Ibis: Verdens voksne analfabeter lades i stikken

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Verdens ledere har lovet hinanden at halvere analfabetismen inden 2015, men løftet indfries ikke. 800 millioner mennesker er sat udenfor demokrati og udvikling, og især kvinderne svigtes.

Det haster med at få de fattige unge og voksne med på uddannelsesvognen. Det konkluderer et nyt notat fra Ibis i anledning af den internationale alfabetiseringsdag den 8. september, skriver u-landsorganisationen i en pressemelding torsdag.

Notatet understreger, at mens det er lykkedes at få sat mere fokus på børns ret til skolegang, ser det stadig sortere ud for de unge og voksne analfabeter.

Den internationale bistand falder til alfabetisering af voksne på verdensplan, trods løfter om en øget indsats. Det internationale mål fra år 2000 om halvering af antallet af analfabeter er langt udenfor rækkevidde, fordi de rige lande ikke holder deres løfter om flere midler til at sikre Uddannelse for Alle inden 2015.

– Det har meget alvorlige konsekvenser på et område som voksenuddannelse, hvor en ret beskeden indsats, kan give store resultater både demokratisk og økonomisk, siger Annelie Abildgaard, uddannelseskonsulent i Ibis.

Ibis-notatet gennemgår hjælpens utilstrækkelighed og beskriver de alvorlige følger især den manglende uddannelse af unge og voksne kvinder har. De øgede midler til uddannelse af børn som glædeligvis er ved at blive realiteter, tages fra voksenuddannelse, i stedet for som lovet at øge midlerne til begge dele.

– Verdens rige lande må holde op med at tage fra de fattige når de giver til de fattige, og i stedet holde hvad de har lovet, konkluderer Annelie Abildgaard.

På FN topmødet i New York den 14. – 16. september skal der gøres status over gennemførelsen 2015 målene. For første gang i historien er verden rig nok til at kunne afskaffe både fattigdommen og dens følgesvend analfabetismen. Vi ved hvad der skal til, nu mangler vi bare viljen.

Notatet ses nedenfor

Yderligere information og kommentarer hos Annelie Abildgaard, uddannelseskonsulent, tlf. 35 200 532, mobil 27 20 40 15, og Morten Blomqvist, presseansvarlig, tlf 35 200 543, mobil 30 29 44 06

————-
Voksne analfabeter lades i stikken

et Ibis notat i anledning af verdens alfabetiseringsdag den 8. september 2005

Nelson Mandela:
”Uddannelse er den stærkeste faktor i personlig udvikling. Det er kun uddannelse der kan gøre en bondedatter til læge, en søn af en minearbejder til leder af minen, og et barn af landarbejdere til præsident for en stor nation”

Udgivet af U-landsorgainsationen Ibis, september 2005
Forfattere: Signe Damkjær og Annelie Abildgaard

Bestilling: Ibis, Nørrebrogade 68B, 2200 København N, Tlf 35 35 87 88, [email protected]
Eller printes direkte fra www.ibis.dk

Den 8. september er det verdens alfabetiserings dag.

Voksne analfabeter lades i stikken

Verdens ledere har lovet hinanden at halvere analfabetismen inden 2015, men løftet indfries ikke.

Imens det er lykkedes at få sat mere fokus på børns ret til skolegang, ser det stadig sortere ud for de unge og voksne analfabeter. De er røget ud af søgelyset, og lige nu falder støtten til alfabetisering af voksne på verdensplan, trods løfter om en øget indsats.

Målet om halvering er meget langt udenfor rækkevidde. 800 millioner mennesker er sat udenfor demokrati og udvikling, og især kvinderne svigtes. Ibis mener det haster med at få de fattige unge og voksne med på uddannelsesvognen. Verden har ikke råd til at sidde med hænderne i skødet og vente på at den sidste analfabet dør ud. I modsat fald kommer vi til at vente længe…

Alfabetiseringsdag – man skal holde hvad man lover

Den 8. september er det verdens alfabetiserings dag. Dagen blev indført i 1967 og markeres verden over. I dag minder den først og fremmest om brudte løfter. Retten til uddannelse er en fundamental menneskeret. Det blev slået fast allerede i 1948, i FNs erklæring for universelle menneskerettigheder.

