Journalister hædres for dækning af Afghanistan-krigen

Forfatter billede

Den journalistiske hæderspris, Victor-prisen, går i år til 3 journalister fra Ekstra Bladets gravergruppe: Kristian Kornø , Thomas Gösta Svensson og Steen Larsen for deres vedholdende afdækning af skyggesiderne af Danmarks krig i Afghanistan, skriver eb.dk mandag.

I en lang række artikler har de blotlagt, hvordan soldater er blevet forkrøblet og gemt af vejen, hvordan de er ladt tilbage med gammelt materiel, og hvordan den danske regering og et folketingsflertal har forsøgt at føre befolkningen bag lyset ved ikke at fortælle sandheden om krigens rædsler og udsigtsløshed, hedder det.

– Det er et fornemt stykke journalistisk arbejde, vi her præmierer, fordi det kombinerer alt det, Ekstra Bladet bør og skal stå for: Afsløring, dokumentation og vedholdenhed, siger ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen.

Victor-prisen er uddelt siden 1980 til en journalist, forfatter, fotograf eller tegner og er opkaldt efter den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Victor Andreasen.