International konference mod tortur godt igang

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Onsdag indledtes en 3-dages international konference i København om forebyggelse af tortur. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre(RCT) er vært for konferencen under overskriften: “Preventing Torture in Places of Detention through Systems of Regular Visits – Monitoring, Documenation and Research” .

Omkring 80 deltagere fra i alt 17 lande blev onsdag morgen budt velkommen af RCTs direktør Bengt Sjölund, som understregede den tværfaglige tilgang til forebyggelse af tortur fra såvel et sundheds- og menneskerettigheds- som et udviklingsperspektiv, der er en af konferencens styrker.

Udenrigsministeriet var repræsenteret af bl.a. direktør Friis Arne Petersen, der bl.a. beklagede, at kun 9 lande indtil nu har ratificeret Tillægsprotokollen til FNs konvention mod tortur og understregede, at Danmark gennem EU ville arbejde for at de nødvendige tyve lande ratificerer konventionen.

Men trods opfordringer fra bl.a. Amnesty International – som samme dag offentliggjorde deres årsrapport – nævnte han ikke eksplicit, at Danmark ville opfordre USA til at ratificere Tillægsprotokollen.

USA var et af de kun 4 lande, der stemte imod vedtagelsen af Tillægsprotokollen i FNs generalforsamling. Friis Arne Pedersens tale er gengivet på www.um.dk og her på u-landsnyt.dk dags dato.

Konferencens formål er at forebygge tortur ved at fremme udmøntningen af Tillægsprotokollen til FNs konvention mod tortur, som især på dansk initiativ blev vedtaget af FNs generalforsamling i december 2002.

Tillægsprotokollen sigter mod at forebygge at tortur fider sted gennem internationale og nationale kontrolbesøg i fængsler og på politistationer. For at undgå tortur – ikke kun på Guantanamo og i Abu Ghraib-fængslet, men også de tusindvis af andre fængsler verden over – er det vigtigt, at man internationalt gennem kontrolbesøg forebygger tortur.

– Danmark har spillet en afgørende rolle i den internationale kamp mod tortur. Skiftende danske regeringer har bidraget væsentligt til forebyggelse af tortur i FN og på europæiske plan. Derfor er det naturligt for RCT at være vært for konferencen i Danmark, sagde jurist Therese Rytter som optakt til konferencen.

Den skal også tjene som inspiration, når Danmark i det kommende år skal beslutte, hvordan forebyggende besøg i fængsler, flygtningelejre, psykiatriske institutioner fremover skal organiseres.

Juridiske og medicinske eksperter, forskere og praktikere fra lande i Nord og Syd samt medlemmer fra FNs Komite mod Tortur, Europarådets Komite til Forebyggelse af Tortur, Internationalt Røde Kors vil – sammen med en broget skare af menneske-rettighedsforkæmpere fra alle kontinenter ugen ud – udveksle erfaringer med veje til forebyggelse af tortur.

Yderligere oplysninger: Tue Magnussen, RCT, 33 76 05 30 mobil 22 44 43 95.

Konferencen finder sted onsdag-fredag 25.-27. maj, kl. 9-17, Københavns Universitet, Alexandersalen, Bispetorvet 1-3, stuen, København.