Den palæstinensiske menneskeretsforkæmper Eyad El Sarraj, der leder danske RCTs partnerorganisation i Gaza, har netop fået den prestigefyldte internationale Juan José López Ibor- pris i psykiatri, skriver Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København i en pressemelding lørdag.
Prisen, der blev indstiftet i 2008 og uddeles hvert andet år, gives til en person i påskønnelse af initiativer til fremme af human værdighed og rettigheder for de, der har en psykisk lidelse.
Beslutningen om tildelingen blev truffet af en jury under dets møde i København i slutningen af marts. Læge Marianne Kastrup, leder af Center for Transkulturel Psykiatri på Rigshospitalet i København er medlem af pris-juryen.
Lægen Eyad El Sarraj stiftede i 1992 Gaza Community Mental Health Programme (GCMHP), der siden 1994 med støtte fra Danida har samarbejdet med RCT.
Juan José López Ibor er blandt pionerne i det 20. århundredes psyki-atri og tidligere præsident for World Psychiatric Association (WPA) samt en af stifterne af Collegium Inter-nationale Neuro-Psychopharma-cologicum (CINP), som 6 -10. juni holder verdens-kongres i Hong Kong, hvor prisen vil blive overrakt til Eyad El Sarraj, hvis israelerne ellers giver ham lov til at rejse ud fra Gaza.
Da Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i marts ikke fik tilladelse af Israel til at besøge Gaza, hvor man bl.a. skulle have mødt Eyad El Sarraj, forsøgte de danske folketingspolitikere i stedet at arrangere et møde i Jerusalem med ham. Det lykkedes imidlertid ikke den palæstinensiske menneskeretsforkæmper at få udrejsetilladelse fra Gaza.
Israels mangeårige blokade af Gaza betyder ikke alene, at det er svært for bl.a. akademikere som f.eks. Eyad El Sarraj at komme ud og ind af Gaza, men også, at den palæstinensiske befolkning i området, ifølge internatio-nale humanitære organisationer, fortsat mangler basale fødevarer, medicin og byggematerialer til genopbygning efter Israels krig mod Gaza i januar 2009.
Yderligere oplysninger hos Advocacy-koordinator Tue Magnussen eller program manager Søs Nissen, RCT, tlf. 33 76 06 00