15 internationale studerende mødtes i Danmark i årene 1978-80 for at studere byplanlægning. I slutningen af august i år mødtes seks ud af de femten igen i København.
Danida Fellowship Centrets nyhedsbrev fik chancen for at interviewe to af dem om den livslange indflydelse, som deres ophold i Danmark har haft.
Af Jan Kjær, journalist, konsulent og ejer af Better-World.dk med speciale i udvikling.
Det er en stærk oplevelse at studere i Danmark, og det lille land er i stand til at bidrage med en ny vision til udenlandske studerende!
Det mener Anuradha Desai og Somsook Boonyabancha, to indflydelsesrige kvinder, genfore-net i Danmark med fire andre elever og deres lærer efter over 30 års adskillelse.
Anuradha og Somsook sidder bænket om et dansk designbord i en lejlighed tæt på Øresund, beboet af deres tidligere lærer Jørgen Andreasen.
De to kvinder sidder begge i ledende stillinger i udviklingsorganisationer, og deres stramme tidsplan tillader blot et par dage i København. Men de tager sig god tid til at forklare journalisten fra Danida Fellowship Centrets nyhedsbrev, hvorfor de selv er villige til at betale en oversøisk flybillet for at mødes med deres tidligere medstuderende.
Studerende fra hele verden
Anuradha Desai er oprindeligt fra Indien, men bor nu i USA. Hun var 27 år gammel, da hun i 1978 kom til Danmark, efter at have afsluttet sine arkitektstudier og arbejdet tre år på et arkitektkontor. Faktisk ville hun helst til USA for at studere videre, men en ven introducerede hende til de danske muligheder, og så gik rejsen til København. Hun endte med at bo i Danmark i 2½ år for at studere byplanlægning og færdiggøre sin uddannelse på Kunstakademiets Arkitektskole.
– Der var ikke bare studerende fra den tredje verden. Vi kom fra hele verden; Jugoslavien, Indien, Brasilien, Sydkorea, Argentina, Tyrkiet, Thailand, Grækenland, Spanien og Italien, husker hun.
For Anuradha var det en øjenåbner at blive introduceret til de samfundsmæssige aspekter.
– Studiet af boliger handlede ikke kun om design og konstruktion, men også om, hvad boligpolitik betyder for mennesker og deres omgivelser. Hvem får adgang til hvilken bolig og hvordan?
Hun og de andre udenlandske studerende tog fat på sammenlignende analyser af de politiske forhold i de forskellige lande, og hvordan det påvirker boligpolitikken.
– I arkitektskolerne i vores egne lande var der stort set ingen fokus på boligpolitik, husker Anuradha.
En ny vision
Somsook Boonyabancha fra Thailand kom til Danmark som studerende i 1979 og opholdt sig her i næsten et helt år. Hun mener også, at tiden i Danmark har bidraget med noget helt unikt:
– Det gav mig en dybere og bredere måde at anskue boligudvikling på – ikke kun de tekniske og finansielle aspekter.
I hendes eget land Thailand handler arkitektstudiet mest om mursten og konstruktion.
– Når du planlægger at bygge 10,000 huse, så skal du levere varen, siger hun og fortsætter:
– Vi hører ikke så meget om de samfundsmæssige aspekter; at vi bringer mennesker sammen, og at vi er med til at opbygge et system, som mennesker skal dele. På studiet i Danmark tilbydes denne vision.
Vanvittig byudvikling
Anuradha opdagede noget andet i løbet af sine to års ophold i Danmark, nemlig ulighed på boligområdet.
– Hvad er det, der gør, at nogle mennesker får adgang til boliger, og nogle ikke gør? Og hvad er det, der gør, at nogle har svært ved at komme ud af den situation, de befinder sig i? Hvorfor har vi slumkvarterer i Indien, gecekondus i Tyrkiet og favelaer i Brasilien? spørger hun.
For Anuradha førte det til en forståelse af, at en forbedring af folks økonomiske formåen og en styrkelse af deres politiske magt er afgørende for en sund byudvikling.
Somsook bryder ind og slår fast, at mennesker bør stå i centrum for enhver udvikling:
– Vi kommer fra lande, hvor byudviklingen går helt amok. Vores model består i at lade markedet styre byudviklingen. Der er ingen byplanlægning, ingen ordentlig behandling af mennesker. Dette resulterer i overfyldte storbyer med skyskrabere og trafikpropper.
