Af Lars Zbinden Hansen
Om den voksende kenyanske middelklasse og følelsen af at uligheden er blevet større. Om kikuyuer og luoer, statistik og bistand og kinesernes ”invasion” af Afrika.
Rubavu, 28.oktober 2014: ”Storymoja!? Det er ikke andet end selv-promoverende, såkaldte fiktions-skribenter. Jeg bryder mig ikke om det”.
Wycliffe Muga er ikke imponeret over den årlige Storymoja litteratur-festival i Nairobi, heller ikke selvom festivalen igen i år havde besøg af prominente udenlandske kunstnere, som den nigerianske nobel-prisvinder Wole Soyinka.
Som weekend-redaktør og klummeskriver på avisen The Star, er luftige ”fortællinger” vist ikke hans kop thé.
Det er derimod en bastant portion ugali i have-restauranten Bavaria (der ikke virker spor tysk), hvor vi mødes for anden gang.
Han foretrækker stedet, fordi det ligger lige bag avisens redaktion i Lion’s Place-bygningen i Westlands, altså en elevator ned og rundt om hjørnet, hvor der er ugali og samozaer på menuen.
Den kinesiske invasion
Mens vi spiser, serverer Muga et par af de emner, han dækker i sin klumme i The Star og som fast kommentator hos en række udenlandske medier.
Kinas invasion af Afrika er et af dem. Jeg spørger, hvad han mener om vi vesterlændinges frygt for at blive udkonkurreret af kineserne. En frygt, der får mange af os at ligge og studere mandarin med en lommelygte under dynen om natten.
Kina har garanteret en dagsorden for Afrika, siger han. Men om Kina har en detaljeret fremtidsplan for Kenya, ved han ikke. Det ved kun kineserne.
Men det vides, at der er fundet olie i Lokichar-bassinet, der godt kan gå hen og blive givtig for dem, der har fat i den.
P.t. har kineserne gang i store infrastruktur-projekter, og det er udmærket, siger han. Det kaster arbejde af til kenyanere.
”Folk overreagerer” på kinesernes såkaldte ”invasion”, siger han og dødlægger myten om, at kineserne kommer med deres egen arbejdskraft.
Bybilledet synes at bekræfte ham. Kineserne laver omfartsveje, fly-overs, indfletninger, udfletninger, renoverer og bygger til på offentlige institutioner, som på Nairobi-universitet, hvor der på et monumentalt stillads hænger et banner med kinesiske skrifttegn og en engelsk oversættelse, som på dansk må lyde noget i retning af: ”Formidling af sikkerhedskultur og viden om sikkerhed”.
Men kinesisk-udseende arbejdere fylder ikke meget på de store projekter. De er der, leder og fordeler arbejdet, som supervisors, sjakbajser, mellemledere, men de store arbejder-skarer er afrikanere.
Dramatiske ændringer
Kineserne lægger sig ifølge Muga oven i den kenyanske middelklasse, der i hans vurdering må være væsentligt større end antallet af hvide, asiater og den kenyanske elite, som man normalt henregner til middelklassen.
Tilsammen udgør de tre grupper maksimalt en halv million mennesker (af en befolkning på 44 millioner).
Men, siger Muga, den halve million er simpelt hen ikke tilstrækkelig til at forklare, hvorfor man ikke kan komme frem for flere og flere biler på gade og vej, eller hvorfor der åbner skinnende shopping-centre hver anden måned og nye restauranter snart sagt hver uge, ligesom specialbutikker med dyre importerede mærkevarer bliver flere og flere.
Antallet af nyrige middelkasseborgere må være meget større end den halve million.
De senere års dramatiske ændringer i det kenyanske bybillede betyder også, at de store fattige skarers bevidsthed om at være fattige er blevet skærpet, siger han.
”Dengang alle var fattige, oplevede ingen sig som fattige”.
Så ikke bare i et økonomisk og materielt perspektiv men også i et psykologisk er uligheden i Kenya blevet større, fordi følelsen af afsavn hos det store flertal vokser dag for dag.
Muga selv har været rundt i verden og oplevet at få smidt verdens uligheder pladask i ansigtet. Han beskriver sit første møde med den vestlige verden, som ”den totale kapitulation”.
