Den internationale humanitære organisation Læger uden Grænser (MSF) præsenterer i samarbejde med den internationale foto-gruppe VII en fotoudstilling i Øksnehallen på Vesterbro i København om det krigshærgede DR Congo.
5 af verdens førende fotografer fra fotogruppen VII Photo Agency, Ron Haviv, Gary Knight, Antonin Kratochvil, James Nachtwey og danske Joachim Ladefoged, rejste i tidsrummet maj til august 2005 til Den Demokratiske Republik Congo sammen med Læger uden Grænser for at dokumentere de lidelser, det congolesiske folk udsættes for i deres kamp for at overleve en krig, som stort set er glemt af det internationale samfund.
De 5 fotografers arbejde præsenteres nu i fotoudstillingen ”den demokratiske republik congo: den glemte krig”, skriver MSF i en pressemelding.
Udstillingen åbnede første gang i New York i oktober og vil i 2006 turnere i Europa, Asien, Afrika og Australien.
Den officielle åbning i Øksnehallen er fredag den 6. januar og sidste åbningsdag er søndag den 22. januar. Der er åbent alle dage 11-18 og gratis adgang.
Mere end 10 års borgerkrig og et totalt sammenbrud i sundhedssystemet har resulteret i en udbredt og akut nød for befolkningen i det meste af DR Congo. Mange congolesere er således udsat for ekstrem nedværdigende forhold, hvor bl.a. brutale angreb fra militser og seksuel vold er en helt almindelig del af hverdagen.
Alvorlig underernæring og sygdomsepidemier som for eksempel malaria, hiv/aids og kolera koster tusindvis livet, fordi befolkningen ikke har adgang til læge eller sygdomsbehandling. Denne komplekse blanding af vold og forsømmelighed er en udfordring mod ethvert forsøg på forenklede løsninger på en situation, der er årsag til så megen lidelse og død.
– Verden synes i dag kun at være i stand til at fokusere på én eller 2 begivenheder ad gangen. Over de seneste 10 år har DR Congo desværre aldrig været en af dem. Ved at gøre opmærksom på de kummerlige forhold befolkningen i DR Congo lever under, håber vi at bl.a. fotogruppen VIIs billeder kan være med til at ændre det, siger formand for Læger uden Grænser, speciallæge Søren Brix Christensen.
Onsdag den 18. januar kl. 17-18 holder sygeplejerske Merete Engell fra MSF foredrag i Øksnehallen om hendes oplevelser i DR Congo, hvorfra hun måtte evakueres, da 2 af hendes kolleger blev kidnappet i juni 2005.
– De billeder, der udstilles i Øksnehallen, går bag om overskrifterne og viser os i glimt de lidelser det congolesiske folk er udsat for. Samtidig minder det os om, at vi har en pligt til ikke at ignorere DR Congos glemte krig, siger sygeplejerske Merete Engell, der har arbejdet i DR Congo for Læger uden Grænser i 2005.
Yderligere information hos Mikkel Dalum, Informationsmedarbejder, Læger uden Grænser (MSF), Telefon: 39 77 56 12, Mobil: 27 28 07 53, E-mail: [email protected]