10 repræsentanter for det spirende irakiske demokrati landede onsdag i Kastrup lufthavn. Der er tale om medlemmer af det nyvalgte provinsråd for Basra-provinsen.
De 10 medlemmer med ledsagende embedsmænd er deltagere i en dansk-britisk studietur, der skal give dem redskaber til at deltage i den demokratiske forvaltning af Irak på lokalplan.
I Danmark skal irakerne bl.a. modtage undervisning i den lokalpolitiske beslutningsproces og kompetencefordelingen mellem det nationale og regionale niveau. Desuden skal de besøge Næstved kommune, Københavns Universitet og Københavns havn, samt have møder med herboende politisk aktive irakere.
På studieturen deltager flere af de lokalpolitikere, der tog del i valgseminaret i Kuwait i december sidste år. Besøget er finansieret af Udenrigsministeriet som en del af støtten til demokratiseringsprocessen i Irak.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs udtaler om besøget:
– At invitere irakiske politikere til Danmark for at få demokratitræning ligger i fin forlængelse af den støtte Danmark tidligere på året gav til det irakiske valg og valgseminaret i Kuwait i december sidste år. Som en del af den samlede danske bistand til Irak vil vi også fremover være med til at sikre, at demokratiet på alle niveauer får stadig større og dybere rødder i Irak.
Basra-provinsen er området, hvor en stor den af den danske overgangsbistand til Irak er udmøntet, og hvor den danske bataljon er udstationeret.
Kilde: www.um.dk