I sidste uge åbnede udstillingen ”Ideally Indian – Types and Stereotypes in Indian Portrait Photography” i galleriet KONTORprojects på Frederiksberg.
De tre indiske fotokunstnere, Bharat Sikka, Pushpamala N og Nandini Valli Mutthiah står bag den aktuelle udstilling, hvori de fra hver deres vinkel portrætterer indiens samtid.
Et intimt udstillingsrum i en baggård på Værnedamsvej udgør rammerne for fotoudstillingen ”Ideally Indian”. Og her kommer vi omkring klassiske indiske stereotyper, børn i udklædningstøj og den indiske mand.
Kønsroller, globalisering og kolonial historie er nogle af de temaer som bliver refereret til i fotografierne, og giver os et praj om hvad der er på spil i Indien lige nu. Indisk identitet og selvforståelse bliver på den måde centrale omdrejnings-punkter i udstillingen ”Ideally Indian”.
Kurator, Miriam Hinman Nielsen beskriver:
”Mest af alt er denne udstilling en mulighed for, for en gangs skyld at se reflekterende indisk fotografi af og om indere produceret af indere selv. Og give et dansk publikum et indblik i, hvordan indiske kunstnere selv opfatter deres lands mangfoldige identiteter.”
Udstillingen ”Ideally Indian – Types and Stereotypes in Indian Portrait Photography” kan opleves på KONTORprojects, Værnedamsvej 7A, Baghuset, Frederiksberg, indtil den 18. November. Åbningstider: Ons-fre 12-17, Lør 12-16.
Udstillingen kan igen opleves i Janus Bygningen i Tistrup I Jylland den 9. februar – 10 marts 2013.
Udstillingen er støttet af Center for Kultur og Udvikling.