Indsatsen fortsætter i Burma

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

4 måneder er gået siden cyklonen Nargis ramte Burma, og børnene får løbende den hjælp, de har behov for. Men forude venter en omfattende mangel på rent drikkevand, hvis de forurenede brønde ikke bliver renset, inden tørkesæsonen sætter ind, skriver UNICEF Danmark i en pressemeddelelse.

– Vi er taknemmelige for den imponerende opbakning, danskerne har givet vores indsamling til Burmas børn, siger Steen M. Andersen, UNICEF Danmarks generalsekretær.

UNICEF Danmark har til dato indsamlet knap otte millioner kroner til hjælpearbejdet i Burma. Det opfatter blandt andet forebyggelse af udbrud af livstruende sygdomme, genopbygning af skoler, distribuering af skolematerialer og etablering af midlertidige undervisningslokaler.

Men de store fremskridt risikerer at blive fuldstændigt underminerede, når tørkesæsonen om kort tid sætter ind. Det har nemlig vist sig vanskeligt at få renset de brønde, som blev forurenede af oversvømmelserne, og hvis problemet ikke bliver løst meget snart, vil Burma opleve akut mangel på vand.

UNICEF, der står i spidsen for arbejdet med at sikre rent vand og sanitet, har indtil videre sørget for rensning af 442 brønde. I alt er 1.800 brønde blevet renset med støtte fra Burmas regering og hjælpeorganisationer i landet. Men selvom det dækker behovet her og nu, er der langt fra rene brønde nok til at sikre drikkevandet i den kommende tørkeperiode.

– Selvom vi arbejder målrettet på at pumpe det forurenede vand ud af brøndene, er der en risiko for, at ikke alle brønde kan blive renset og fyldt op igen inden tørkesæsonen begynder, siger UNICEFs chef i Burma, Ramesh Shrestha. – Derfor er det afgørende, at vi allerede nu får identificeret de områder, som har høj risiko for at blive ramt af vandmangel, så vi i samarbejde med de lokale myndigheder og vores partnere kan forebygge problemet.

UNICEF har også en ledende rolle i hjælpearbejdet vedrørende uddannelse, ernæring og beskyttelse af børn.

– Selvom cyklonen har forvoldt store lidelser, har den samtidig skabt en mulighed for at genopbygge til det bedre og dermed forbedre situationen for børnene og deres familier, siger Ramesh Shrestha.

Kilde: Dansk UNICEF