Af Dijana Omerbasic Aagaard-Poulsen
I begyndelsen af januar blev aftalen om overdragelse af Bagram-fængslet underskrevet af de afghanske myndigheder.
Overdragelsen har været længe undervejs, og den afghanske præsident, Karzai, havde forinden bebudet, at ingen fremmede fremover skal drive fængsler på afghansk jord. Dog erkender Karzai med en udmelding nu, at der er behov for vestlig støtte til opretholdelse af afghanske sikkerhedsstyrker i op til 15 år.
Ingen medier har formået at bringe fotos fra det oprindelige Bagram-fængsel, og selv dets præcise placering på den amerikanske luftbase i Bagram forblev hemmelig, indtil det blev lukket og erstattet af Parwan Detention Facility.
Dermed kan det næppe kaldes for en egentlig overdra-gelse af Bagram, men snarere en finansiering af et nyt fængsel til over 300 mio. kr. Et fængsel som ifølge Washington lever op til de internatio-nale standarder.
Den onde tvilling
Bagram-fængslet blev for alvor kendt i 2002, da to fanger døde som følge af amerikanske soldaters grove og vedvarende mishandling.
Fanger, som siden er overført til Guantanamo, har fortalt om daglige tæsk, mishandling, seksuel ydmygelse og andre former for tortur under deres ophold i Bagram-fængslet. Der foreligger bl.a. flere vidnesbyrd om fanger, som blev lagt i håndjern og ophængt i burene, hvorefter soldaterne tæskede dem med knytnæveslag og på andre måder.
Den ene af de 2 fanger fra 2002 døde på denne måde. Den amerikanske militæranklager Stuart Couch, som er en af de få, der har besøgt fængslet, har udtalt, at Guantanamo var et pænt hotel i forhold til Bagram-fængslet.
Bagram-fængslet pådrog sig også stor opmærksomhed i Storbritannien, efter at flere ministre havde forsikret offentlighedengen om, at deres soldater ikke deltager i hemmelig overførsel af terrormistænkte fanger fra et land til et andet. Disse såkaldte ‘extraordinary renditions’ er i strid med både britiske og internationale love.
Det viste sig imidlertid at være løgn, og den britiske regering måtte ud og indrømme, at den havde udleveret 2 pakistanere til Bagram, som i pressen blev kendt som ‘Guantanamos onde tvilling’.
Også humanitære- og menneskeretsorganisationer har længe krævet adgang til Bagram.
Internationalt Røde Kors formåede at lave en aftale med den ameri-kanske base om en besøgstjeneste for fanger og deres familiemedlemmer i 2008. Mange af de indsatte havde på daværende tidspunkt været tilbageholdt i flere år uden at være sigtet for noget og uden mulighed for kontakt med omverdenen.
Åbent Hus
Bagram-fængslet anses i dag for en skamplet på den amerikanske krigsførelse fra Bush-tiden.
For at slippe af med skampletten og samtidigt vise åbenhed har Obama og hans nye administration ladet det nye Parwan-fængsel bygge med en parole om, at “det amerikanske fængsel på Bagram luftbasen nu overdrages til afghanerne”.
Det er noget misvisende at insinuere, at det er det ‘gamle’ Bagram, som overdrages, da dette fængsel holdes hemmeligt og udenfor mediernes rækkevidde – selv om det nu står tomt.
Til gengæld blev pressen inviteret til Parwan Detention Facility i november 2009.
Pressekorpset blev hurtigt forsikret om, at der ikke var noget galt med det ‘gamle fængsel’, men at det er hemmeligstemplet, så pressen skulle ikke gøre sig forhåbninger om en rundtur. I stedet fik journalisterne lov til at dokumentere omhyggeligt redte senge, fine sanitære forhold og nydelige farver på væggene i Parwan.
I den officielle video fra presserundvisningen oplyses i øvrigt, at ud af de ca. 700 fængslede er ca. 30 af anden nationalitet end afghansk, og at 5 af de fængslede er mindreårige. Mindreårige fanger er desuden i strid med FN’s Børnekonvention, som kun ét land i verden endnu ikke har underskrevet: USA.
Vi bør stille krav
Det er endnu usikkert, hvornår afghanerne rent praktisk overtager kontrollen med Parwan-fængslet.
Først skal en gruppe afghanere oplæres til eventuel udstationering i fængslet i marts 2010. At dømme efter Karzais seneste udmelding, kan der gå mange år med at træne og udstyre sikkerhedsstyrker i Afghanistan.
Man må formode, at de samme udfordringer gør sig gældende, når det drejer sig om at drive et fængsel, der lever op til de internationale standarder.
Internationalt set kan der derfor fortsat være grund til bekymring, da Afghanistan, på trods af at have ratificeret FN’s torturkonvention, ikke anerkender FN’s torturkomités myndighed i forhold til at undersøge torturanklager. Ligeledes har Afghanistan ikke ratificeret Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur.
Set i lyset af det gode forhold mellem Danmark og Afghanistan bør den danske regering kraftigt opfordre den afghanske regering til snarest at underskrive tillægsprotokollen til FN’s torturkonvention, siger advocacy koordinator Tue Magnussen fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).
Han forklarer, at tillægsprotokollen til FN’s torturkonvention muliggør, at uafhængige internationale eksperter for at forebygge tortur inspicerer fængsler, detentioner og andre steder, hvor folk holdes frihedsberøvet. Hvis Afghanistan ikke ratificerer tillægsprotokollen, vil det være endnu sværere at monitorere forholdene i det nye Parwan-fængsel.
Opinions-artiklen blev oprindelig bragt i dagbladet Information fredag den 29. januar 2010. Den er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren
Dijana Omerbasic Aagaard-Poulsen er freelance-journalist , cand.scient.soc. og kommunikationsmedarbejder på RCT. Hun er tillige medlem af u-landsnyts redaktionsgruppe som lejlighedsvis frivillig tovholder.
