Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Det er modbydeligt og næsten surrealistisk at høre islamiske præster i Århus udlægge korantekster, der kræver stening af utro kvinder, og høre de samme præster forklare, hvordan man kan og bør prygle børn uden at det giver blå mærker. Det er lige så grimt at høre dem råde kvinder til at finde sig i hustruvold af hensyn til de stakkels voldelige mænd.
For mig er det næsten – men kun næsten! – tilsvarende horribelt at høre danske politikere kappes om hvem, der går længst i deres krav om at lukke muslimernes kirker, lukke munden på deres præster, nægte dem indrejse eller smide dem ud, hvis de allerede har sneget sig ind i vores land.
Det vender sig i mig, fordi denne overbudspolitik vidner om fuldstændig mangel på forståelse og interesse for at bygge bro over den yderst virkelige og nærværende kulturkløft, som imamernes udtalelser er udtryk for.
Overbudspolitikken vidner også om dobbelttænkning og kikkertsyn.
Forvirrede og populistiske hensyn
I min skoletid på Østersøgades Gymnasium, en nobel kristen privatskole i København, fik vi elever i 1950’erne rutinemæssigt valget mellem en lussing og en ’sveder’ (eftersidning), hvis vi havde brudt reglerne. De fleste valgte lussingen og foragtede lærerinder, der kviede sig ved at slå os børn.
Og Bibelen, der stadig er grundbog for søndagens gudstjenester i alle danske kirker, er fyldt med malabariske straffe, som Gud pålagde sit udvalgte folk at udføre uden skånsel.
Den danske politik over for udlændinge er i den grad præget af modsatrettede, forvirrede og populistiske hensyn, forskrækkelse, mangel på konsekvens og villet religiøs ensidighed, at den kun kan slå fejl.
Hvor ville det være vidunderligt, hvis vores politikere ville tage ved lære af det menneskesyn, der lå bag de sidste halvtreds års udviklingsbistand, og inddrage dens værdigrundlag og indvundne erfaringer i integrationsarbejdet her hjemme!
Bistandskulturen, som vi nu er i fuld gang med at flå fra hinanden, havde som udgangspunkt, at vi skulle samarbejde på tværs af kulturer og religioner, ellers kom vi ingen vegne.
Den byggede også på, at samarbejde og åbenhed i sig selv var værdifuldt – både for giverne og modtagerne. Forbud, udelukkelse og straf var meningsløse begreber.
Det gode eksempel og dialog med fremmede kulturer og religioner var de vigtigste redskaber bistandsfolk havde at arbejde med.
Om bistandskulturen skabte materiel udvikling er omstridt, men den bidrog uden tvivl til at bygge broer over dybe religiøse og kulturelle forskelle.
Den konkrete og positive indsats
Jeg har kontakt med en lille privat gruppe, der helt på egen hånd udnytter redskaber fra den klassiske bistandskultur og også bruger dem til at fremme integrationsarbejdet i Danmark. Gruppen kalder sig Somali Fair Fishing.
Den har skabt en fiskeristation i Berbera ved Adenbugten i Somaliland og fra første færd inddraget de herboende somalier i sit arbejde. Somalierne bidrager økonomisk til projektet, der ikke modtager offentlig støtte, de sidder i bestyrelsen og er med til at udforme de planer og den politik, der har gjort projektet til en succes.
Somaliere er muslimer, men samarbejdet med dem i det lille fiskeriprojekt fokuserer ikke på de kolossale økonomiske, kulturelle, religiøse og sociale forskelle mellem dem og os, men derimod på de områder, hvor vi kan hjælpe hinanden i en konkret og positiv menneskelig indsats.
På den måde får det med rette muslimske somalier til at føle sig værdsatte i Danmark, hvor slagsmålet omkring Grimhøjmoskeen bidrager til det modsatte. Det støtter i det små integrationen i stedet for at øge hadet, frygten og skellet mellem dem og os.
Jeg tror, vi er en del tidligere og nuværende bistandsengagerede, der umiddelbart forstår tilgangen i Somali Fair Fishing og føler os hjemme i den. Den er en del af vores egen kultur, selv om bistandsverdenens syn på fremmede er på vej ned i historiens glemmebog.
Derimod bliver vi frastødt og fremmedgjorte af forsøgene på at løse konflikten med de islamiske imamer med ensretning, trusler, kirkelukning, udvisning og tvang. De forsøg åbner ikke op for nogen positiv løsning på det akutte udviklingsdilemma, vi må leve med i vores eget land, hvad end vi vil eller ej. For Danmark er i praksis er et multietnisk og multikulturelt samfund.