Det blev bekræftet igen ved topmøderne i Jomtien i 1990 og i Dakar i 2000. Dakar-erklæringen satte seks konkrete og sammenhængende mål for Uddannelse for Alle inden 2015 (se vedlagte Dakar mål). Et af målene var at halvere analfabetismen blandt voksne inden 2015.

Erklæringen blev tiltrådt af alle FNs medlemslande, heriblandt Danmark. Alle lande forpligtigede sig til at sørge for at målene gennemføres, og som noget helt unikt gav de rige lande endda en finansieringsgaranti. Danmark og de andre rige lande lovede simpelthen at betale det det koster at sikre uddannelse til alle inden 2015.

For lidt – for sent

Men pengene kommer ikke som lovet. Mens støtten til at få alle børn i skole er svagt stigende, er den internationale støtte til voksenuddannelse faldet. Bagsiden af den ellers positive fokusering af verdens udviklingsbistand på at nå de otte 2015-mål er, at de mål som ikke kom med på listen – herunder alfabetisering – bliver beskåret når midlerne omprioriteres, uden at den samlede bistand stiger som lovet.

Så nu går midler, der burde bruges til voksenuddannelse, i stedet til mål 2 om at få alle børn i skole inden 2015. Man tager fra de fattige og giver til de fattige.

På G8 topmødet blev der bakket fuldt op omkring 2015 målene. G8 landenes ledere besluttede at øge støtten til u-landende, der i mange år har været nedadgående. Ifølge disse nye løfter vil de give 16 mia. US dollar mere i 2006 end i 2004, dvs. en stigning på 48 mia. dollar i 2010.

Dette svarer i gennemsnit til kun 0,36 procent af de rige landes BNI. Det er et fremskridt, men ifølge FN og Verdensbankens beregninger langt fra nok til at nå 2015 målene.

Der er langt fra løfter og behov til handling. I 1970 besluttede FN at de rige lande, skulle give 0,7 pct. af deres BNI til udviklingsbistand. 35 år senere, er dette endnu ikke lykkedes. FN har beregnet at gav alle rige lande blot 0,4 pct. af deres BNI ville 2015-målene være opnåelige.

Det ville betyde 70 mia. dollars mere i 2006 end i 2004, og 90 mia. dollars mere i år 2010.

Selv om 2015 målene blev opnået, ville det kun halvere fattigdommen. Bragtes u-landsbistanden fra de rige lande derimod op på 0,7 pct. som lovet for 35 år siden, ville det svare til en stigning med 170 milliarder.

Dette ville give en reel chance for at komme fattigdommen til livs. Og analfabetismen ved samme lejlighed. Så hvad venter vi på?

Kvinderne svigtes

Af de 800 mio. analfabeter, der venter, er 550 mio. kvinder. Uligheden mellem kønnene er stor på uddannelsesområdet, og det til trods for at det nærmest vælter med gode grunde til at uddanne kvinder:

– Uddannelse af kvinder kan redde menneskeliv. Der er dobbelt så stor risiko for, at et barn dør, før det fylder fem år, hvis moderen ikke har gennemført en grundskoleuddannelse.
– Uddannede kvinder bliver senere gift, får færre børn, og er mere tilbøjelige til at sørge for, at deres børn, også deres døtre, kommer i skole. Populært siger man ”Uddan en kvinde – og du uddanner en hel familie.”
– Når kvinder lærer at læse og skrive, får de samtidig højere status, mulighed for at kende deres rettigheder, og opnår kompetencer til at komme ud af den position de mange steder har som undertrykte.
– Uddannelse af piger og kvinder er den eneste måde at skabe ligestilling og demokrati i et samfund på.

Fattigdom er ikke en undskyldning for, at piger holdes ude af skolen. Nogle af verdens fattigste lande, nemlig Bangladesh og Uganda, har over en relativt kort periode sørget for, at væsentligt flere piger er kommet i skole.

Dette er gjort ved, at gøre at gøre grundskolen gratis og obligatorisk og ved at give familien kompensation for pigens tabte arbejdskraft. Dette viser, at uddannelse for alle, også for piger, kan lade sig gøre selv i meget fattige lande, så længe den rette politiske motivation og de fornødne midler er til stede.

Som et delmål for at nå Uddannelse for Alle, blev 2005 sat som det år, hvor ligestilling på uddannelsesområdet skulle være sikret. Dette mål er ikke blevet nået.

