Indien lancerer ambitiøst jobprogram for sine fattige

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den indiske regering har fremlagt et banebrydende lovforslag, som vil garantere 100 dages arbejde hvert år til et medlem af alle nationens landhusholdninger, skriver BBC Online torsdag.

Et medlem fra hver af Indiens 60 millioner husstande i landdistrikterne vil derved kunne tjene en dagløn på 60 rupees (ca. 8,25 kr.).

Iagttagere siger, at det er det første forsigtige skridt mod noget, der ligner en velfærdsstat i et land, hvor næsten 70 procent af indbyggerne bor i landsbyer. Kritikere siger, at det vil forøge regeringens udgifter betydeligt og medvirke til at skade nationaløkonomien.

Præsidenten for Indiens styrede Kongresparti, Sonia Gandhi, sagde til parlamentet, at lovforslaget er “historisk”. – Vi skal tage stilling til en i sandhed radikal lov, der har vidtrækkende og dybtgående konsekvenser, sagde hun.

BBCs korrespondent i Delhi kaldte “National Rural Employment Guarantee Act” for det mest ambitiøse fattigdomsbekæmpelses-tiltag nogensinde lanceret af en indisk regering.

Tiltaget var et vigtigt led i Kongrespartiets valgløfter og kampagneprogram sidste år og støttes af de kommunistiske allierede i koalitionsregeringen.

Folk, som omfattes af programmet, vil blive sat i arbejde på projekter som vejanlæg, forbedring af landdistrikternes infrastruktur, bygning af kanaler og vandbevaringsprogrammer.

Regeringen vil give særlig prioritet til kvinder i programmet, der søsættes i 200 distrikter i år og skal nå ud til hele det enorme land over blot 4 år.

Programmet ventes at koste mellem 3 og 17 milliarder pund (33 og 187 mia. DKR) og kritikere gør gældende, at regeringen ikke har klarlagt, hvor pengene skal komme fra.

Indiens finansminister, P. Chidambaram, siger, at regeringen har planer om at slå flere eksisterende landbo-støtteprogrammer sammen og anmode de forskellige delstatsregeringer om at stille med 10 procent af omkostningerne.

Analytikere advarer om, at regeringen kan komme til at stå og mangle penge og at det forøgede forbrug kan blæse statsunderskuddet op og presse renteniveauet i vejret.

Sonia Gandhi siger, at pengene til fattigdoms-programmet ikke er noget problem:

– Jeg tror fuldt og fast på, at en økonomi, der vokser med 7 procent om året, både kan og skal kunne finde ressourcer til så vigtigt et indgreb til fordel for de mindre bemidlede, siger hun til BBC Online.