En delegation af kvinder fra den danske computerspilbranche er lige nu i Palæstina for at lære unge piger at udvikle computerspil. Målet er at inspirere teenagepigerne til at vælge en uddannelse inden for computerteknologi.
Det skriver “Play & Grow” i en pressemeddelelse mandag.
Idéen til projektet opstod for godt to år siden, hvor de to initiativtagere, Andrea Hasselager og Nevin Eronde, deltog i den årlige Nordic Game Conference i 2010.
Jordanske Samer Abbas, som er ekspert i computerspil til det arabiske marked, fortalte her om udviklingen af computerspil i Mellemøsten. Et marked, der er vokset gevaldigt de seneste par år.
Men ligesom computerspilbranchen i den vestlige verden er det arabiske marked for computerspil domineret af mænd.
Det er præcis, hvad Andrea Hasselager og Nevin Eronde ønsker at lave om på ved bl.a. at introducere spiludvikling igennem workshops for teenagepiger.
• På få dage lærer pigerne at udvikle og programmere et computerspil. Det giver dem en succesoplevelse fordi, de kan noget, som de slet ikke vidste, at de kunne, fortæller Andrea Hasselager, der selv udvikler spil og interaktive projekter.
Selv om pigerne ikke på forhånd kan kode, udvikle lyddesign eller lave grafik til spillene, lykkes det dem alligevel at færdiggøre et rigtigt computerspil, som de selv og resten af verden kan spille efterfølgende.
Selvsagt under kyndig vejledning fra de professionelle danske kvinder. Netop dét at færdiggøre et produkt, gør computerspil til et perfekt redskab til at introducere IT, hedder det.
• Play & Grow vil gerne vise, at IT kan være sjovt, og ikke kun handler om at programmere, som mange måske tror, forklarer Andrea Hasselager og uddyber, der er mange andre roller i spiludvikling. Der er brug for kreative mennesker, som kan tegne og illustrere karaktererne til spillene, og andre der skal finde på lyddesign.
Hverken Andrea Hasselager eller Nevin Eronde forestiller sig, at alle workshopdeltagerne bliver spiludviklere i fremtiden, men de håber, at workshoppen kan inspirere en del af pigerne til at tage en uddannelse indenfor IT.
Computerspil handler i høj grad om historiefortælling. Hvert spil har sin egen historie, og ifølge de to danske kvinder fortæller piger og kvinder ofte helt andre historier, end mænd gør.
• De spil, der er på markedet i dag, er i høj grad udviklet til og af mænd – vestlige mænd. Play & Grow vil gerne have flere kvinder ind i branchen for, at der kan blive udviklet nogle andre slags spil, siger Andrea Hasselager.
Projektet er støttet af:
MS – Action Aid Denmark
Game Maker
Propellerhead
Freesound
Den danske delegation består af:
• Andrea Hasselager – spil-designer
• Nevin Eronde – lyddesigner
• Julie Køie – grafisk designer
• Linda Randazzo – programmør
Yderligere oplysninger hos:
Journalist Anni Lyngskær
E-mail: [email protected]
eller Andrea Hasselager
E-mail: [email protected]
Se også:
www.facebook.com/gamegirlworkshop
http://playandgrow.dk/gamegirlworkshop
Lokalt nummer 00972 – 599 501 736