Aktivister, journalister og andre skal fremover ikke have mulighed for at filme israelske soldater i aktion i de palæstinensiske områder på Vestbredden og i Gaza.
Ikke hvis et nyt lovforslag, der er fremlagt i det israelske parlament, bliver vedtaget. I givet fald kan det give op til fem års fængsel at filme israelske soldater, der eksempelvis griber ind over for en palæstinensisk demonstration.
Forslaget er fremlagt af højrefløjspartiet Yisrael Beiteinu og har opbakning fra blandt andre forsvarsminister Avigdor Lieberman, rapporterer tv-stationen al-Jazeera.
I lovforslaget hedder det, at Israel gennem flere år har oplevet ”et bekymrende fænomen i form af dokumentation af israelske soldater” og deres handlinger.
Det palæstinensiske journalistforbund, PJS, siger i en udtalelse, at lovforslaget vil ”legitimere den israelske besættelse i at begå flere forbrydelser”.
Lovforslaget er et ”alvorligt angreb på pressen og legitimerer den kriminelle praksis, som den israelske besættelseshær udøver mod det palæstinensiske folk,” siger PJS ifølge al-Jazeera i en udtalelse.
”Det er et forsøg på at undgå straf og international fordømmelse,” tilføjer journalistforbundet.
Lovforslaget bliver også kritiseret af den mere liberale israelske avis Haaretz, som på lederplads betegner lovforslaget som et tiltag, der kan forårsage ”alvorlig skade på pressefriheden og offentlighedens ret til at vide besked”.