Åbent brev til ministrene
Kære udenrigsminister Kristian Jensen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen,
"Sund fornuft" var en formulering, der gik igen, da statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlagde sin plan ”Bedre Balance”. Fornuften i udflytningen af Danida Fellowship Centre til Holbæk synes dog at være fraværende. En samlet medarbejdergruppe søger nu en forklaring på en udflytning, der ikke opfylder et eneste kriterium for udflytningen af statslige arbejdspladser.
Vores arbejdsplads Danida Fellowship Centre, som er en selvejende institution under Udenrigsministeriet, er blevet ramt af politiske beslutninger. Beslutninger, som vi mener, vil få vidtrækkende konsekvenser for kvaliteten og udførelsen af vores arbejde med at arrangere efteruddannelse og administrere forskningsprogrammer for partnere fra udviklingslandene.
Først blev Danida Fellowship Centre ramt af de i finanslovforslaget bebudede besparelser på udviklingsbistanden. Dernæst blev vores bestyrelse orienteret om, at 15 ud af 20 medarbejdere som en del af planen om udflytning af statslige arbejdspladser skulle flytte til Holbæk.
En beslutning som vi med vores bedste evne ikke kan se nogen fornuftig og rationel forklaring på, idet langt størstedelen af vores aktiviteter foregår i København, hvor vi bl.a. tager os af indkvarteringen af op til 120 udenlandske forskere og studerende om måneden. Derudover har ingen af vores samarbejdspartnere nogen som helst form for relation til Holbæk. Vi har derfor besluttet at tage til genmæle i dette åbne brev.
Hvad er Danida Fellowship Centre?
Vi vil hermed gerne benytte lejligheden til at præsentere vores arbejdsplads. Danida Fellowship Centre er en selvejende institution under Udenrigsministeriet med 20 del- og fuldtidsansatte og 7 studentermedarbejdere. Vores opgave er at forvalte og administrere kapacitetsudvikling og forskerpartnerskaber i Danidas 21 prioritetslande som bl.a. inkluderer Myanmar, Afghanistan, Pakistan, Bangladesh, Ghana, Kenya og Mali.
Vi afholder og administrerer korte og længerevarende efteruddannelsesforløb både i udviklingslandene og i Danmark. Desuden administrerer vi forskerpartnerskaber mellem danske universiteter og universiteter i udviklingslandene, som er rettet mod at styrke forskningskapaciteten i syd.
Alle disse tiltag skal bl.a. være med til at levere nyttige forskningsresultater, skabe arbejdspladser, forbedre den offentlige administration, samt miljø og sundhed, i prioritetslandene. Som eksempel kan nævnes efteruddannelse af dommere, master- og Ph.d. uddannelser for studerende, der f.eks. arbejder med forebyggelse af ebolaudbrud, katastrofeberedskab, malariaforskning eller forbedring af vandmiljø.
På årlig basis administrerer vi pt. 930 ophold på korte efteruddannelsesprogrammer (heraf 430 i udviklingslandene), 42 studerende på masteruddannelser og 155 udenlandske forskere. Langt størstedelen af dem kommer til København og en mindre del til andre større universitetsbyer.
Den geografiske placering af Danida Fellowship Centres administration på Frederiksberg giver derfor rigtig god mening. Udover administrationen driver vi her på Frederiksberg et kollegium. Vores kollegiedrift kan ikke sidestilles med et almindeligt kollegium, da vores målgruppe ofte har behov for mere vejledning og service end danske studerende eller kursister.
For til stadighed at kunne målrette og tilpasse vores ydelser til Danidas samarbejdslandes efterspørgsel og behov skal vi løbende være i dialog med Udenrigsministeriet, studiesteder og universiteter. Det medfører en del møder og deltagelse i seminarer og konferencer, der som oftest afholdes i København. Derudover får vi en del besøg fra udenlandske partnere. Det giver derfor rigtig god mening, at vi er placeret i nærheden af en international lufthavn.
Ifølge oplysninger fra Udenrigsministeriet skal nogle få medarbejdere blive tilbage på Frederiksberg i forbindelse med opgaver relateret til kollegiedriften. Dette ville dog blot lede til et mere splittet kontor og vil ikke løse problemet med den nødvendige tætte dialog med vores mange samarbejdspartnere.
Dedikerede og stolte medarbejdere
Vi er en lille flok dedikerede medarbejdere, som er stolte af vores arbejde og vores bidrag til at sikre kapacitetsudvikling i udviklingslande.
I fælleskab er vi med til at skabe rammerne for, at samarbejdspartnere, studerende og forskere får det bedste ud af deres ophold, mens de er i Danmark og efterfølgende er ambassadører for dansk uddannelse kultur og værdier. I den forbindelse mener vi, at det er vigtigt at se disse personer som partnere og brobyggere og ikke kun som modtagere af dansk udviklingsbistand. Som et bidrag til dansk offentlighedsdiplomati har vi f.eks. i mange år inviteret politikere til at afholde debatter og orientering om dansk demokrati for nye stipendiater i vores café på Frederiksberg – en øjenåbner for alle involverede.