Og ”sådan har de fleste afrikanere det – stiller det samme spørgsmål som jeg, når de første gang løber ind i et velfriseret, gennemreguleret, overflodssamfund som et europæisk land eller USA. ‘Hvordan skal vi nogensinde kunne indhente lande, der er nået så langt’, spørger vi opgivende.”
Stammerne
Muga er luo, en af landets omkring 50 stammer eller ”etniske grupper” og en af de største, der med tidligere premierminister Raila Odinga som tidens ledende skikkelse altid har ligget i baghjulet på de magtfulde kikuyuer.
Wycliffe Muga. Foto: Lars Zbinden Hansen
Dem har Muga en kontant mening om. Han siger: Kikuyuerne er de mest ”vestliggjorte” og individualistiske, fordi de siden kolonitiden har haft tæt kontakt med europæerne.
”De er muzunguer”
Han eksemplificerer kikuyuernes individualisme ved at fortælle om et foto, der for ti år siden cirkulerede i medierne. Billedet viste kikuyuen, præsident Mwai Kibakis bror og søster foran et træskur, hvor de boede.
Folks reaktion: ”Kan Kibaki, som er præsident, ikke engang tage sig af sin egen bror og søster? ”.
53-årige Muga har boet og arbejdet på kysten og i det multikulturelle Nairobi, men han har bygget sig et hus i sin traditionelle luo-landsby vestpå.
Dertil trækker han sig tilbage, når han en dag skal pensioneres. Der kan han stå op om morgenen, tale sit eget sprog, luo, og vide præcist hvad folk forventer af ham. Det er dybest set beskrivelsen af, hvad et stammetilhørsforhold er, siger han.
Statistik og bistand
Over samosaerne og ugalien kommer vi ind på statistikker, som man ikke kan stole på og slet ikke i Afrika.
Muga fortæller om Mwai Kibakis valgløfte om gratis skolegang i underskolen, hvor præsidenten havde regnet med, at cirka en halv million børn ikke gik i skole. Det virkelige tal viste sig at være over 1 million, som mødte frem i landets skoler og skabte kaos i nogle måneder.
Virker udviklingsbistand, spørger jeg Muga, der mener ”ja”, i en vis forstand. Han nævner landbrugsprojekter, forbedrede dyrkningsmetoder, hjælp til installation af overrislingsanlæg etc., og konkluderer, at bistand så godt som altid ”virker”, fordi den kommer nogen til gode.
Udgangspunktet er altid fattige mennesker i fattige lande, hvor der ikke skal så meget til for at gøre en forskel for den enkelte eller gruppen.
Vender du blikket og tager donorsidens briller på, ser sagen anderledes ud. Fra den kant anlægger man et cost-benefit-perspektiv, og så kan det godt være, at bistand opleves som spild. Men dybest set er det et perifert teknisk problem sammenlignet med fattigdommen i Afrika.
Slum i to versioner
Jeg takker Muga for snakken og tøffer fra Bavarias have rundt om ”Lions Place” og ud til den brølende trafik på Waiyaki Way, der her sen eftermiddag er i hårdknude i udadgående retning.
Jeg tænker på mit besøg i Kibera-slummen i morgen og på Muga, der nævnte en teori om slumkvarterer, som findes i to versioner: den ”positive/optimistiske slum” og den ”negative/pessimistiske”.
I den første kategori er slummen præget af samarbejde, sammenhold, fred og håb for fremtiden, mens den anden er hjemsøgt af gangstere, kriminalitet og mistro mellem beboerne og det ene kuldsejlede hjælpeprogram efter det næste.
Måske passer det. Som jeg husker tidligere besøg, virkede Kibera-slummen altid fredeligere end for eksempel Mathare med sine drabelige bandekrige, men kiggede man nærmere efter, var der ingen afgørende forskelle i folks basale levevilkår. Og også i Kibera var der vold, tyverier og indbrud.
Don’t know, men jeg tager teorien med i baghovedet til Kibera, hvor jeg skal kigge på ”Slum Upgrading Programme”, som UN-Habitat sparkede i gang for over ti år siden.
Herom i næste afsnit.
