Efter atomulykken på Fukushima-værket i Japan i marts 2011 blev 100.000 mennesker evakueret over hals og hoved. Der gik flere år, før de første af dem kunne vende hjem til deres huse, som stod og ventede på dem. Men gradvist blev den tvungne evakuering i flere og flere områder i de omkringliggende kommuner ophævet, og folk har kunnet flytte hjem.
Senest blev evakueringen af en hel bydel i Okuma Kommune, hvor det ødelagte atomkraftværk i Fukushima er beliggende, ophævet i sommeren 2022. Et område lige ud til hovedvejen, meget tæt ved værket – man kan næsten se derover.
På dagen for ophævelsen, 30. juni, gik nogle ældre mænd og gjorde deres haver i stand. Der var stadig ikke elektricitet og vand, så man kunne ikke flytte ind i husene endnu, men det havde de fået at vide, at der snart ville komme.
De var taknemmelige for den japanske regerings langstrakte oprensning af området. Deres største ønske var at flytte tilbage, hvis tilstrækkeligt mange andre også gjorde det, så der igen kunne komme et byliv, fortalte de.
Det var ikke længere radioaktivitet, der fik dem til at tøve. Det var det manglende sociale liv i mange af de andre byer, hvor evakueringen tidligere er blevet ophævet. Det var frygten for at komme til at bo i en spøgelsesby blandt andre pensionister og blive mere og mere ensomme.
Før atomulykken på Fukushima Daiichi-værket for snart tolv år siden boede der 6.000 mennesker i bydelen. Der er mange store huse. Det var et attraktivt område, og mange var velstående. De fleste arbejdede i gode faste job på værket.
Børnefamilierne bliver væk, dels for en sikkerheds skyld i forhold til radioaktiviteten, men lige så meget fordi deres børn har slået rod og fået nye kammerater andre steder i landet
Nu var der tilsyneladende kun mellem 40 og 60 familier – de fleste ældre par eller enlige ældre – som ifølge henvendelser til rådhuset så meget som overvejede at flytte tilbage. Mange huse er allerede revet ned, andre står som forsømte ruiner, og så er der pludselig store, pæne og velholdte haver indimellem, hvor familiefædre gennem mange år er vendt tilbage om søndagene for at genskabe noget, der udefra ligner deres gamle hjem.
I andre af de områder omkring værket, hvor evakueringen er blevet ophævet inden for de senere år, er kun mellem ti og tyve procent flyttet hjem. Men børnefamilier bliver væk, dels for en sikkerheds skyld i forhold til radioaktiviteten, men lige så meget fordi deres børn har slået rod og fået nye kammerater andre steder i landet – man ser ingen børn og unge i området omkring det ødelagte værk – og andre bliver væk, fordi de for længst har fået nyt arbejde andre steder.
Det er ikke nytteløst
Forud for ophævelsen af evakueringen er gået en monumental indsats gennem adskillige år, hvor den japanske regering har brugt formuer på at befri den ene kommune efter den anden for den værste radioaktivitet ved at have tusinder af daglejere til at gå og fjerne de øverste jordlag og oprense områderne ved bogstaveligt talt at skrubbe og skure huse, tage og facader.
Den samlede udgift til indsatsen er svær at opgøre, men der er tale om et beløb, der svarer til mere end 300 milliarder danske kroner. Det bliver bittert kritiseret i den japanske offentlighed og japanske medier, at man har brugt så mange ressourcer på en oprensning for så få menneskers skyld.
I en anden forstand giver regeringens massive investering i at få oprenset området og flyttet en del af befolkningen hjem mening: Det handler om Japans fremtidige energipolitik
Det har jo ikke været nytteløst. Radioaktiviteten er faktisk faldet, og for dem, der gerne ville flytte hjem, er drømmen, som de efter katastrofen opfattede som næsten uopnåelig, faktisk gået i opfyldelse. Tolv år er lang tid, og kystområdet i Fukushima-amtet er i forvejen et randområde i færd med gradvist at blive affolket.
