Af Emilie Halberg, U-landsnyt.dk
PORTRÆT: Jamiila bor i den gamle by i Hebron sammen med sine tre store børn. Selvom hun er blevet arresteret 25 gange af israelsk militær, og angreb fra israelske bosættere hører dagligdagen til, nægter hun at flytte.
Jamiila Shaladah er palæstinenser. Hun er 51 år gammel og bor i et gammelt hus i ”spøgelsesgaden,” Shuhada–street, i den gamle del af Hebron med sine tre store børn: Yifiya, Wyfa og Abed.
Huset ligger i det såkaldte ’H2-area,’ som har været under israelsk militærkontrol siden 1994.
Men hendes familie boede i det gamle hus i Shuhada-street længe inden, de første bosættere kom.
Det har sin pris at bo her, og derfor er mange af Jamiilas naboer også enten flyttet eller fordrevet. Nu er der kun ti palæstinensiske familier tilbage i Shuhada-street.
Kun de allermest standhaftige er blevet tilbage i denne del af Hebron, hvor den jødiske helligdom, Patriarkernes Grav, og Al-Ibrahimi Moskéen, ligger side om side, men alligevel er delt i to af mur og pigtråd.
Hver kan de fortælle en blodig historie.
Her patruljerer israelske soldater døgnet rundt for at beskytte de israelske bosættere.
Kun palæstinensere, hvis ansigter er velkendte af soldaterne, fordi de bor i den afspærrede bydel, kan entrere området gennem check points. Men de skal gå ad særlige veje og stier til deres hus, og indkøbsposer og skoletasker bliver nøje undersøgt.
Arresteret 25 gange
Selvom Jamiila efter eget udsagn er blevet arresteret 25 gange af israelsk militær i løbet af de sidste 25 år, nægter hun at flytte.
Sidste år kom de israelske soldater ind i hendes hus om natten for at arrestere hendes den gang 20-årige søn, Abed, men fordi hun lagde sig i mellem, blev hun slået så hårdt, at hun brækkede et par ribben.
Bagefter blev hun arresteret, fordi hun havde forsøgt at forhindre arrestationen af sin søn.
Det viste sig senere, at arrestationen af hendes søn var en fejl.
Chikane fra bosætterne
Daglige chikanerier fra de israelske bosættere hører også dagligdagen til.
”Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg er blevet tæsket af bosætterne. Mange gange har jeg været på hospitalet,” siger hun.
”Bosætterne kommer tit ind i mit hus sammen med mennesker, jeg ikke kender, og siger: ’Det her er mit sted. Sommetider kommer de også bare ind uden at sige noget. Så klipper de elektricitetsledningerne over eller ødelægger vandrørene,” fortæller hun.
Alligevel nægter Jamiila at flytte ud.
”Dette hus tilhører min familie. Jeg vil aldrig forlade det”, siger hun.
Hellere skilles end forlade familiens hus
Men ikke alle kan holde til presset fra de israelske bosættere og isolationen fra andre palæstinensere. Hendes mand er ikke længere at finde i det gamle hus.
Selvom det er en stor skam for en muslimsk kvinde at blive skilt, ville Jamiila hellere skilles fra ham end at flytte fra huset i Shuhada-street.
”Min mand flyttede på grund af bosætterne. De brændte hans butik af og angreb ham med hunde. De tæskede ham også. Derfor fik han så stort et chok, at han valgte at flytte til et andet sted i byen,” fortæller Jamiila.
Han havde ikke længere sin butik i Shuhada-street, der i dag ligger øde hen, men som førhen udgjorde byens vigtigste handelsgade.
”Da min mand spurgte, om jeg ville med, eller om jeg ville blive, sagde jeg, at jeg ville blive. Derfor er jeg skilt nu. Kun på grund af bosætterne,” siger hun.
Siden da har Jamiila levet med en to store, daglige udfordringer: De israelske bosættere og hendes palæstinensiske medborgere.
