Indien lover bistand og billige lån til Afrika

modi2
Modi vil styrke forholdet til de afrikanske lande.
Foto: officielt (arkiv)
Forfatter billede

Indiens premierminister, Narendra Modi, lover udviklingsbistand svarende til fire milliarder kroner og nye, billige lån til Afrika og opfordrer samtidig til øget samarbejde mellem Indien og landene på det afrikanske kontinent.

Det skete på en stor handelskonference i New Delhi i weekenden, hvor 41 afrikanske stats- og regeringschefer deltog og samtlige 54 afrikanske lande var repræsenteret, skriver Indian Express.

100 millioner dollars skal gå til en indisk-afrikansk udviklingsfond, mens der gives 10 millioner dollars til en indisk-afrikansk sundhedsfond.

Derudover vil Indien give 50.000 stipendier over de næste fem år, så afrikanere kan komme til Indien for at studere.

Kinesisk dominans

Til gengæld for hjælpen håber Indien at få del i de afrikanske naturressourcer, blandt andet olie og ædelmetaller. Indien håber også at kunne komme endnu længere ind på det afrikanske marked, hvor Kina dominerer.

I forvejen har Indien masser af samarbejder med afrikanske lande. I Mozambique bygger inderne store solcelleanlæg, i Etiopien har den indiske hjælp været med til at effektivisere sukkerproduktionen, og i Nigeria har regeringen anmodet Indien om hjælp til at bekæmpe terrorbevægelsen Boko Haram.

Fra afrikansk side er der interesse i den indiske ekspertise på teknologiområdet, særligt inden for telekommunikation og informationsteknologi.

Siden år 2000 er handlen mellem Indien og afrikanske lande næsten 20-doblet, siger en indisk embedsmand til ABC News. Sidste år udgjorde handlen næsten 72 milliarder dollars.

Det blegner dog i forhold til den kinesiske handel med Afrika, der i 2014 løb op i mere end 200 milliarder dollars.