Institut for Menneskerettigheder vender tommelfingeren nedad til justitsministerens forslag om at skærpe straffen for at tvinge nogen til at gå med burka. Det er overflødigt, mangler proportioner og forringer lovkvaliteten, skriver instituttet i en pressemeddelelse onsdag.
I et nyt høringssvar til Folketinget kritiserer Institut for Menneskerettigheder (IMR) regeringens forslag om at fordoble straffen for at tvinge nogen til at gå med såkaldt ansigtstildækkende beklædning, for eksempel den meget omtalte burka.
Straffen skal ifølge forslaget øges fra to til fire år, men skærpelsen savner begrundelse, mener menneskerettighedsinstituttet.
– Når man vil skærpe straffen for beklædningstvang i så voldsom grad, som forslaget lægger op til, så rejser det jo spørgsmålet om proportionalitet i forhold til lignende situationer. Og her har man jo allerede de juridiske muligheder for at straffe folk med flere års fængsel, forklarer jurist og ekspert i forholdet mellem menneskerettigheder og religion, Stephanie Lagoutte fra IMR.
Dermed deltager instituttet i den brede kritik, der har været rejst mod forslaget fra både Politi, domstole og forsvarsadvokater.
Hvad med solbriller?
I regeringens forslag lægges der også op til, at det fremover skal være ulovligt at bære beklædninger, der skjuler ansigtet, hvis man skal vidne i en retssag. Instituttet skriver i høringssvaret, at man er principielt enig i formålet med forbuddet, nemlig at sikre vidnets troværdighed.
Alligevel vil en så specifik lovændring gøre mere skade end gavn, vurderer IMR.
– Hvis man går ind og lovgiver så specifikt, går det faktisk ud over lovkvaliteten, fordi det bliver sværere at vurdere andre lignende situationer. Hvordan skal man for eksempel fortolke situationen, hvis et vidne nægter at tage sine solbriller af, spørger Stephanie Lagoutte og tilføjer:
– Som det er i dag, hvor reglerne ikke er for specifikke, kan domstolene faktisk foretage løbende justeringer og nuanceringer efter behov. Den mulighed svækkes, hvis lovene bliver alt for specifikke, slutter hun.
——-
Læs hele høringssvaret herunder:
Høring over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning samt ansigtstildækkende beklædning under vidneforklaring).
Institut for Menneskerettigheder har den 5. marts 2010 modtaget udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende beklædning samt ansigtstildækkende beklædning under vidneforklaring) med anmodning om eventuelle bemærkninger.
1. Baggrund for lovforslagene
Det fremgår af lovforslagenes almindelige bemærkninger, at disse har baggrund i anbefalinger fra den hurtigtarbejdende embedsmands-arbejdsgruppe (Burka-arbejdsgruppen) om burka, niqab og anden lignende beklædning.
Arbejdsgruppen har således fundet, at konsekvenserne ved at være tvunget til at bære burka eller anden lignende beklædning vil kunne have indgribende konsekvenser i form af manglende adgang til uddannelse og arbejde. På den baggrund har arbejdsgruppen peget på, at strafferammen for at tvinge nogen til at bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, bør fordobles i forhold til den almindelige strafferamme på indtil 2 år for ulovlig tvang, således at straffen i sådanne tilfælde kan stige til fængsel i indtil 4 år. Der henvises til de almindelige bemærkninger side 9f.
På samme vis har arbejdsgruppen fundet, at det må antages, at retten efter gældende ret kan kræve af et vidne, at dette ikke bærer en beklædningsgenstand, der skjuler vidnets ansigt, selvom denne mulighed ikke fremgår udtrykkeligt af den gældende retsplejelov. Arbejdsgruppen har peget på, at det vil kunne sikre klarhed på området, hvis der i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, som udtrykkeligt fastsætter, at et vidne – medmindre retten undtagelsesvist tillader det – ikke under forklaringen må bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt. Der henvises til de almindelige bemærkninger side 10.
2. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Formålet med de foreliggende lovforslag er at begrænse brugen af burka, niqab eller anden ansigtstildækkende beklædning, og af de almindelige bemærkninger side 16 fremgår, at bestemmelserne formentlig i praksis fortrinsvis vil ramme beklædningsgenstande, der er begrundet i den muslimske tro.
Religionsfriheden er menneskeretligt beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 9 og FN´s konvention om civile og politiske rettigheder (ICCPR) art. 18.
Retten til at manifestere sin religion gennem brug af religiøse symboler, herunder fx tørklæde eller anden hovedbeklædning, forskrifter, skikke m.v. er beskyttet af religionsfriheden.
En regulering, som efter sit indhold tager sigte på at begrænse brugen af religiøse beklædningsgenstande, skal derfor vurderes efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 9, stk. 2. Det betyder, at der skal være (klar) lovhjemmel til indgrebet, og indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller andres rettigheder og friheder. Indgrebet skal endvidere være proportionalt.
Beskyttelsen af religionsfriheden finder derudover udtryk gennem menneskerettens forbud mod diskrimination. Et sådant forbud er indeholdt i EMRK art. 14 og ICCPR art. 2, stk. 1, og artikel 26, der blandt andet beskytter mod diskrimination på grund af religion.
