Indien: Nej til danske journalister

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Indien har besluttet, at ingen journalister fra Danmarks Radio må komme ind i landet, hverken på arbejde eller ferie, skriver online-stedet Journalisten.dk torsdag.

Indien vil straffe DR for TV-programmet ‘Blod, sved og t-shirts’, som blotlagde stærkt kritisable arbejdsforhold i tekstilindustrien.

Onsdag ramte den indiske vrede også den prisbelønnede dokumentarist Tom Heinemann. Det skyldes formentlig filmen “Når tilbud dræber”, som Heinemann optog i Indien i 2005.

Nu er både Dansk Journalistforbund og regeringen gået ind i sagen med skarp kritik af Indien.

– Jeg kommer lige fra ambassaden, og mine hænder sitrer stadig. Jeg blev bedt om at vente 20 minutter ved en skranke, og så kom en mand og sagde: ‘Du får ikke visum’. Jeg bad om en forklaring, men det havde jeg ikke krav på, svarede han, siger Tom Heinemann til Journalisten.dk.

Afslaget gælder også hans kone, Lotte la Cour, der er hans faste TV-fotograf.

Den indiske ambassade har i begge pas stemplet tre bogstaver – ‘V.A.F.’. Det står for ‘Visa Application Failed’ og er ifølge Tom Heinemann et stempel, der gør de to danske pas stort set ubrugelige i mange af de lande, han og hans hustru gerne vil besøge.

– Det er sådan noget, man skriver i passet hos formodede terrorister og skurke. Jeg er persona non grata i Indien på livstid. Det er jo det, det betyder. Og jeg er nødt til at skifte pas, ellers kan jeg ikke rejse ind i en hel del andre lande, siger Heinemann.

– Filmen ‘Når tilbud dræber’ var ikke en kritik af Indien, men af danske virksomheders opførsel i Indien. Vi satte jo i virkeligheden spot på, at danske virksomheder opfører sig i strid med indisk lovgivning. Så jeg kan kun se den film som en hjælpende hånd, tilføjer han.

Tom Heinemann modtog som den første den store Timbuktu-pris på 100.000 kr. for sine u-landskritiske reportager i 2009.