KOMMENTAR
Af Jesper Søe
stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
Vagn Berthelsen har efter hvad jeg forstår selv foreslået den overskrift til sit svar til Poul Struve Nielsens kritik, som bringes på u-landsnyt, nemlig “Som fanden læser Biblen”, se www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15783&mode=Nyhed
Ufrivilligt komisk må man sige. For han svarer jo i øst, som Poul Struve Nielsen skriver i vest.
Jeg har nu læst både kronikken og Poul Struves indlæg. Grundigt.
Mens Poul Struves centrale ærinde er ÅBENHED og ærlighed i og fra u-landsmiljøet, også når det går galt – og gør ondt – tilsat (indrømmet) stærkt polemiske bemærkninger om Vagn Berthelsens rolle og skriverier, så er Berthelsens anliggende en redegørelse for, hvorfor mere KONTROL med bistandsmidlerne ikke er nødvendig, ja direkte skadelig i nogle aspekter i medfør af referatet fra donormødet i Accra om bedre bistand.
Indimellem krydrer generalsekretæren så dette med, hvad der vist bedst kan betegnes som æselspark til den presse, der har draget en stribe skandalesager frem.
Hør bare hvad han skriver et sted:
“…i mit perspektiv er det fint, at u-landsbistanden belyses kritisk, men det er forstemmende, at debatten ikke løftes over skandaleniveauet. Denne kronik er et forsøg på at råde bod på det”.
Man ser for sig journalisterne snadre nede i slammet, mens Berthelsen hæver sig højt op over “skandaleniveauet” med sine seriøse skriverier.
Jamen har den mand, da ikke forstået et muk?
Ikke indset, hvor forstemmende det er, at “Nyhedsavisen” og TV 2 måtte begære aktindsigt og kæmpe med bureaukratiet i månedsvis, før de kunne åbne Pandoras æske i form af 244 sager om svindel, bedrageri og “andre regnskabsmæssige uregelmæssigheder”, som det hedder i ministeriel sprogbrug.
Og det var sager bare indenfor 4 år. Ikke nok med det. 155 andre sager måtte journalisterne overhovedet ikke se, så det samlede antal anfægtelige forhold løber op i 395. Og der skal såmænd nok være flere endnu.
Af de 244 sager nåede vi endda kun at se et udpluk. “Nyhedsavisen” gik ind, og man kunne ifølge mine kilder ane et næsten hørligt lettelsens suk i Danida.
Hertil har Berthelsen følgende at sige i sin kronik:
“Er det godt nok?” spurgte en journalist mig om det omtalte misbrug af danske u-landspenge. Svaret er klart, at vi altid skal stræbe efter at gøre det bedre. Og da vi på TV 2 hørte, at der er svindel for et trecifret millionbeløb, så lød det slemt. Men konkret: Der er rapporteret for 180 millioner kroner over en fireårig periode.
Ifølge Udenrigsministeriet udgør tabet 20 millioner kr., fordi sagerne rapporteres til Rigsrevisionen, mens de stadig efterforskes, og fordi en del penge tilbagebetales. Den danske u-landsbistand over fire år udgør 50 milliarder kroner. Det betyder, at tabet i u-landspenge udgør 0,04 procent af den samlede omsætning. Skandale? Det er vist, som man tager det”.
Mage til manipulerende talgymnastik skal man lede længe efter.
Er det i orden, at vi aldrig har hørt fra Danida om en sag fra Burkina Faso i 2005 med et tab på 5,1 mio. kr. vedr. støtte til ingeniørskoler? En sag fra Zambia i 2004 på 1,1 mio. kr. eller…. ja, vi kunne blive ved.
Og så har vi endda ikke berørt præsten, der løb med kassen og et dansk missionsselskabs penge på Madagascar, sri lankaneren, der svindlede Dansk Flygtningehjælp for millioner, MS-chefen i Mozambique, der tog sig godt betalt med hustrubidrag, selv om han var fraskilt, ja, på NGO-fronten kunne vi tillige blive ved – se eksempelvis http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15587&mode=Nyhed
Det er jo det, der er Poul Struves ærinde: Den udtalte mangel på åbenhed i det danske u-landsmiljø og den forstemmende vage vilje til selv og af EGEN DRIFT at gå ud med disse ting. Når man ikke gør det, ja så er det man samler til bunke, indtil et par nysgerrige reportere dukker op.
