed, arbejde mv. og deres aktive inddragelse i samfundsudviklingen er en vigtig forudsætning for bekæmpelse af fattigdom.
Metoderne kan være meget forskellige. Det afgørende er, at målet fastholdes, og at dette mål indgår både ved tilrettelæggelsen af indsatsen og ved den efterfølgende evaluering af, om det lykkedes eller ej. Det gælder både i forhold til udvælgelsen af i hvilke lande, vi skal arbejde, og hvor i de lande, vi bedst og mest konstruktivt skaber udvikling for fattige mennesker.
Derfor er BNI-indekset eller HDI-indekset (for menneskelig udvikling) rimelige kriterier for, hvor det er bedst at yde bistand. Men der kan være grund til at se nøjere på landene, og der kan f.eks. argumenteres for at yde støtte til oprindelige folk eller andre stærkt marginaliserede grupper, selv om de bor i lande, der ikke hører til verdens allerfattigste.
FNs Millennium udviklingsmål, de såkaldte 2015-mål, er et godt pejlemærke. Her har verdens lande forpligtet sig til at arbejde for helt basale rettigheder for alle, herunder retten til en ordentlig levefod, retten til uddannelse, retten til ligestilling, retten til et godt helbred m.v.
For dansk udviklingspolitik betyder det, at fattigdomsorienteringen og 2015-målene ikke alene skal fungere som kriterier for den danske bistand, men at Danmark skal arbejde internationalt for fattigdomsorientering af den multilaterale bistand i EU, i FN, IMF, Verdensbanken m.v.
2015 målene omfatter også sikring af en miljøvenlig og bæredygtig udvikling. Mange af verdens fattigste bor i miljømæssigt meget sårbare områder, der lider under kortsigtede og ikke-bæredygtige dyrkningsformer, forurening og rovdrift på naturressourcer.
Allerede i dag findes talrige områder, som er lagt helt øde. Det er derfor afgørende at erkende, at man kun kan hjælpe folk ud af fattigdom, hvis man skaber en udvikling, der er både økonomisk og økologisk bæredygtig.
Og Danmark kan kun bidrage til en bæredygtig udvikling ved at fastholde fokus på kvaliteten af den bistand, vi giver. Dansk bistand skal derfor også i fremtiden være kendetegnet af klare mål, højt teknisk niveau og et ufravigeligt krav om, at en forudsætning for, at det lykkes er, at modtagerne – de fattige ude i modtagerlandene – sikres ejerskab og deltagelse i udviklingen.
Kvalitetskravet gælder også den danske bistand til udvikling af erhvervslivet i udviklingslandene.
Erfaringerne med de hidtidige privat-sektor programmer er ikke entydigt gode. Der må derfor tænkes nye veje til styrkelse af den lokale økonomi i de fattigste lande, som skaber en økonomisk dynamik og samtidig er rettet mod fattige grupper i fattige lande, især folk på landet og specielt kvinder.
3. Danmark skal arbejde for bedre handelsvilkår for u-landene
– Danmark skal arbejde for hurtigere udfasning af EUs eksportstøtte til landbrugsvarer, f.eks. i løbet af maksimalt 2 år, og for at den øvrige landbrugsstøtte afskaffes inden for 5 år, samt at alle toldsatser på landbrugsvarer halveres i løbet af 5 år.
– Danmark skal arbejde for asymmetrisk liberalisering; det vil sige, at fattige lande får fuld og uhindret adgang til markeder i OECD-landene tidligere end de rige lande får samme adgang til de fattige landes markeder.
– Danmark skal arbejde for, at (Verdenshandelsorganisationen) WTO officielt tilslutter sig de internationale vedtagne mål om fattigdomsbekæmpelse, og at der gennemføres konsekvensvurderinger af nye handelsaftaler i WTO
– Danmark skal arbejde for, at WTO-aftalen om intellektuelle rettigheder (TRIPS aftalen) revideres, således at u-landene får muligheder for informeret samtykke i forbindelse med udstedelse af patenter, samt bedre beskyttelse af patenter og mod udenlandsk patentering.
