Tid: 27/01/2020 17:00 til 27/01/2020 17:00

Sted:

Arrangør: N/A

Afrikansk kunstudstilling åbner i Helligåndskirken på Strøget i København

Mandag den 27. januar 2020 er der fernisering på en afrikansk udstilling i hjertet af København.

Det er det nordjyske galleri Glocal Art, den norske organisation Art for Change ved den norske kunstner Eirik Jarl Trondsen samt Kabira Trade, der står bag udstillingen, som rummer nogle afrikanske verdensnavne.

Der udstilles kunst fra både Vest- og Østafrika, men Uganda er det bedst repræsenterede land.

Det største navn er nok den nu afdøde Godfrey Mukasa, der med et enkelt maleri viser sit talent.

Af andre store navne fra Uganda kan nævnes Kizito Maria Kasule og Joseph Ntensibe. Kizito bruger sine indtægter på en kunstskole, NIAAD, og Ntensibe har nærmest indrettet et børnehjem i sit hus i Kampala for børn, der kommer fra hjem med problemer.

Fra Senegal deltager Kiné Aw, der har fået betegnelsen Afrikas Picasso. Forklaringen er ligetil: Hun er et stort talent, hvis stil kan minde om Picasso.

Afrika var en stor inspirationskilde for Picasso: Han udtrykte for værdier i Afrika, og han lod sig inspirere af de afrikanske masker. Hans indflydelse ses også i værker af Kizito Maria Kasule.

Kabira Trade forhandler shona-skulpturer fra Zimbabwe. Det er Birgitte og Christian Balslev-Olesen, der står bag.

Udstillingen åbnes mandag den 27. januar kl. 17 af fhv. udviklingsminister Chr. Friis Bach.

Stiftelsen Art for Change blev etableret af den norske kunstner Eirik Jarl Trondsen, som har samarbejdet ned Kizito i over 20 år – blandt andet om IAAD. Art for Changes fokus er kunst som middel til udvikling.

Affirmative Art

Konceptet Affirmative art er et ‘kunstværktøj’ udviklet i Østafrika til reflektion over ens egen fremtidsvisioner, Affirmative Art er en del av Art for Change og kunstneren Eirik Jarl vil give interesserede besøgende i Helligåndskirken mulighed for at prøve Affirmative Art-teknikken. Eirik Jarl vil også sælge egen kunst til fordel for Art for Change.

Vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at besøge den afrikanske kunstudstilling i Helligåndskirken i uge 5. De udstillede malerier er til salg, og priserne går fra et par tusinde til kr. 285.000.

Udstillingen kan ses dagligt kl. 11-17 frem til og med den 2. februar.