Den tidligere iranske præsident var en miljøkatastrofe ifølge opgørelse over landes miljøpræstationer, hvor landet er raslet adskillige pladser ned det seneste årti. Den nye præsident vil nu sørge for en mere grøn profil i det persiske land.
Den nye regering i Iran vil nu aktivt sørge for, at Iran bliver bedre til at beskytte miljø og klima.
Det skal ske, fordi landet er faldet markant på listen over landes præstationer på miljøområdet.
I 2012 var det store mellemøstland placeret som nummer 114 ud af 134 lande på den anerkendte liste Environmental Performance Index. I 2006 kunne det blive til en placering som nummer 40.
Dermed faldt Iran 74 pladser ned under den i vesten meget kontroversielle præsident Mahmoud Ahmadinejad.
Det skriver nyhedstjenesten Trend.
Environmental Preformance Index er en af de mest anerkendte målinger af nationers præstationer på miljøområdet. Den udarbejdes af forskere fra Yale University i USA.
Sidste år vandt Hassan Rouhani præsidentvalget i Iran, og han lover at skærpe landets grønne profil.
Miljøministeren, Massoumeh Ebtekar, har anerkendt, at det markante fald på ranglisten skyldes Ahmadinejads politik.
“Nu vil præsident Rouhani sætte særligt fokus på miljøbeskyttelse i regeringen”, siger hun ifølge den lille uafhængige radiokanal Radio Zamaneh.
Hun nævner som eksempel spørgsmålet om landbrugets nedslidning af miljøet.
“Vi må overveje prisen for, at povinsen Fars er blevet en topproducent af hvede. Er det økonomisk retfærdigt at hente vand fra en dybe på 300 meter og ødelægge vandressourcer for at blive en topproducent af hvede”, spørger hun.
Et af de første konkrete tiltag, den nye regering har foretaget på området er oprettelsen af en miljøfond, der skal finansiere miljøtiltag og grønne industrier, skriver Trend.
Find notitser om Irans nye miljøpolitik på hjemmesiden for Yale Center for Environmental Law & Policy: http://envirocenter.yale.edu/