På G8 topmødet i juli, blev der end ikke kommenteret på, at der i 2005 stadig ikke er lige mange drenge og piger i skole. Det er uværdigt at forbigå en fiasko af den kaliber i tavshed, og man kan kun håbe at det kommende FN topmøde tager seriøst fat om dette.

Voksenuddannelse sikrer demokrati og bæredygtig udvikling

Voksenuddannelse må ikke nedprioriteres og tilsidesættes til fordel for uddannelse af børn. Mange unge mennesker har kun modtaget dårlig eller slet ingen skolegang som børn, og det er derfor vigtigt, at tilbyde undervisning af god kvalitet til voksne. Uddannelsen handler ikke bare om muligheden for lære at læse og skrive, men om alle aspekter af livet i det moderne globale samfund

Det handler om rettigheder, kritisk tankegang og ansvarlighed overfor sine medmennesker og miljøet, alt sammen forudsætninger for en bæredygtig udvikling.

Uddannede, aktive og engagerede medborgere er fundamentet for at kunne opbygge demokratiske stater med sunde økonomier. Det er urimeligt at lade de unge og voksne i stikken som tabte generationer med udsigt til et helt liv udenfor demokratisk deltagelse, og med dårlige økonomiske muligheder.

Voksenuddannelse prioriteres ned

Men det er det der sker. Ifølge UNESCO er den internationale støtte til voksenuddannelse gået ned. Bortforklaringen er ofte, at man i stedet har ønsket at satse på primær uddannelse til børn.

På den internationale konference for voksenuddannelse i Hamborg i 1997, blev det anbefalet, at mindst 6 procent af uddannelsesbudgettet afsættes til voksenuddannelse. Mange steder udgør de offentlige udgifter til voksenuddannelse dog ikke mere end et par procent.

Antallet af analfabeter er siden 1990 faldet med 20 millioner. Fortsætter denne udvikling, vil der stadig været mindst 780 millioner analfabeter i 2015. Dertil kommer, at antallet af analfabeter i nogle udviklingslande er stigende. Vi er altså meget langt fra at leve op til målsætningen om den halvering, som verden, i Dakar-erklæringen, har forpligtiget sig på.

Hvad skal gøres.

Der skal ikke opfindes noget nyt. Planerne er lavet og løfterne givet. Nu skal det føres ud i livet. Det er ikke nok at tage penge fra voksenuddannelse og give det til uddannelse af børn. Verdens rige lande må holde op med at tage fra de fattige når de giver til de fattige, og i stedet holde hvad de har lovet

Mange u-lande har gode og bæredygtige planer for Uddannelse for Alle, men kan ikke føre dem ud i livet, fordi de ikke modtager den finansiering, som de har fået lovning på i Dakar-erklæringen.

Verdensbankens Fast Track Initiativ blev oprettet for at løse dette problem og skulle sikre, at alle kvalificerede lande får den nødvendige støtte, uanset hvor stor eller lille donor-tække de iøvrigt har.

Ibis anerkender, at Danmark arbejder seriøst på at komme væk fra det historiske lavpunkt i 2004 på 8,4 procent og helt op på at bruge 15 pct. af den bilaterale støtte på uddannelse. Denne indsats står i skærende kontrast til Danmarks multilaterale støtte til uddannelse.

Ibis mener, at det er stærkt kritisabelt, at Fast track initiativet som helhed er underfinansieret, og helt galt at Danmark til dato ikke har bidraget med så meget som en krone til Fast Tracks fælles pulje.

På FN-topmødet i New York den 14. til 16. september skal der gøres status over gennemførelsen af 2015 målene. For første gang i historien er verden rig nok til at kunne afskaffe både fattigdommen og dens følgesvend analfabetismen.

Ibis mener, at verdens ledere må vise mod og beslutsomhed, og skabe en plads i historien, ved at bidrage med de midler der er nødvendige for at nå alle målene. Der er ikke urealistiske beløb der er behov for, set i lyset af hvor stærke økonomier der sidder rundt om bordet.

800 millioner mennesker har lige nu udsigt til et helt liv uden at kunne læse og skrive. Det kan ingen være bekendt. Man skal holde hvad man lover.

Kilde: www.ibis.dk