Tunesiske menneskeretsfolk føler sig voldsomt klemt af salafisterne (yderligtgående muslimer), der de seneste måneder har sat et galleri i brand, angrebet barer, chikaneret kvinder med korte skørter og brændt flere politistationer ned.
Men ved at tegne et hårdt fjendebillede af den islamiske bevægelse, risikerer de tunesiske demokratiforkæmpere også selv at bidrage til en skyttegravskrig.
Af Camilla Wass
”Gad vide om salafisterne også er på spil her i København – der er jo ikke noget vin på bordet!”
Gruppen af tunesiske menneskeretsfolk griner højlydt, og man fornemmer tydeligt, at det ikke er første gang, de har rystet en salafist-joke ud af ærmet.
Vi er til frokost-buffet i Tivoli Congress Center i København, hvor Euro-Mediterranean Human Rights Network fejrer sin 15 års fødselsdag med et seminar for 100 toneangivende menneskeretsfolk fra den arabiske region.
“Vores lod at kæmpe”
Blandt gæsterne er en stor flok tunesiske borgerrettighedsforkæmpere. I flere årtier har de – med store personlige omkostninger – kæmpet imod Tunesiens diktator Ben Ali, og selvom Ben Ali nu er historie, er kampen ikke forbi.
”Det er vores lod i livet at kæmpe. Først kæmpede vi mod Ben Ali – nu kæmper vi mod salafisterne,” siger Mokhtar Trifi, en af Tunesiens mest kendte menneskeretsforkæmpere, inden han går op til buffeten for at fylde sin tallerken op.
Menneskeretsaktivisten Tarek Ben Hiba sidder stadig ved det runde frokostbord og fortæller ’røverhistorier’ om salafisternes seneste bedrifter.
I løbet af de seneste måneder har salafisterne stået bag flere voldelige optøjer i Tunesien. De har angrebet en bar, de har hevet skørterne af kvinder med korte nederdele og chikaneret journalister på vej til arbejde.
”Der var endda en teaterdirektør, der fik slået tænderne ud, fordi han havde sat en forestilling op med både mænd og kvinder,” fortæller Tarek Ben Hiba.
Angriber det ’moralsk anstødelige’
Tunesien er lige nu skueplads for en heftig værdikamp, der handler om, hvor meget Islam skal fylde i samfundet.
På den ene side står de sekulære (verdslige), vestligt orienterede bevægelser, som menneskeretsbevægelsen er en del af, og på den anden de konservative religiøse kræfter, de såkaldte salafister.
Et sted mellem dem står partiet Ennahda, der med opbakning fra omkring 40 procent af vælgerne er det største af de tre regeringspartier i Tunesien.
Salafisterne opfatter sig selv som fromme og tager de ting, der står i Koranen bogstaveligt. De ser Profetens tid, som det, man skal efterstræbe og mener, det kan være legitimt at bruge vold, hvis folk ikke forstår Islams budskab.
”Salafismen var noget af det, der kom ’op af posen’ efter regimets fald i Tunesien. I foråret 2011, da røgskyerne efter Ben Ali havde lagt sig, begyndte en række voldelige episoder i Tunesien, siger Rikke Hostrup Haugbølle, der er Tunesien ekspert og phd. på Københavns Universitet .
“Men tunesisk presse har også været meget hurtig på aftrækkeren: Alt, hvad der er voldeligt og udføres af folk med skæg, kaldes salafisme. Men det er svært at sige noget om, hvor mange de er og hvad de vil opnå. Faktisk ved vi meget lidt om salafisterne, fordi ingen taler med dem, siger Rikke H. Haugbølle, der har fulgt Islams udvikling i det nordafrikanske land i adskillige år.
Fatwa mod kunstnere
Salafisterne har i juni optrappet deres angreb på såvel politiet og politistationer som de ting i samfundet, de finder moralsk anstødelige.
10-11. juni blev galleriet Abdellia Palace i Tunis-forstaden La Marsa vandaliseret: kunstværker blev revet ned af væggene og sat i brand, og en truende video med navne på kunstnere lagt ud på internettet.
Ved fredagsbønnen 15. juni udstedte Imamen ved Zaytune Moskeen midt en Tunis, en fatwa (frit lejde til vold) mod kunstnere, idet han sagde at “kunstneres blod kan flyde, uden at det medfører straf”.
Det tunesiske religionsministerium har efterfølgende fordømt Imamens udtalelser og forbudt ham at prædike.
Skingre stemmer på begge sider
Læs videre på
http://www.detarabiskeinitiativ.dk/dai.nsf/Doc/modsalafisterne?OpenDocument
—————–
Camilla Wass er redaktør af nyhedsbrevet om Det Arabiske Initiativ, som er en særbevilling over u-landsmidlerne til demokrati- og menneskeretsstøtte i en stribe arabiske lande.
Artiklen optræder i det seneste nyhedsbrev, der blev udsendt fredag.
