Indiens regering har besluttet at bruge 6 milliarder rupees (770 mio. kr.) på at redde den udrydningstruede tiger over de næste 5 år, skriver flere nyhedsmedier onsdag.
Antallet af tigre i Indien er faldet til mellem 1.300 og 1.500, hvilket ikke er meget i forhold til de 40.000 stribede katte for 100 år siden.
Beslutningen bliver mødt med stor tilfredshed i Verdensnaturfonden, WWF.
– Det er enormt glædeligt, for det betyder, at der kan gøres en større indsats for at bevare tigeren i Indien, og det er der også behov for, for den er stærkt udryddelsestruet derovre, siger miljøfaglig chef i WWF Danmark, Jacob A. Sterling.
De 6 milliarder rupees er en firedobling af det beløb, Indien har brugt de foregående 5 år.