Sådan vil det gå igen og igen, hvis Berthelsen og andre i de danske u-landsorganisationer fortsætter med at hylde “Melson-doktrinen”, den læresætning, som en kontorchef i Danida kom for (u)vare at sige offentligt: At i Danida fortæller man kun de positive historier.
Derved freder man sin organisation, men skader bistanden. Så enkelt er det. Det er faktisk ikke spor indviklet: Ens solidaritet ligger først og fremmest hos organisationen, ikke hos bistanden. Det er jo reelt det, Mette Melson siger.
Hvad nu, Vagn Berthelsen, hvis en medarbejder i IBIS tog af kassen? Ville du så åbent og af EGEN DRIFT gå ud og fortælle offentligheden derom? Det er jo i klartekst netop det, Poul Struve tillader sig at tvivle på, at du og hele miljøet nogensinde vil gøre.
I hvert fald med den holdning til reel åbenhed, der nu lægges for dagen.
Hør bare, hvad Poul Struve skriver:
“Branchens topledere synes at stå samlet i forsøget på at holde døren til skabet med skeletterne lukket…. Når topledere i u-landsmiljøet agerer sådan, er det da klart, at mediernes opmærksomhed vil samle sig om de gange, det lykkes en journalist at få en fod indenfor, så skabsdøren kommer på klem og man kan få et lille kig ind.
Især når de samme topledere bedrevidende vrisser af de historier, som det lykkes journalisterne at grave frem.
Den eneste vej mod bedre viden om udviklingslandene og den danske udviklingsbistand er selvsagt åbenhed om forvaltningen af skatteydernes penge”, slutter han.
Det er med andre ord ikke nok, at befolkningen får mere viden om forholdene i udviklingslandene, folk skal – som Struve også skriver – “have et realistisk billede af betingelser og risici ved arbejdet derude”.
Det er det helt centrale. Ellers kommer vi aldrig videre. Så vil fortielserne og efterladenheden overfor reel åbenhed fortsat trække dybe spor og undergrave tilliden til bistanden (hvor havner pengene egentlig henne?).
Offentligheden må og skal have besked derom. Har et uindskrænket krav derpå. Også når det går galt. Og hellere en gang for meget end for lidt.
Se det var forskellen på et indlæg om fordelene ved åbenhed og en kronik om bagdelene ved kontrol.
Og så har vi slet ikke set på det seneste udslag af hemmelighedskræmmeri, som Berthelsen nu røber ved at skrive:
“IBIS har i øvrigt i forlængelse af debatten sammen med en række af de andre danske u-landsorganisationer skrevet til både udenrigs- og finansudvalget og understreget behovet for åbenhed omkring sådanne sager, hvilket PS retfærdigvis næppe vidste.
Kronikkens ærinde var et andet, bl.a. fordi det allerede da var klart, at kravet om mere åbenhed ville blive imødekommet”.
Nej, det vidste Poul Struve og os andre ikke. For NGOerne har tydeligvis ikke fundet det opportunt, at vi og andre danskere – det man kalder offentligheden- skulle have noget at vide om, at der er sendt en sådan henvendelse.
Så er det man tager sig til hovedet og spørger: Hvorfor i himlens skyld ikke? Det drejer sig jo om vore alle sammens penge, netop kke breve mellem logebrødre eller noget som helst andet i den dur.
Vagn Berthelsen anfører, at “det…. var klart, at kravet om åbenhed ville blive opfyldt”.
Hvilken åbenhed er det, han snakker om? Det eneste vi har hørt fra Ulla Tørnæs i den retning er, at man muligvis vil lægge nogle af de såkaldte C-sager ind i en liste i Danidas årsrapport. Er det virkelig det, Berthelsen er tilfreds med?
Igen vil det jo være Danida selv, der vælger ud. Ak, der er laang vej gen. Imens kan alle u-landsmiljøets Melsonner ånde lettet op.
Jesper Søe er journalist og har beskæftiget sig med u-landsforhold i 37 år.
