Hvis det skal lykkes, at kvalificere indsigten i, hvordan IFU arbejder, bliver vi dog nødt til at korrigere to forhold i Jytte Blatt Laursens artikel.
Det første forhold drejer sig om produktion af energi. IFU ser det som en vigtig opgave at bidrage til at øge energiforsyningen i udviklingslandene, fordi manglende adgang til elektricitet er en af de største barrierer for udvikling. Det gælder også i Afrika, hvor mere end 600 millioner mennesker mangler adgang til elektricitet, og hvor der dagligt er strømafbrydelser på grund af manglende kapacitet.
Som jeg skrev i mit indlæg ”IFU’s investeringer skaber udvikling og reducerer klimabelastning” i Globalnyt den 28. oktober, foretrækker IFU vedvarende energi. Derfor har IFU også i de senere år bidraget til etableringen af 800 megawatt sol- og vindenergi i blandt andet Kenya, Egypten og Mongoliet. Men med den nuværende teknologi er der fortsat behov for anlæg baseret på fossilt brændstof for at sikre en såkaldt baseload, der kan bruges som supplement, når solen ikke skinner, eller vinden ikke blæser.
Det er også derfor, at IFU har investeret i tre kraftværker i henholdsvis Kenya, Mali og Benin. Men det er forkert, når Jytte Blatt Laursen hævder, at det er kulkraftværker. Det er det ikke.
De tre nævnte kraftværker er leveret af den danske virksomhed Burmeister & Wain Scandinavian Contractor. De benytter moderne teknologi og har derfor en meget høj effektivitet og en lav udledning. Kraftværket i Kenya, der er 10 år gammelt, er baseret på diesel.
Det samme er værket i Mali, mens det i Benin er forberedt til gas. Det skal dog drives af diesel i de første par år, indtil gassen er tilgængelig.
Vi anerkender, at den type investeringer er et dilemma og kun skal gennemføres, når de kan retfærdiggøres ud fra en samlet betragtning, hvor der tages hensyn til både den grønne omstilling og reduktion af fattigdom.
Landbrugsfonden lever op til formålet
Jytte Blatt Laursen rejser også diskussionen om investeringer i små og mellemstore landbrug. Vi er enige i, at vi skal inddrage smallholders i vores investeringer, hvor det er muligt.
Det har vi gjort i Kina ved at udbringe gratis gylle til 4.000 små farmere fra en af vores svinefarme. I Peru har en af de landbrugsvirksomheder, IFU har investeret i, et bredt samarbejde med lokale producenter. Tilsvarende har Silverlands fonden, der investerer i agribusiness i Afrika, inddraget smallholders på både input- og output-siden i deres projekter.
Vi ser gerne, at der kommer flere af den type projekter, og hvis der er gode projektforslag derude, er vi klar til at drøfte dem nærmere.
Men det gør det ikke korrekt, at ”Landbrugsfondens formål er at støtte en bæredygtig udvikling ved at investere i små og mellemstore landbrug”, som Jytte Blatt Laursen hævder.
Den statslige bevilling på 89 millioner kroner, der er givet og godkendt i den eksterne bevillingskomité, indeholder ikke en henvisning til, at investeringer skal ske i virksomheder af en nærmere bestemt størrelse. I stedet fremhæves følgende:
“The objective of DAF is to contribute to sustainable economic growth, improved competitiveness and decent employment in developing countries by enhancing profitable and sustainable investments within agricultural production, food processing and related industries based on inputs of Danish technology and know-how.”
Det giver også god mening at investere i større projekter og fokusere på hele værdikæden inden for landbrug- og fødevaresektoren. Der er brug for produktion i stor skala, hvis vi skal indfri verdensmål mål 2, der handler om at afskaffe sult. Og der er brug for, at fødevarerne produceres effektivt, ligesom bedre opbevaring, håndtering og transport skal bidrage til at reducere den meget store mængde fødevarer, der i dag går til spilde og fordærves undervejs fra produktion til forbruger.
Lad os fortsætte debatten
Der er bred enighed om, at vi kun kan indfri FN’s verdensmål ved at inddrage privat kapital. Med de nye fonde, der blander offentlig og privat kapital, har vi fundet en vej til at øge de samlede investeringer i udviklingslandene. Det er positivt, og vi er glade for, at de nye initiativer har så stor interesse.