Mellemøstforsker og menneskeretsforkæmper Hanna Ziadeh bliver kåret til årets Meningsmodig Dansker af IHB-foreningen.
Hanna Ziadeh specialiserer sig i den arabiske verdens moderne historie, med fokus på statsdannelse og nationsopbygning i Libanon, Irak og Yemen fra et menneskerettigheds-perspektiv. Desuden forsker han i konstitutionalisme og den arabiske debat om menneskerettigheders rolle i opbygningen af demokratiske samfund.
Opvokset i Beirut, rejser Ziadeh ofte i mange af de arabiske lande som journalist og er en fast kommentator ved Politiken. Han har siden 2006 været tilknyttet Institut for Menneskerettigheder og er formand for Støttekomiteen for det syriske folk.
Ifølge IHB-foreningen, får Hanna Ziadeh prisen for sit brændende engagement for demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten og for formidling af det, han ser som sandheden om folk, politik og samfund i Mellemøsten – ofte kontroversiel i forhold til den herskende opfattelse i vide kredse – og uden hensyn til konsekvenser for ham selv.
IHB-foreningen er et mødested for eksperter, som er med i Danmarks Internationale Humanitære Beredskab, og er klar til med kort varsel at tage ud til internationale opgaver, fx som valgobservatører eller våbenhvileobservatører rundt om i verden, hvor det brænder på.
Prisen til Meningsmodig Dansker blev indstiftet for 3 år siden og gives til en dansker, der har vist civilcourage ved sit engagement for demokrati og menneskerettigheder.
Prisoverrækkelsen forgår ved IHB-foreningens generalforsamling lørdag den 4. februar 2012 i Byrådssalen på Roskilde Rådhus.
Tidligere prismodtagere er Anders Heding, IHB-foreningens første formand, for hans internationale engagement i forsvaret for de humanitære arbejdere, der er kommet i klemme i systemet; og Kai Vittrup, tidligere Chefpolitiinspektør i København samt leder af flere politimissioner i Kosovo, Sudan, Afghanistan m.m.