Hvert år uddeler Rådet for Menneskerettigheder en hæderspris til en person eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark, Grønland eller Færøerne.
Prisen blev uddelt for første gang i 2014, hvor Michala Bendixen modtog prisen for sit arbejde i organisationen Refugees Welcome. Året efter gik prisen til whistleblower og tidligere efterretningsofficer, Anders Kærgaard, som vidnede til forsvar for en gruppe irakere, der havde lagt sag mod Danmark for medansvar for tortur. Og i 2016 gik prisen til en gruppe transkønnede aktivister, som har kæmpet for at få fjernet transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.
Alle kan indstille en kandidat til Menneskerettighedsprisen. Send din indstilling og en kort begrundelse til [email protected] senest den 13. september 2017.
Bemærk, at prisen ikke bliver uddelt til medlemmer af Rådet for Menneskerettigheder eller til offentlige myndigheder.
Årets vindere bliver offentliggjort på FN's menneskerettighedsdag den 10. december 2017.
Om Rådet for Menneskerettigheder
Rådet for Menneskerettigheder består af repræsentanter fra en række civilsamfundsorganisationer og myndigheder, der drøfter Institut for Menneskerettigheders virke og aktiviteter.
Læs mere om rådet: https://menneskeret.dk/om-os/raadet-menneskerettigheder
Kontakt
Sophie Sales Carlsen, [email protected], tlf. 20 49 75 25