Vi tror på, at det er vigtigt at være tæt på dem, vi arbejder for og med for at kunne skabe de optimale betingelser for læringen og opholdet, fremfor at blive hensat til at være en administrativ enhed uden fornemmelse for og kontakt med dem vi arbejder med. Vi har igennem 23 år skabt et unikt fagligt miljø på Frederiksberg, som til stadighed har udviklet sig i forhold til de nationale og internationale politiske dagsordener samt de skiftende behov og krav fra vores samarbejdspartnere, hvilket talrige gode evalueringer vidner om.
Begrundelse og kriterier for udflytning
Det ligger indkodet i den menneskelige natur, at vi gerne vil kunne forstå sammenhænge, for at tingene giver mening for os. Hvis ikke mister man let arbejdsglæden, og produktiviteten går ned. Det giver efter vores opfattelse ikke mening at flytte vores institution ud fra de fornuftskriterier, der er fremlagt af regeringen.
Siden beslutningen om udflytningen blev meldt ud, har vi søgt efter en saglig og faglig begrundelse for, hvorfor man har valgt at flytte størstedelen af vores arbejdsplads til Holbæk. Indtil videre har vi kun kunnet få at vide, at der er tale om en lovlig politisk beslutning, men ingen saglig vurdering af hvad en flytning af vores institution vil kunne bidrage til.
Vi medarbejdere er overbeviste om, at det vil være uansvarligt ikke at gøre opmærksom på, at den udmeldte flytning ikke opfylder et eneste kriterium for udflytningen af statslige arbejdspladser fremlagt i planen ”Bedre Balance”. Disse kriterier er:
- De statslige arbejdspladser skal være fordelt i hele landet og tættere på borgere og virksomheder
Danida Fellowship Centre har ingen kontakt med borgere eller virksomheder i Holbæk. - Hvor det har været muligt, er institutioner placeret i faglige klynger med henblik på at understøtte stærke faglige miljøer
Danida Fellowship Centre har ikke og har aldrig haft noget fagligt fællesskab med Danmarks Evalueringsinstitut og Danmarks Akkrediteringsinstitution, som vi skal flytte sammen med. - Statslige institutioner kan drives lige så effektivt uden for hovedstadsområdet
Dette gælder ikke for Danida Fellowship Centre. Tværtimod vil effektiviteten lide, og det være mere omkostningstungt, når administrationen er placeret væk fra vores tætteste samarbejdspartnere. - Økonomiske hensyn
Danida Fellowship Centre vil få en årlig huslejeudgift i Holbæk på ca. 500.000 kr. For øjeblikket har vi ingen husleje, da Udenrigsministeriet ejer de nuværende bygninger på Frederiksberg. De fleste af centrets samarbejdspartnere har til huse i København, og udflytningen vil derfor medføre større udgifter til transport. - En velfungerende arbejdsplads
Danida Fellowship Centre vil få et markant dårligere arbejdsmiljø, med en ”delt” arbejdsplads med afdeling på Frederiksberg og hovedkontor i Holbæk. - De statslige arbejdspladser skal medvirke til at skabe aktivitet i hele landet
Danida Fellowship Centre vil ikke umiddelbart bidrage til aktivitet i Holbæk. Den overvejende del af medarbejderne vil givetvist pendle, da Holbæk er inden for pendlerafstand til København. Som før nævnt vil de fleste af vores aktiviteter stadig foregå i København.
Hvor er fornuften?
Alt i alt betyder udflytningen en mindre effektiv drift i form af mindre kontakt til vores brugere og længere afstand til vores samarbejdspartnere. Dertil kommer de øgede omkostninger for skatteborgerne i form af selve udflytningen til Holbæk. En udflytning, der vurderes til at koste imellem 1,5 og 2 millioner, samt ekstra husleje og øgede transportomkostninger.
Endelig skal det nævnes, at der på nuværende tidspunkt er meget stor usikkerhed om, hvorvidt 15 medarbejdere rent faktisk kan flyttes, når udflytningen skal realiseres. Den bebudede nedskæring af udviklingsbistanden vil som sagt også berøre Danida Fellowship Centres aktiviteter.
Vi er allerede blevet beskåret med 25 procent på programmet for kapacitetsudvikling. Det fulde omfang af nedskæringen på forskningsstøtten kender vi ikke før i midten af 2016, hvor udredningen af den samlede danske udenrigspolitik skal ligge klar.
På baggrund af de hovedpunkter, der er skitseret i dette brev, efterlyser den samlede medarbejdergruppe hermed en revurdering af udflytningen eller en fornuftig forklaring på, hvorfor man har valgt at flytte vores arbejdsplads. Hvordan skal vi opfylde, hvad der er lovet i ”Bedre Balance” om at komme tættere på borgere og virksomheder, opretholdelse af faglige miljøer og effektiv drift af institutioner og myndigheder?
Vi ser frem til at høre fra jer.
Med venlig hilsen,
Medarbejderne på Danida Fellowship Centre
C/O Danida Fellowship Centre Hostrupsvej 22 1950 Frederiksberg C