En af de seneste domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) på området er Ahmet Arslan m.fl. mod Tyrkiet. Dommen, som er omtalt i de almindelige bemærkninger side 14, fandt i en 6:1 afgørelse, at det var i strid med artikel 9, at medlemmerne af en religiøs sekt, var pålagt fængselsstraf og bøde for bl.a. at nægte at fjerne deres religiøse hovedbeklædning ved fremmøde i retten. (Den religiøse beklædning bestod i sort turban, sort tunika og sorte bukser/saroual). EMD fandt således ikke, at indgrebet var ”nødvendigt i et demokratisk samfund”, se præmisserne 44-52.
3. Skærpelse af straffen for ulovlig tvang hvor nogen tvinges til at bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
Ved det foreliggende lovforslag indføres der efter instituttets opfattelse ikke begrænsninger i retten til religionsfrihed, idet strafskærpelsen ikke retter sig imod den person, som bærer den religiøse påklædning, men mod den person, der tvinger til brugen af den nævnte religiøse beklædning.
Derimod finder instituttet, at den betydelige strafskærpelse på området for beklædningstvang rejser spørgsmål om proportionalitet i relation til øvrige forhold, som vedrører ulovlig tvang. Det må antages, at der fortsat efter omstændighederne kan straffes for ulovlig tvang efter straffelovens § 260 i sammenstød med bl.a. straffelovens § 266 (trusler) og §§ 245, 246 (grov vold) og § 261 (frihedsberøvelse). På denne baggrund forekommer den foreslåede strafskærpelse ikke hverken nødvendig eller i overensstemmelse med det almindelige proportionalitetsprincip inden for strafferetten. Samtidigt ses den mulighed for strafskærpelse for ulovlig tvang i forbindelse med ægteskab, som blev indsat ved lov nr. 316 af 30. april 2008, ikke benyttet efter det i bemærkningerne oplyste.
Instituttet finder derfor, at lovforslaget forekommer overflødigt, idet der allerede efter den gældende lovgivning er mulighed for at straffe ulovlig tvang på dette område med straffe af betydelig længde.
4. Ændring i retsplejeloven så der fastslås, at et vidne ikke må bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, under afgivelse af forklaring for retten, medmindre retten undtagelsesvist tillader det.
4.1. Menneskeretlig vurdering
Det er instituttets opfattelse, at såfremt en person tvinges til at tage sin burka eller niqab af, må dette karakteriseres som et indgreb, som skal følge betingelserne i artikel 9, stk. 2, jf. herved også dommen Ahmet Arslan m.fl. mod Tyrkiet, nævnt oven for under afsnit 2.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger, at det nu foreliggende lovforslag blot fastsætter, hvad der i forvejen må anses som gældende ret, se f.eks. side 7 og 12.
Instituttet er enigt i, at der er principielle hensyn, som taler for at man kan se vidners ansigt, når disse afgiver forklaring for retten, for at retten derved at har mulighed for at vurdere vidnets troværdighed. Et indgreb i religionsfriheden må dermed som udgangspunkt antages at forfølge et lovligt formål. Indgrebsbetingelsen tilsiger imidlertid nødvendighed og proportionalitet ved vurderingen af, om der konkret bør foretages et indgreb.
Det er instituttets vurdering, at lovforslaget må antages at være i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, henset til at retten fortsat har mulighed for at foretage en afvejning af, om det i den konkrete sag kan tillades et vidne at bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt. Herved tilgodeses proportionalitetskravet, som indebærer, at det middel, der bringes i anvendelse, skal være det mindre indgribende af flere muligheder og stå i et rimeligt forhold til det mål, som søges opnået.
4.2. Vurdering af lovforslagets konsekvenser iøvrigt
Det må konstateres efter det i de almindelige bemærkninger side 10 anførte, at der i pressen har været omtalt ét tilfælde, hvor et vidne ikke ønskede at fjerne en ansigtsdækkende beklædningsgenstand, men der er ikke trykt retspraksis om forholdet. På denne baggrund finder instituttet, at det bør overvejes, om en mere detaljeret lovgivning på området vil medvirke til en udvikling i ønsket retning.
Med den nugældende – ikke detaljerede – retstilstand på området, kan domstolene foretage løbende justeringer og nuanceringer, hvis der måtte være behov. En detaljeret regulering på en mindre del af et område kan modvirke en sådan hensigtsmæssig smidighed, således at der opstår en risiko for, at situationer, som i dag håndteres på en pragmatisk måde af dommerstanden, nu bliver ramt af fortolkningstvivl. Dette på trods af, at formålet har været at skabe klarhed på området. Det nævnes således under de specielle bemærkninger, at bestemmelsen også kan finde anvendelse ved afhøring af parter og syns- og skønsmænd. Dette rejser imidlertid spørgsmålet, om der efter afhøring består en almindelig adgang (”ret til”) til at bære en sådan ansigtstildækkende påklædning, ligesom der også opstår spørgsmål i forhold til blandt andre tiltalte. For så vidt angår tilhørere er det i bemærkningerne fastslået, at den foreslåede bestemmelse ikke hindrer, at tilhørere kan bære sådan beklædning under overværelse af retsmøder.
Det er instituttets opfattelse, at den allerede eksisterende adgang i retsplejeloven til regulering på området rummer betydelige fordele i forhold til det nu fremsatte lovforslag.
Instituttet har af ressourcemæssige årsager desværre ikke haft mulighed for at besvare høringen på et tidligere tidspunkt og beklager den sene fremsendelse.
Der henvises til j. nr. 2010-730-1106.
Med venlig hilsen
Jonas Christoffersen
Direktør
