Igen bundskraber til Ulla Tørnæs

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

I en rundspørge blandt 1.397 danskere, gennemført af analyseinstituttet Userneeds, er udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) igen blandt VK-regeringens bundskrabere i popularitet, skriver gratisbladet “Nyhedsavisen” fredag

Med blot en enkelt procent af stemmerne danner hun bundprop sammen med 3 andre Venstre-ministre, nemlig beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (1 pct.), fødevareminister Hans Chr. Schmidt (1 pct.) og videnskabsminister Helge Sander (0 pct.), mens den konservative transportminister Flemming Hansen ligeledes får 0 pct.

Hun kan således trøste sig med ikke at være den absolutte agterlanterne, men målingen bekræfter andre rundspørger, hvor Ulla Tørnæs også vurderes til at tilhøre regeringens dårligste kort.

Hun har senest været involveret i sagen om den myrdede irakiske tolk, som hun ikke vidste besked om, og tidligere den herostratisk berømte kendis-konkurrence, hvor kendte personer – fordi de var kendte – skulle vælge u-landsprojekter ud i afrikanske lande.

Konkurrencen har alene i omkostninger til de involverede konsulenter kostet 6 mio. kr. samtidig med, at ministeren har skåret hårdt i den folkelige u-landsoplysning.

Samtidig har målinger indenfor det seneste år vist, at der er stor tilslutning blandt danskerne til en u-landsbistand af mindst samme omfang som nu. Opbakningen omfatter bare ikke den siddende minister – snarere tværtimod.

Topscorer i Userneeds-målingen er den konservative miljøminister Connie
Hedegaard med 17 procent af stemmerne. Hun overgår statsministeren, der fik 14 pct.

Også udenrigsminister Per Stig Møller (K) er populær. Han scorede 9 procent og kom ind på en fjerdeplads efter partifællen justitsminister Lene Espersen.

-Søe.