Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Handlingsplanen har været længe under udarbejdelse – der er gået 1½ år siden verdensmålene blev vedtaget – blandt andet fordi sidste efterår var præget af den tidligere regerings 2025-plan. Nu er den plan imidlertid gået i glemmebogen, og der er plads til at tænke på verdensmålene.
Handlingsplanen drejer sig om, hvordan verdensmålene skal gennemføres i Danmark, fordi målene jo gælder alle verdens lande. Danmarks bidrag til verdensmålenes realisering ude i den store verden er behandlet i den nys vedtagne udviklingspolitiske og humanitære strategi.
Glædeligt var det, at såvel udviklings- som finansministeren var til stede og præsenterede handlingsplanen. At finansministeren taler varmt for verdensmålene er en helt central forudsætning for at de kommer til at spille en rolle herhjemme. Finansministeren sidder på pengekassen, og finansministeriet er storebror blandt ministerierne.
Delmål figurerer ikke
Set ud fra verdensmålene og den erklæring, som statsministeren skrev under på for 1½ år siden, er der desværre en række svagheder ved planen. Regeringen har udvalgt 4 prioriteter (vækst og velstand, mennesker, miljø og klima, og fredelige og trygge samfund) og inden for dem opstillet 37 målsætninger.
Disse målsætninger baserer sig ikke på verdensmålenes delmål. En tabel forklarer, hvordan regeringens målsætninger relaterer sig til verdensmålene, og da verdensmålene jo er meget omfattende, er der ingen problemer med at finde sammenhænge.
Ikke desto mindre er det verdensmålenes 169 delmål, som er centrale for at skabe global bæredygtig udvikling i 2030. Andre lande, vi normalt sammenligner os med (f.eks. Norge og Tyskland), har derfor lavet en såkaldt ’gap analysis’, som handler om, hvor langt de er fra at indfri delmålene. Den mangler helt i handlingsplanen.
De 169 delmål figurerer slet ikke i planen, og regeringens 37 prioriteter tager end ikke udgangspunkt i delmålene. Alt i alt er der således kun en ret så overskuelig sammenhæng mellem verdensmålenes delmål og handlingsplanen.
Lavthængende frugter
Man kunne så indvende at det er hensigtsmæssigt at det enkelte land ’oversætter’ verdensmålene til for det relevante målsætninger. Det er faktisk eet af verdensmålenes dilemmaer, for det er oplagt at ikke alle lande har de samme forudsætninger for at gennemføre målene. Et land uden adgang til havet kan ikke byde på meget omkring mål 14 ’Livet i havet’.
Omvendt er det gang på gang understreget, at ’kirsebærplukning’, hvor man tager de lavest hængende og mest modne kirsebær, blandt målene ikke er hensigten. Hvis alle lande kun gør lidt ved de mål, hvor de i forvejen er nået langt, giver verdensmålene ikke meget mening. Målene er udelelige, blev det understreget ved vedtagelsen, og derfor skal de alle sammen tages alvorligt.
Spændende finanslovsforslag forude
Handlingsplanen har imidlertid et interessant forslag omkring vurderingen af nye lovforslag:
”Lovforslag og andre tiltag, som forelægges til Folketingets beslutning, samt planer og programmer udarbejdet af regeringen vil blive vurderet i forhold til verdensmålene, i relevant omfang og såfremt konsekvenserne af disse forhold er væsentlige.” (s. 11)
Den sidste del af sætningen kan sådan set helt undergrave den første del, men hvis ideen skal have nogen mening, må den engang imellem blive effektueret. Den vigtigste lov – efter Grundloven – er stort set finansloven, der skal vedtages hvert år, og som med en rimelig definition af væsentlighed ikke kan undgå at have konsekvenser for verdensmålenes indfrielse.
Det bliver således vældigt interessant at se om finanslovsforslaget vil blive holdt op imod verdensmålene. Da handlingsplanen koncentrerer sig om regeringens 37 målsætninger, er det muligt at det bliver dem – og ikke verdensmålene – som finansloven forholder sig til, men formuleringen ovenfor giver dog håb om at verdensmålene skal i spil.
Hvordan det så skal ske, når vi ikke har nogen ’gap analysis’ og handlingsplanen ikke arbejder med de 169 delmål, må tiden vise.
En lille ærgrelse er det, at handlingsplanen henviser til FN’s verdensmål. Verdensmålene er ikke FN’s, men alles, for alle landes ledere har skrevet under på dem. At kalde dem FN’s mål er at fralægge sig ansvaret for dem.
Afspejler nordiske værdier
Skulle læseren være nået til denne linje, er det tilladt at indvende, hvorfor det overhovedet er vigtigt med den her handlingsplan. Det er det for mig at se af to grunde. For det første er verdensmålene en udenrigspolitisk gave til Danmark og Norden. De afspejler i meget stor grad nordiske værdier og giver os derfor gode muligheder for at skubbe verden i en retning, som vi anser for fornuftig.
Det første man må gøre er derfor selv at leve op til målene. Ellers vil andre lande lettere komme på andre tanker. De nordiske lande står ofte som målet for udviklingsbestræbelser, og de har derfor et særligt ansvar for at gå forrest.
For det andet er verdensmålene centrale for Danmarks fremtid. Som et lille land med en åben økonomi er vi meget afhængige af, at det går godt omkring os. ’Danmark først’ betyder sådan set ’verden først’ i en globaliseret tidsalder.
Skulle de 17 verdensmål være indfriet i 2030, vil vi og vores børn sandsynligvis fortsat kunne nyde godt af den utroligt høje levestandard, vi har i Danmark. Og det vil jo slet ikke være så ringe endda.
Find handlingsplanen hos Udenrigsministeriet
