Indiens udenrigsminister, Natwar Singh, er trådt tilbage som en konsekvens af det skandaleramte olie for mad-program i Irak. Dermed bliver han det første politiske offer for skandalen, der blev afdækket i den uafhængige Volcker-rapport, skriver DR Online tirsdag.
Indiens premierminister, Manmohan Singh, overtager udenrigsministerens forpligtelser, og lod forstå, at Natwar Singh forbliver medlem af den indiske regering, indtil hans rolle er undersøgt.
Den tidligere amerikanske nationalbankformand Paul Volcker sagde i forbindelse med rapportens offentliggørelse, at politikere i forskellige lande tilsammen har modtaget 405 millioner kr. i bestikkelse i forbindelse med olie for mad-programmet.
Både Natwar Singh og Indiens Kongresparti nævnes i et tillæg til rapporten over personer, der har fået bestikkelse af Iraks tidligere præsident Saddam Husseins regering.
Natwar Singh har afvist at have gjort noget galt, men han har selv bedt om at træde tilbage, mens sagen undersøges.