Tid: 26/05/2015 15:30 til 26/05/2015 19:00
Sted: VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7 (ved Sankt Hans Torv), København N
Arrangør: N/A
Åbning af syrisk kulturinstitut i Danmark
Arrangementet begynder kl. 18 og dørene er åbne 17.30 – 18.00.
Gratis adgang og alle er velkomne
Om et syrisk kulturinstitut i Danmark
Det danske Institut i Damaskus spillede før borgerkrigen en vigtig rolle i det dansk-syriske samarbejde, og en gruppe danskere og syrere i Danmark har nu stiftet organisationen ”Det syriske Kulturinstitut i Danmark” med det danske institut som inspiration.
Formålet er at skabe rammer for et kulturelt, uddannelsesmæssigt og forskningsmæssigt samarbejde mellem danskere og syrere i Danmark, og at fremme en indsats for den nye gruppe af syrere, der nu befinder sig her i landet.
Danmark har modtaget et betydeligt antal syriske flygtninge. Det er vigtigt at gøre en særlig indsats for deres integration og arbejde for at fastholde og videreudvikle de kompetencer og kvalifikationer, de kommer med.
Det er både vigtigt for de syrere, der rejser tilbage til Syrien, når det bliver muligt, og for dem der får en fremtid uden for Syrien.
Veluddannede og ressourcestærke
Mange af de nytilkomne syrere er veluddannede og har gode faglige kvalifikationer.
Det syriske kulturinstitut vil have fokus på at inddrage veluddannede ressourcestærke syrere i integrationen af nyankomne syrere.
Et andet hovedfokus er dansk-syrisk kultursamarbejde. Syrien er et af verdens ældste og rigeste kuturlande.
Instituttet vil i begyndelsen være netværksbaseret og samarbejde med andre danske organisationer og institutioner, samt danske kommuner, om konkrete indsatser.
Kulturinstituttets vedtægter fastslår, at det er ikke-religiøst og upolitisk. Det vil samarbejde med alle grupper af herboende syrere, uafhængigt af deres etniske, religiøse eller politiske orientering.
Kulturinstituttet har haft de første aktiviteter, bl.a. et kursus for syriske flygtninge på Vallekilde Højskole på Sjælland.
Men den første offentlige præsentation af instituttet sker ved dette arrangement.
Kulturinstituttets stiftere er en blandet gruppe af danskere, syrisk-danskere, der har levet flere eller mange år i Danmark, og syrere, der er kommet hertil for nylig.
Formanden er professor Jakob Skovgaard-Pedersen, der kan kontaktes på tlf 61 31 28 08 eller [email protected]
HUSK at du indtil videre kan se hele månedsoversigten over arrangementer på http://u-landsnyt.dk/kalender