– Hvad Danmark kan tilbyde, er en byudvikling med mere åbne rum og et større engagement af mennesker på alle niveauer, fortæller Somsook.
Danmark i en mere aktiv rolle
– Danmark må ikke blive for ydmyg, fortsætter Somsook, der mener, at Danida og den danske regering bør spille en mere aktiv rolle i skabelsen af læringsrum.
– Andre mennesker kan lære af det danske samfund. Hvad er det, der gør, at det fungerer så godt? Jeg har ændret mig betydeligt efter at have studeret her. Hvis det kan ske for mig, kan andre 100.000 mennesker også ændre sig.
Hun råder Danmark til at stimulere netværksdannelse blandt nuværende og tidligere studerende. Men det er ikke nok:
– Vores verden er på vej ud i krise. Vi er nødt til at skabe et mere proaktivt rum for læring. Vi er nødt til at bidrage med en forståelse af, hvordan vi udvikler vores samfund mere hensigtsmæssigt. Danida bør spille en mere aktiv rolle her!
Danida skal engagere folk i at bygge på de erfaringer, de har høstet, skabe stærke netværk og opretholde en videnbase.
– Det ultimative mål er at skabe forandring, og vi er ’agents of change’ for disse samfundsmæssige ændringer. Vi har brug for at mødes og tænke igen – og så bringe den viden tilbage i vores eget arbejde.
At se det væsentlige
For Somsook var valget let, da invitationen til genforeningen kom:
– At studere i Danmark var en stærk oplevelse, og det har i høj grad ændret min måde at opfatte tingene på. Det har betydet, at jeg bedre kan se det væsentlige. Hvad jeg med så stor lidenskab har arbejdet med i alle disse år, skyldes ikke mindst dette kursus i Danmark. Derfor er det så interessant at mødes med vennerne nu 30 år efter.
Anuradha nikker og rækker ud efter et foto af den gruppe, der i 1979 rejste med tog til Tyrkiet for at studere slumbyggeri og byplanlægning.
– Vi fortæller hinanden, at vi stadig ser ud som dengang, men det gør vi ikke, griner hun og lader nostalgien tage over.
– Jeg plejede at cykle en masse her i Danmark, og det var en befriende oplevelse. Det var ikke bare transport fra A til B. Det gav mig også motion, det sparede energi, og så var det billigt. Nu cykler jeg til arbejde i Boston og opfordre mine venner til at gøre det samme.
– Vi er i Danmark for at mindes vores fortid, men også for at forme vores fremtid. Vi fik masser af inspiration, da vi var her, og vi ønsker nu at bringe noget af det over i den næste fase af vores liv, forklarer Anuradha.
Hun og Samsook forlader bordet og slår sig ned i sofaen hos brasilianske Leda, der er i færd med at læse et blad. Et par minutter senere dukker Erik op. Han er dansk-columbiansk, men arbejder i Brasilien.
Nu mangler kun Rosaluz og Licha fra Mexico og Dragana fra det tidligere Jugoslavien. Så er de seks tidligere studerende og deres lærer samlet igen.
I Øresund-lejligheden mødes fortid, nutid og fremtid.
Hvor er Anuradha og Samsook i dag?
Anuradha Desai har arbejdet i næsten 25 år med organisationer som Oxfam og Red Barnet. Hun har netop forladt posten som administrerende direktør for en non-profit organisation kaldet International Center for Conciliation (ICfC) med base i Boston, Massachusetts.
Anuradha er nu interesseret i at arbejde med kvinder, børn og uddannelse “for at lade deres stemmer blive hørt og få deres fulde potentiale gjort til virkelighed.”
Somsook Boonyabancha har i mere end 20 år ledet Asian Coalition for Housing Rights, en samling af fagfolk og regionale organisationer, der arbejder sammen for at forbedre boligforholdene i Asien. Hun har i Thailand været en central person for udviklingen af beboerdemokrati og byfornyelse.
I Thailand har hun haft tætte bånd til Danida og det danske miljøprogram Danced og har blandt andet været guide for kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, da de inspicerede dansk bistand til rehabilitering af de berørte samfund efter tsunamien.