– Danmark skal arbejde for en international investeringsaftale, som indebærer, at udenlandsk ejede virksomheder i u-landene lever op til internationale konventioner og aftaler om menneskerettigheder, oprindelige folks rettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøbeskyttelse.
Armoden i verdens fattigste lande kan ikke alene bekæmpes med bistand. Hvis folk skal ud af fattigdommen, skal de have mulighed for at producere og sælge varer på de lokale markeder, de nationale markeder og internationale markeder.
Som det er i dag, lægges der en lang række hindringer for, at fattige lande kan eksportere til den rige verden. Samtidig viser undersøgelser, at de fattige landes markeder er langt mere åbne for konkurrence udefra end markederne i den vestlige verden.
Som led i liberaliseringen af verdenshandelen presser USA og EU på for at fjerne hindringer for den fri konkurrence – i udviklingslandene – men er mindre opsatte på at fjerne hindringerne for u-landenes adgang til markederne hos os.
Den samlede støtte til landbrugsproduktionen i OECD-landene andrager henved en milliard dollar. Om dagen. Der ydes bl.a. kolossale tilskud til eksport af landbrugsprodukter til u-landene, hvor de lokale bønder ikke kan konkurrere, skønt deres omkostninger er lavere.
I mange af verdens fattigste lande betyder det, at man i landbruget primært producerer til eget forbrug, fordi man på markederne ikke kan konkurrere med de kunstigt lave priser på importerede produkter fra USA og EU.
Det må stoppes. De gigantiske tilskudsordninger i USA og EU må fjernes, hvis vi ønsker en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer.
Liberaliseringen af verdenshandelen må tage udgangspunkt i at beskytte de fattigste landes muligheder for at opbygge økonomier, der kan integreres i verdensøkonomien uden at blive løbet over ende fra første fløjt.
Det indebærer, at EU og USA og verdens øvrige rige lande må gå forrest med liberalisering af deres egne markeder. Det betyder sænkning af toldsatser, men også fjernelse af tekniske handelshindringer i form af f.eks. sanitære krav, der i praksis hindrer udviklingslandene i at eksportere til de rige lande.
Gennem WTO-forhandlinger skal der gives en adgang for fattige lande til i en overgangsperiode at beskytte særligt udvalgte nationale markeder, f.eks. for landbrugsprodukter, så der kan opbygges en produktion og forarbejdningsindustri, som har muligheder for at konkurrere, når markederne åbnes.
Det er imidlertid afgørende, at denne adgang til at beskytte markeder ikke kan benyttes af korrupte regeringer til at beskytte nationale monopoler eller andre priviligerede grupper. Derfor må udvælgelsen af det enkelte lands beskyttede sektorer ske ud fra en helhedsvurdering og på baggrund af inddragelse af repræsentanter for bondeorganisationer, fagforeninger og andre repræsentanter for det civile samfund.
Endelig må der aftales restriktioner på store virksomheders muligheder for at udnytte de svage økonomier i de fattigste lande.
Der må gælde regler for investering i u-landene, som ikke skaber konkurrence om at give de dårligste lønninger og arbejdsforhold, den ringeste miljøbeskyttelse og den mest lempelige beskatning. Og der må indtænkes beskyttelsesmuligheder for de fattigste lande i forhold til TRIPS aftalerne om intellektuelle rettigheder.
4. Uddannelse skal stå centralt i dansk bistand. Uddannelse skaber udvikling.
– Danmark bør udvide sin bistand til uddannelse i verdens fattigste lande ved særligt at fastlægge en pulje på 500 mio. kr. til udbygning og reform af uddannelsessystemer i de fattigste lande (fast-track initiativer)
– Støtte til uddannelse i u-landene bør både bestå i støtte til etablering af skoler, uddannelse af lærere, fremstilling af undervisningsmaterialer og støtte til organisationer og institutioner, der kan virke for at fastholde uddannelse på den politiske dagsorden i landet
– Danmark skal arbejde for, at den multilaterale bistand i højere grad rettes mod uddannelsesaktiviteter med udgangspunkt i den såkaldte Dakar-erklæring om uddannelse til alle.
