Det danske udviklingssamarbejde med Uganda igennem næsten 2 årtier er for første gang blevet evalueret i sin helhed. Bistanden fra 1987-2005 beløber sig til mere end 5 milliarder kr.
Konsulentfirmaet Mokoro a/s, under ledelse af Stephen Lister, har siden marts i år gennempløjet hundredevis af dokumenter, og interviewet næsten 200 nøglepersoner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Danidas evalueringskontor mandag.
Konklusionerne og anbefalingerne vil blive præsenteret af evalueringsholdet torsdag den 14. december ved et åbent seminar for repræsentanter for organisationer, virksomheder, og andre interesserede i København. Evalueringsrapporterne vil samtidigt blive offentliggjort.
Der foreligger en syntese-rapport (bd.1), en rapport fra det såkaldte perceptions-studie af Danidas bistand (bd.2), og en dansk “folkeudgave” af rapporterne, den sidste skrevet af journalist Jesper Heldgaard.
Evalueringen vil på seminaret blive kommenteret af Ugandas ambassadør i Danmark, Danidas Afrika-kontor, og fra forskerside. Der bliver anledning til at kommentere og stille spørgsmål.
Rapporterne er underlagt embargo indtil den 14. december, hvor trykte kopier vil blive udleveret på seminaret.
Læs mere om seminaret i Kalender-rubrikken under dato 14.12.06.