Indien opsendte natten til onsdag et ubemandet rumfartøj, Chandrayaan 1 (betyder måneskib), skriver DR online.
Den indiske månemission kommer til at vare 2 år og koster hvad der svarer til næsten en halv milliard danske kroner. Målet er at gennemføre en større kortlægning af månens overflade med specielt fokus på mineraler og kemikaler.
Den vellykkede opsendelse viser, at at Indien mestrer højtavancerede teknikker og er en alvorlig konkurrent i det nye rumkapløb, der er gået i gang.
Det har dog vakt kritik, at den indiske regering bruger så mange penge på rumforskning i det enorme land, hvor så mange sulter og hundreder af millioner lever på eller under fattigdomsgrænsen.
Den danske rumforsker, Flemming Hansen, medgiver, at det kan virke mærkeligt at bruge så store summer: – Men på den anden side, hvis ikke Indien får sparket sin industri grundigt i gang og når et højt teknologisk stade, så er inderne heller ikke i stand til at udvikle et samfund, der bliver rigt nok til at afskaffe sult og elendighed, anfører han.