– Danmark skal arbejde for, at gældslettelsesinitiativer og nationale fattigdomsstrategier tager udgangspunkt i behovet for omfattende investeringer i u-landenes uddannelsessystemer
– Sikring af uddannelse til børn og kvinder med særlige behov bør ses som et centralt omdrejningspunkt for nødhjælpsarbejdet i katastrofe- og konfliktområder
Dansk bistand har som overordnet mål at gøre fattige mennesker i stand til at mobilisere egne ressourcer og skabe bedre levevilkår for sig selv og deres familie. Derfor står uddannelse helt centralt. Over 100 millioner børn i u-landene kommer aldrig i skole. Navnlig piger får ikke mulighed for at få blot en basal uddannelse, og får ikke mulighed for at videreuddanne sig og få (et lønnet) arbejde.
Styrkelse af uddannelsesindsatsen i u-landene handler ikke kun om at give børn mulighed for at komme i skole. Det handler også i høj grad om kvaliteten i undervisningen. God undervisning tager udgangspunkt i elevernes forudsætninger og behov for viden og færdigheder. Og god undervisning sigter mod at sætte eleverne i stand til at tænke og handle som individer, der kan og vil påvirke samfundet og deres egne levevilkår.
Derfor handler en styrket indsats for uddannelse i u-landene i høj grad om, at der afsættes ressourcer til undervisning og uddannelse. Men det handler også om at højne uddannelsens anseelse og placering i samfundet, bl.a. gennem en styrket læreruddannelse, ny-udvikling af læseplaner, fremstilling af undervisningsmaterialer m.v., som både sigter på at give børnene og de unge – ikke mindst pigerne – nogle færdigheder på kort sigt og på at gøre dem til aktive deltagende borgere i samfundet på lidt længere sigt.
I 2000 holdt FN et topmøde om uddannelse i Dakar i Senegal. Topmødet resulterede i den såkaldte Dakar-erklæring med 6 mål for forbedring af uddannelsesniveauet i udviklingslandene frem mod 2015.
Ved samme lejlighed forpligtede donorlandene, bl.a. Danmark, sig til at give penge til den nødvendige udbygning og reform af uddannelsessystemerne i de fattigste lande. De samme tanker lå bag Verdensbankens såkaldte fast-track initiativ, hvor udvalgte lande kunne få særlig støtte til uddannelsesprogrammer, hvis de fremlagde konkrete planer og selv gik ind og finansierede dele af dem.
Men som så mange gange før er skåltalerne begyndt at klinge hult, fordi de rige lande ikke lever op til deres løfter.
Det anslås at ville koste 40 milliarder kr. om året frem til 2015 at sikre skolegang for alle verdens børn. Men det synes vi åbenbart ikke, vi har råd til. Man kunne spørge, om vi mener, vi har råd til at lade være?
Den globale bistand til uddannelse er stik imod de smukke løfter faldende i disse år. Selv uddannelseslandet Danmark har endnu ikke tilbudt at finansiere fast-track planerne i nogle af de 20 fattigste lande, der blev indbudt til at være med.
Regeringen har i udspillet “En Verden til Forskel” sagt, at man vil styrke støtten til uddannelse i udviklingslandene. Lige netop her, har vi i Danmark både den nødvendige viden og de nødvendige erfaringer til virkelig at gøre en forskel. Det gælder også i krigs- og katastrofeområder, hvor uddannelse kan være en løftestang ud af meget vanskelige vilkår.
