Forfatter og rejsereporter Jens Branner, København, er død. Han blev 80 i september.
Jens Branner rejste over det meste af verden for Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Danida, Mellemfolkeligt Samvirke, dagbladet Politiken med flere og har bl.a. skrevet artikler fra flygtningelejre.
På den måde har mange danskere fået et indfølende og velskrevet indblik i forholdene i talrige u-lande.
Når Branner drog afsted, var det som oftest uden fysisk bagage af nævneværdig art bortset fra et par skjorter – resten blev købt undervejs, hvor det passede til de lokale forhold og i øvrigt var langt billigere, som han forklarede med plasticposen i hånden med hele sit habengut
Forfatterskabet med rejsebeskrivelser er langt – her noget af en liste på http://bibliografi.dk/content.php?page=author&value=10586
For “Stemmer fra Mørket” modtog han som den første PH-prisen i 1967 – se også http://www.litteratursiden.dk/forfattere/jens-branner
Faderen, forfatteren H.C. Branner (1903-1966), prægede ham trods store modsætninger og i 1999 udkom erindringsbogen “Opbrud” – se
http://gyldendal.dk/boeger-til-voksne/biografier-erindringer/9788700384743/opbrud-historien-om-en-far-og-en-soen
Nøgleværket
Måske var erindringsbogen nøgleværket.
“Du skal se, en dag får han nok af vagabondering og ender som småborger!” profeterede H.C. Branner om sin søn. Helt sådan gik det ikke
“Tænk for et forhold at have til sin søn, et levende dementi af den borgerlige autoritetstro og det freudianske dogme om at sønnen må hade sin far”, noterede han efter modtagelsen af et længe ventet brev fra sønnen Jens, afsendt fra Den Anatoliske Højslette.
H.C. Branner skrev stort set alle sine bøger på Agersø. Da han forlod øen i Storebælt, betalte han prisen i form af berømmelse og penge.
“Det var en dyr pris at betale”, sagde sønnen i et avisinterview i 1999.
Selv boede han i den lejlighed i Torvegade på Christianshavn, forældrene overtog i 1951. Faderen kaldte den for “nødhotellet”.
Som dreng beundrede Jens Branner sin far uforbeholdent og drømte om at blive digter ligesom han, men “det stod klart for mig, at når min far ikke kunne være hjemme hos os, var det på grund af mig.”
Enebarnet Jens var ordblind og led af nervøse astmaanfald, gennem hele opvæksten følte han faderens skuffelse, “for jeg kunne aldrig leve op til hans forventninger”.
Et andet sted skriver han: “Sammenlignet med far føler jeg mig som en fusker i faget, ligegyldigt hvad jeg laver”.
“Da jeg var ung, var folk ubehagelige, fordi min far var kendt. Jeg forstår ikke hvorfor. Jeg var stigmatiseret ligesom negre i Sydstaterne, jeg fik smidt det i hovedet, som om det var en skam eller noget, jeg kunne gøre for. Det gav mig et had til racisme og lærte mig, at det kommer an på det enkelte menneske,” sagde han bl.a. i interviewet med Kirsten Pruzan Mikkelsen.
Jens Branner blev født 26. september 1933 og døde november 2013.