Men i en anden forstand giver regeringens massive investering i at få oprenset området og flyttet en del af befolkningen hjem immervæk mening. Det handler om Japans fremtidige energipolitik.
Uanset hvad den siger, så gør regeringen det jo ikke af humanitære hensyn til relativt få ældre mennesker. Den gør det, fordi den faktisk mener, hvad der står i Japans officielle energiplanlægning, nemlig at atomkraft også i fremtiden skal udgøre en væsentlig del af Japans energiforsyning.
Ifølge den gældende planlægning skal atomkraft allerede i 2030 levere tyve procent af Japans elektricitet. Ikke en tredjedel som før atomulykken i 2011, men immervæk en meget stor del. Meget mere end i det første årti efter ulykken, hvor de fleste reaktorer rundt omkring i Japan blev taget ud af drift og mange af dem afviklet, så atomkrafts andel af elektricitetsforsyningen var meget lav.
Der satses også i Japan stort på grøn og vedvarende energi, men regeringens rådgiveres analyse er, at vedvarende energi aldrig vil kunne levere det hele, og mange steder vil det være alt for dyrt at omlægge elnettet.
Med situationen i 2011 i baghovedet har mange iagttagere i årevis opfattet denne stædige tro på fremtidig atomkraft i Japan som urealistisk. Mange af de eksisterende værker er gamle og allerede ved at blive afviklet. Så hvor i landet ville det politisk kunne lade sig gøre at blive enige med de lokale beboere og politikere om at bygge de nye atomkraftværker, som tyve procent vil kræve?
Premierminister Fumio Kishidas regering skubber meget mere aggressivt end før på for at få genåbnet flere af de eksisterende reaktorer og på sigt bygget nye værker
Det var svært at se, og i stemningen efter atomulykken havde de fleste politiske partier i selve Japan et langsigtet mål om at fjerne Japans afhængighed af atomkraft. Det var blot hastigheden i processen, de var uenige om.
Men disse atomkraft-skeptiske røster er blevet langt svagere end før, og premierminister Fumio Kishidas regering skubber meget mere aggressivt end før på for at få genåbnet flere af de eksisterende reaktorer og på sigt bygget nye værker. Tiden er gået, der er kommet et større fokus på klimakrise, Ukraine-krigen har ramt forsyningerne af naturgas fra Rusland, og benzinpriserne stiger.
Lokal skepsis
Det svækker atomkraftmodstanden i det japanske parlament, men det fjerner ikke den lokalt baserede tværpolitiske atomkraftmodstand i de områder af udkantsjapan, hvor værkerne typisk ligger, som i dag er den afgørende stopklods for en genåbning af flere af de reaktorer, der alle blev lukket ned efter 2011.
I dag er ni reaktorer genåbnet, og atomkraft er oppe på at levere seks-otte procent af Japans elektricitet mod en tredjedel før ulykken, men det har vist sig at være en hård kamp at få genåbnet flere.
Regeringens mål er at komme op på 17 genåbnede reaktorer. Før ulykken i 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer i drift på 17 forskellige kraftværker rundt om i landet.
Regeringens ræsonnement i Fukushima er, at hvis man nogensinde skal overbevise flere lokale kommuner og amter om at genåbne – og ligefrem tillade byggeri af nye værker – så er det vigtigt på overbevisende måde at vise hele verden, at selv efter en katastrofal ulykke som den for tolv år siden så er det faktisk muligt at oprense et område, så folk trygt kan flytte tilbage til deres hjem, også hvis dette hjem ligger inden for synsvidde fra værket.
Dette perspektiv gør i regeringens øjne den massive investering i oprensning pengene værd.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Asger Røjle Christensen er en erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Asger har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i fire årtier. Han har boet og arbejdet i Tokyo i tretten år af sit liv, og han forsøger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne.
FUKUSHIMA TOLV ÅR EFTER
Dette er den første i en serie på tre artikler af Asger Røjle Christensen, der beskriver situationen ved den snarlige tolvårsdag for atomulykken i Fukushima.