5. Hiv/aids og andre smitsomme sygdomme underminerer udvikling. Der skal satses mere på bekæmpelse af især hiv/aids.
– Danmark bør fordoble de anslåede 550 mio. kr. årligt, der gives i bilateral og multilateral bistand til bekæmpelse af hiv/aids
– Danmark skal øge sit bidrag til den globale fond for bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria (GFATM)
– Danmark skal kræve, at der i samarbejdslandene formuleres politikker og handlingsplaner til bekæmpelse af de mest udbredte smitsomme sygdomme, først og fremmest hiv/aids.
– Danmark skal arbejde for, at 3 mio. mennesker er i medicinsk behandling for hiv/aids i 2005 ved at støtte WHOs såkaldte 3 by 5 initiativ
– Danmark skal støtte forskning i udvikling af hiv-vaccine og nye præventionsformer.
– Danmark skal øge indsatsen overfor kvinder, børn og unge og deres adgang til oplysning om prævention og behandlingsmuligheder med livsvigtig medicin
42 millioner mennesker er i dag smittet med hiv/aids, heraf 29 millioner i Afrika syd for Sahara. Men problemet er også stort og voksende i Latinamerika, i Asien og de tidligere Sovjet-republikker.
Hundredtusinder af børn er forældreløse, overladt til slægtninge eller til selv at sørge for overlevelse. Mange steder er store dele af den produktive befolkning syge eller døde. Der er ingen mænd og kvinder til at dyrke markerne, ingen lærere til at undervise børnene og ingen læger og sygeplejersker til at behandle de syge.
Det kan siges ganske enkelt: Så længe der er aids i verdens fattigste lande, kan vi ikke tale om en bæredygtig udvikling. Derfor er bekæmpelse af aids også direkte bekæmpelse af fattigdom.
Problemet forstærkes imidlertid af, at der er kræfter i landene, som af religiøse eller politiske grunde nægter at erkende udbredelsen af hiv/aids eller modarbejder brugen af prævention som forebyggelsesmiddel.
Den danske indsats har i årevis lagt hovedvægten på forebyggelse gennem oplysning om smitteveje, præventionskampagner, adgang til testning m.v. I lande som Brasilien og Uganda synes der at være nået store resultater på forebyggelsesområdet.
Men denne indsats må nu suppleres med en øget indsats for at give smittede adgang til livsforlængende behandling. Ikke kun for at forlænge deres liv og mindske de menneskelige tragedier. Men også fordi adgangen til behandling er en forudsætning for forebyggelse. Håbet om medicin er en af de vigtigste årsager til at lade sig teste.
Den danske regering og navnlig Udenrigsministeren har ved flere lejligheder understreget behovet for at bekæmpe udbredelsen af navnlig hiv/aids i verdens fattigste lande, især i Afrika. Alle bistandsprojekter bør, siges det, tage problemet med i betragtning.
Alligevel skraber Danmark bunden, når man sammenligner hvor stor en del af den bilaterale bistand fra forskellige europæiske lande, der faktisk målrettes bekæmpelsen af hiv/aids.
Det er helt rigtigt at se hiv/aids som et problem, der går på tværs af forskellige sektorer. Men der må skabes større klarhed over, hvordan det skal føre til en forstærket indsats på forebyggelsesområdet, på behandlingsområdet og på at behandle følgerne af sygdommen, f.eks. de forældreløse børn.
Danmark må forstærke sin indsats i bekæmpelsen af hiv/aids og andre smitsomme sygdomme i verdens fattigste lande. Det skal ske ved, at vi afsætter flere ressourcer til området. Og det skal ske ved, at vi får mere åbenhed og debat om, hvordan vi faktisk når resultater i indsatsen mod hiv/aids.