”Bosætterne angriber mig, fordi jeg er palæstinenser, og palæstinenserne vender mig ryggen, fordi jeg er en skilt kvinde,” siger hun.
”Jeg lever konstant i dette dilemma.”
Derfor undgår hun så vidt muligt at gå ud.
Det er nemlig svært for hende at gå alene på gaden og købe ind, uden at der bliver talt dårligt om hende blandt palæstinenserne.
Stenkastende bosættere
Men det er også farligt for hende og hendes børn at gå ud af døren. Ofte bliver de provokeret og angrebet med sten eller hårde ord af de israelske bosættere, fortæller hun:
”De angriber og provokerer både mig, mine børn og mine gæster, også selvom mine gæster er udlændinge. Men de gør det aldrig foran et kamera.”
I det gamle hus er der en indre gård , hvor der i typisk arabisk stil er åbent mod himlen. Men for halvandet år siden besluttede Jamiila og hendes børn at overdække det åbne rum med et metalgitter for at beskytte familien mod stenangreb fra bosætterne.
Det skete efter, at hendes datter fik en sten i hovedet, så hun blødte og måtte sys.
”Efter den oplevelse kom min datter ikke ud af sit værelse i en måned, fordi hun var angst,” siger Jamiila.
”Fortæl verden hvad vi må gennemleve her”
Jamiilas søn hedder Abed. Han er 21, og hans mor er stolt af ham.
Da han var lille, ville han være læge, fordi han drømte om at helbrede sin mors astma.
”Men da bosætterne begyndte at angribe os, og de smadrede døren til huset, sagde jeg til ham: ’Du skal ikke være læge. Du skal lære mange sprog, så du kan fortælle hele verden, hvad vi må gennemleve her’,” fortæller Jamiila.
I dag taler 21-årige Abed fem forskellige sprog inklusiv hebraisk. Han går på Hebron Universitet og i næste måned skal han til Frankrig på studieophold.
”Jeg er meget stolt af ham,” siger Jamiila.
”Min drøm har hele tiden været at opdrage mine børn så godt, at alle skulle være imponerede over, at de er mine børn, fordi de er veluddannede og velopdragne, på trods af at jeg er skilt, og på trods af alt det vi må gennemleve hver dag med bosætterne,” siger hun.
”Og det er de. De er de perfekte børn.”
FAKTA OM HEBRON
Hebron er en palæstinensisk by på Vestbredden med 170.000 indbyggere.
Siden 1997 har byen været delt i to:
H1, hvor der bor ca. 140.000 palæstinensere, og som hører under det palæstinensiske selvstyre.
H2, hvor der bor ca. 30.000 palæstinensere og cirka 500 israelske bosættere i fire forskellige bosættelser, som er under israelsk kontrol.
Al-Shuhada Street ligger i H2-area.
Den første jødiske bosættelse i Hebron blev etableret i 1974. Selvom bosættelsen anses for illegal, mener jøderne selv, at de retmæssigt vender tilbage til deres hellige by efter fordrivelsen i 1929.
Al-Shuhada Street var før i tiden den største handelsgade i Hebron. Men i 1994 blev gaden spærret af for palæstinensiske køretøjer og fodgængere.
Ifølge Hebron protokollen fra 1997 skulle gaden genåbnes for palæstinensere, hvilket delvist skete i 1997 og 1998. Men siden den anden Intifada i 2000 har gaden været helt lukket for uvedkommende palæstinensere.
Ifølge en undersøgelse foretaget af International Commitee of the Red Cross (ICRC) i 2009, lever 77 procent af palæstinenserne i den gamle by i Hebron under fattigdomsgrænsen.
Kilde: Den Internationale observations-organisation TIPH
www.tiph.org/en/About_TIPH/
Emilie Halberg er journalist og netop hjemvendt fra en studietur i Palæstina, arrangeret af globale journalisters sammenslutning herhjemme, Nairobi-klubben, Det Danske Hus i Palæstina (DHIP) og International Media Support (IMS).
