Et af de fundamentale og hidtil ubesvarede spørgsmål, det internationale samfund står over for 2 måneder efter tsunamien i Det Indiske Ocean, er: Hvad var det specifikt ved denne naturkatastrofe, der skabte en øjeblikkelig bølge af medfølelse verden rundt og åbnede tegnebøger i de små hjem og nationale finansministerier? spørger dagbladet Information på lederplads mandag og svarer selv:
ET GÆT lyder på, at det var kombinationen af natur og katastrofe. I historisk perspektiv var katastrofen af en sjælden karakter, men fremfor alt gjorde naturens uberegnelige kraft et kolossalt indtryk. Den ramte i flæng og i modsætning til andre katastrofer – nogle af dem menneskeskabte – kunne den ikke bortforklares som selvforskyldt.
Andre humanitære katastrofer forårsaget af sygdom, tørke, krig, forbrydelser, politisk korruption og inkompetence samt patologisk underudvikling (bestemt af specifikke geografiske eller klimatiske forhold) kan befolkning og politikere i rige industrinationer efterrationalisere og derfor leve med uden dagligt at være tynget af dårlig samvittighed.
Ikke i tilfældet den episke tsunami. Den udløste en medfølelse, som gav sig udslag i den største bistand til nødhjælp nogensinde.
Den store udfordring for politikerne i de 22 rigeste nationer i OECD bør derfor være at ride videre på denne bølge af medfølelse for ofrene og forklare deres borgere, hvorfor det er tvingende nødvendigt at styrke bestræbelserne på at komme den stedse voksende fattigdom og udbredelsen af livsvigtige sygdomme som den pandemiske hiv/aids og malaria og tuberkulose i Afrika syd for Sahara (og i dele af Latinamerika og Sydasien) til livs.
Der er ingen grund til her at komme ind på de deprimerende tal. Lad os blot fremhæve den seneste nyhed: FNs aids-organisation, UNAIDS, forudser, at op til 80 millioner mennesker vil dø af aids inden 2015, med mindre der bliver investeret langt større summer i de afrikanske landes sundhedsvæsener.
Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det nuværende tal på 11 mio. forældreløse børn vil vokse hastigt under et sådant scenarie. Samfund vil miste uundværlige veluddannet arbejdskraft og falde yderligere tilbage i underudvikling.
Man kunne kalde problemet en aids-fælde. Intet afrikansk land kan på egen hånd holde hiv/aids nede på et niveau, som giver det en fair chance til at løfte sig ud af fattigdom. Der skal store ressourcer til udefra.
Så er der fattigdomsfælden. Den bliver beskrevet i den Millennium-rapport, som 265 internationale eksperter har brugt 2 år på at udarbejde under økonomen Jeffrey Sachs ledelse.
Rapporten blev offentliggjort i januar og fremlægger en række anbefalinger til, hvordan de 22 OECD-lande kan hjælpe de underudviklede lande ud af fattigdomsfælden.
Idéen er følgende: Lande er fattige, fordi de ikke råder over grundlæggende fornødenheder som sundhedsvæsen, uddannelse og infrastruktur, og fordi de er fattige, kan de ikke investere i disse grundlæggende fornødenheder på et niveau, der vil nedbringe antallet af personer, der overlever på en dollar om dagen. Syge mennesker, dårlig uddannet arbejdskraft, et fraværende transportnet samt andre hindringer er i sig selv en opskrift på vedvarende fattigdom.
Kun tilførsel af eksterne finansielle midler, hedder det i Millennium-rapporten, kan tilvejebringe de tilstrækkelige investeringer i infrastruktur, skoler og sygevæsen, der gør hvert land i stand til at skabe en privat sektor og tiltrække kapital og direkte investeringer udefra. Ellers bliver de siddende i fælden.
Alle 22 OECD-lande har påtaget sig at hæve den årlige bistand til 0,7 procent af BNI inden 2015 – det år, hvor stats- og regeringschefer i tusindsårserklæringen ved FN-topmødet i 2000 lovede, at antallet af fattige i verden ville være halveret og børnedødeligheden beskåret med to tredjedele.
Kun 5 lande lever op til dette mål. 6 andre har fremlagt en tidsplan for at nå det. Tysklands udmelding står for døren. Blandt de store mangler herefter USA, Japan og Italien – de tre bundskrabere i kredsen. Det er ikke umuligt, at Japan hopper på vognen, hvis landet får stillet fast medlemsskab af Sikkerhedsrådet i udsigt.
Muligheden for et fast sæde i rådet vil også spille en vægtig rolle for Tyskland, der kun bruger 0,28 pct. af sin BNI på udviklingsbistand. Derimod er USA indtil videre en tabt sag. Det er urealistisk at forvente, at Bush-regeringen vil hæve sin pauvre bistand fra 16 mia. dollar i 2003 til anbefalet 46 mia. dollar i 2006.
Her vender vi så tilbage til politikernes opgave. Hvordan overbevise befolkningen om at fordoble eller tredoble bistandsbudgettet? Medfølelse virker tilsyneladende ikke.
Svaret skal findes i en anden rapport, som FNs generalsekretær Kofi Annan bestilte i 2003. Den er udarbejdet af et højstående panel af viise personer fra alle 4 kontinenter. De 2 hold – panelet og Sachs-gruppen – koordinerede arbejdet. Deres anbefalinger skal derfor ikke forstås adskilt, men sammen.
Panelets rapport hedder: “En tryggere verden, vores fælles ansvar”. Pointen er, at industrinationerne ikke vil kunne leve i tryghed fra konflikter, krige, indvandring, terrorisme og masseødelæggelsesvåben, med mindre udviklingslandene integreres i den globale økonomi.
Alternativet er, at fattige lande ender som defekte og lovløse stater, hvilket øger chancen for konflikt, krig, etc.
Udvikling og sikkerhed kan ikke holdes fra hinanden. De er 2 alen af et stykke. Man skal ikke gøre sig håb om, at fattige lande vil samarbejde på sikkerhedsområdet, hvis de bliver svigtet økonomisk. Sådan bør politikerne støbe argumentet.
På FN-topmødet i New York til september skal de to rapporters anbefalinger tages op til overvejelse af stats- og regeringschefer. Det er ikke for sent, slutter Informations lederskribent, Martin Burcharth.
Lederartiklen stod i Information mandag den 7 marts 2005.