6. Dansk bistand skal støtte demokrati og menneskerettigheder i udviklingslandene
– God regeringsførelse må fastholdes som et afgørende mål for den bilaterale bistand
– Hvis der ikke sker fremskridt i udviklingen af demokrati og menneskerettigheder, må der findes andre veje til at støtte udviklingen, f.eks. ved at kanalisere bistand gennem organisationer i civilsamfundet
– Dansk bistand bør sigte mod styrke både civilsamfundet og den offentlige sektor for at stimulere den demokratiske udvikling
– Dansk bistand skal lægge stor vægt på decentralisering og styrkelse og udvikling af den folkelige deltagelse i det lokale demokrati via støtte til lokale politiske grupper, kommuner, kommuneforeninger mv.
– Der skal flere kvinder ind i politik; både i parlamenter, kommunalbestyrelser og på samfundets udøvende poster
Demokrati og menneskerettigheder er afgørende for udviklingen i verdens fattigste lande.
U-landenes og navnlig de fattige gruppers skæbne hænger i høj grad sammen med, at regeringerne i verdens fattigste lande har været korrupte, nepotistiske og inkompetente, og at den kultur har kendetegnet hele den statslige administration. Samtidig har mange udviklingslande været præget af nytteløse krige mellem nabolande eller regeringers massive voldelige undertrykkelse af deres undersåtter.
Der er behov for ansvarlige regeringer i u-landene, som arbejder for at forbedre levevilkårene for borgerne.
Der er behov for velfungerende offentlige sektorer, herunder domstole og lokalregeringer, som er villige til at skabe gennemskuelighed (transparency) i forvaltningen og sammenhængskraft i det nationale samfund og danne udgangspunkt for samarbejdet på tværs af landegrænser.
Og der er behov for borgere, der tager ansvar for deres egen skæbne og søger at påvirke hele samfundet i en positiv retning.
Bistand fra regering til regering kan være det rette strategi i forhold til at styrke regeringers evne til at arbejde overordnet med styrkelse af enkelte sektorer. Men udvikling af demokrati og menneskerettigheder kræver folkelig deltagelse.
Der skal skabes muligheder for, at folk kan deltage i og få indflydelse på den demokratiske beslutningsproces. Og folk skal kunne se en mening med at bruge tid og kræfter på at søge indflydelse.
Derfor skal der satses på udvikling af demokratiske institutioner på nationalt niveau og omfattende decentralisering af staten til en styrket kommunal struktur som et værn mod korruption og nepotisme på centralt hold og som et middel til at gøre demokratiet levende og vedkommende for den enkelte.
Mange steder er det nødvendigt at støtte ikke-statslige organisationer (NGOers) arbejde for udvikling af demokratiet. Ved at samarbejde med NGOer kan man medvirke til at skabe en dynamik mellem stat og civilt samfund, lokalt og nationalt.
Ved at samarbejde med NGOer kan man ofte sikre et større lokalt ejerskab til udviklingsprocessen lokalt og nationalt. Endelig giver samarbejde med de ikke-statslige organisationer ofte bedre muligheder for at kanalisere bistanden ud lokalt til de fattigste mennesker, ofte på landet.
En helt særlig indsats skal gøres for at styrke kvinders aktive deltagelse i samfundsudviklingen.
De unge piger har behov for
særlige rettigheder for at kunne deltage i demokratiet,
lige adgang til uddannelse gennem særlige legater og vilkår,
oplysning om pigers rettigheder,
forbedret mor og barn sundhed,
mulighed for prævention,
retten til at tjene egne penge og
retslig beskyttelse mod vold, incest.
Ligesom dommere og politi skal oplyses om kvinders særlige rettigheder og vilkår.
7. Udviklingsbistand skal ikke bruges til løsning af VORE sikkerhedsproblemer
– Det bør stå fast, at udviklingsbistand ikke skal bruges til at løse vore sikkerhedsproblemer
– Danmark skal arbejde for, at terrorbekæmpelse ikke bliver dække for indskrænkelse af demokratiske rettigheder og bekæmpelse af politiske modstandere i u-landene.
