2015 var et godt år for IFU. Det lykkedes os igen at bidrage til udviklingen i de fattigere lande i verden og samtidig sikre et solidt finansielt resultat, siger CEO i IFU, Tommy Thomsen.
Investeringerne steg med mere end 40 procent og endte på i alt 906 mio. kr., hvoraf 664 mio. kr. blev investeret i 21 nye projekter, mens 242 mio. kr. blev investeret i igangværende projekter. Gennem årene har IFU dermed aftalt investeringer for næsten 18 mia. kr. i mere end 1200 projekter i over 100 udviklingslande.
Årets resultat blev et overskud på 194 mio. kr.
IFU øger aktiviteterne
I januar 2016 lancerede IFU Danish Agribusiness Fund, der skal investere i landbrug- og fødevareprojekter i udviklingslande. Danish Agribusiness Fund er den seneste fond, der er baseret på et offentligt-privat samarbejde, hvor institutionelle investorer sammen med staten og IFU har indskudt kapital. Den samlede kapital under forvaltning af IFU var ved udgangen af året på 5,8 mia. kr.