15 danske virksomheder har sagt ja til at deltage i et nyt innovationsprogram, SDG-accelerator, der skal forene forretning og realisering af FN’s 17 verdensmål. Programmet, der lanceres fredag den 19. januar, er udviklet af UNDP og Deloitte med finansiering fra Industriens Fond.
“Realiseringen af FN’s verdensmål kæver årlige globale investeringer på 5 til 7 billioner USD, og derfor er det helt afgørende, at vi kan inddrage den private sektor både i forhold til at sikre en del af finansieringen og til at skabe nye bæredygtige løsninger, der kan drives forretningsmæssigt,” siger Tommy Thomsen, CEO i IFU.
Bæredygtighed og forretning går hånd i hånd
Selv om mulighederne for at skabe bæredygtige forretninger inden for rammerne af verdensmålene er enorme, så er det ofte en stor udfordring for virksomhederne at udnytte potentialet. Især for små og mellemstore virksomheder kan 2030-agendaen virke uoverskuelig.
SDG-accelerator skal bidrage til at gøre mellemstore danske virksomheder bedre i stand til at udnytte de mange forretningsmuligheder. Det sker gennem et seks-måneders udviklingsforløb, hvor danske og internationale eksperter hjælper virksomhederne med at udvikle nye bæredygtige løsninger og teknologier, der kan understøtte verdensmålene og drives forretningsmæssigt.
Derudover indeholder programmet en platform for at inddrage virksomhedernes medarbejdere i arbejdet med verdensmålene, både i forhold til at øge deres kendskab til den nye globale dagsorden og for at inddrage dem i idéudviklingen omkring nye løsninger.
Flere virksomheder på vej
De 15 første virksomheder begynder nu forløbet, men målet er, at 30 små og mellemstore danske virksomheder over de næste to år skal igennem et SDG-acceleratorforløb. Resultaterne af innovationsforløbene vil blive delt løbende for at inspirere andre virksomheder og accelerere deres engagement i 2030-agendaen både i Danmark og internationalt. Projektet vil blive implementeret bl.a. i samarbejde med Monitor Deloitte og IFU.