– Bistand til fattige landes efterlevelse af resolution 1373 (om terrorbekæmpels) må finansieres af andre midler end den ene procent af BNI afsat til langsigtet, fattigdomsorienteret bistand
– Danmarks (kommende) plads i FNs sikkerhedsråd skal bruges til at sikre fokus på oversete konflikter i verdens fattigste lande.
Fred er en forudsætning for udvikling, og udvikling er en forudsætning for fred.
Hvis der skal skabes en langt rækkende og bæredygtig udvikling, kræver det at konflikter og stridigheder stoppes. Og kun gennem en langt rækkende og bæredygtig udvikling kan man skabe varig fred i verdens konfliktzoner. I den forstand er udviklingsbistand også en indsats for fred og sikkerhed i verden.
Kampen for sikkerhed og mod terrorisme står centralt på den danske udenrigspolitiske dagsorden – også i debatten om udviklingsbistanden.
Regeringen udsendte i februar 2004 ”Principplan for dansk udviklingsbistand til kampen mod den ny terrorisme”. Her kædes udviklingen af den internationale terrorisme sammen med fattigdom og manglen på udviklingsmuligheder i verdens fattigste lande, politisk undertrykkelse og overtrædelser af menneskerettighederne samt ingen eller ringe adgang til fri meningsudveksling og demokrati.
Et centralt omdrejningspunkt i regeringens plan er at hjælpe fattige lande med at leve op til FNs resolution 1373 om terrorbekæmpelse, bl.a. ved at yde teknisk bistand til opbygning af bedre efterforskning, styrkelse af domstolene m.v.
Fattigdomsbekæmpelse og god regeringsførelse har i mange år været centrale omdrejningspunkter for den danske bistand. I den forstand ligger regeringens principplan i forlængelse af den danske tradition på området.
Derfor er det også uhyre vigtigt, at kampen mod terror ikke bliver brugt som en anledning for regeringer i udviklingslande til at forstærke undertrykkelsen af politiske modstandere og mindske befolkningens demokratiske rettigheder. Det må være et afgørende dansk synspunkt, at bestræbelserne på at efterleve resolution 1373 skal underlægges den overordnede målsætning om god regeringsførelse og styrkelse af demokrati og menneskerettigheder.
Samtidig må det fastholdes, at hovedmålsætningen for dansk udviklingspolitik er at fremme fattige menneskers adgang til uddannelse, sundhed, økonomisk vækst, demokrati mv.
Derfor bør en sammenkædning af udviklingsbistanden og sikkerhed primært fokusere på DERES sikkerhed, ikke på vores, selv om de 2 ting ikke altid kan skilles ad.
Borgerkrige, grænsestridigheder, regeringers voldelige undertrykkelse af deres egne befolkninger og flygtninge indenfor eller på tværs af landegrænser udgør for en lang række af verdens fattigste lande en central hindring for udvikling. Danmark bør derfor fortsætte sin støtte til konfliktforebyggelse og konflikthåndtering i verdens fattigste lande.
I den udstrækning initiativer i forlængelse af resolution 1373 sigter til vores sikkerhed – dvs. til efterforskning eller bekæmpelse af terrorisme mod den vestlige verden – bør ressourcerne derfor primært tages andre steder fra end den ene procent afsat til langsigtet, fattigdomsorienteret bistand, f.eks. fra de yderligere 0,5 pct., der foreslås afsat i en global ramme.
Danmark søger i øjeblikket at få plads i FNs Sikkerhedsråd (i 2005 og 2006). Den position skal bruges til at styrke den internationale retsorden og FNs troværdighed som formidler af internationalt samarbejde navnlig mellem den rige og fattige verden.
Samtidig bør pladsen i Sikkerhedsrådet benyttes til at sætte fokus på mindre synlige konflikter, som har sværere ved at fange verdens opmærksomhed, men som påvirker levevilkår og fremtidsudsigter for millioner af mennesker.
Kilde: www.ibis.dk
