Tid:

Sted:

Arrangør: N/A

Film Festival: Nollywood er Afrikas Hollywood – se hele programmet her

Tid: Lørdag d. 14. maj – torsdag d. 26. maj

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K (33 74 34 12)

I Nigeria findes en af verdens største filmindustrier – kaldet Nollywood – der i produktivitet langt overgår Hollywood. Alligevel kender få danskere til Nollywood, og endnu færre har set film derfra.


Tid: Lørdag d. 14. maj – torsdag d. 26. maj

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K (33 74 34 12)

I Nigeria findes en af verdens største filmindustrier – kaldet Nollywood – der i produktivitet langt overgår Hollywood. Alligevel kender få danskere til Nollywood, og endnu færre har set film derfra.

Det er en skam, for den nigerianske filmkultur fungerer som flagskib for et helt kontinent, og filmene sprudler. Emner som heksekunst, utroskab, karrieredrømme og Vestens rolle er nogle af de ting, der gør Nollywood fascinerende.

Film, besøg, debat – og stor åbningsfest

Cinemateket kan takket være støtte fra Center for Kultur og Udvikling byde nogle centrale Nollywood-skikkelser velkommen til debat og filmintroduktioner: Den produktive genre-filmmager Teco Benson, stjerneskuespilleren Ramsay Nouah og den fremmeste repræsentant for den nye generation af ambitiøse filmkunstnere, Jeta Amata.

Med sig har Jeta Amata sin muse, skuespillerinden Mbong Amata, der er med i to af festivalens film. Og der er flere gæster i vente. Mere om filmene på næste side.

Bestil billet og læs mere om de enkelte film og arrangementer på hjemmesiden for Nollywood Film Festival.

Film og arrangementer

Åbningsfilm: BLACK GOLD med introduktion og Nollywood Party
LØR 14.maj kl. 19. Vises også TORS 26. 18:45

Den måske allerflotteste produktion i Nollywoods historie – og med Billy Zane og Tom Sizemore i fine biroller – vidner om, at der er grøde i filmbyen. ‘Black Gold’ tager afsæt i en dramatisk gidseltagning i Californien. Menneskeliv for retten til Nigerias olie, lyder kravet. Hjemme i Niger-deltaet opstår samtidig en protestbevægelse. Et kritisk, men afbalanceret blik på en skæv verdensorden – og på frihedens pris.
INSTRUKTØR: JETA AMATA. NIGERIA, USA 2011. 35MM. 100 MIN.+INTRO. ENTRÉ 65 KR. / 40 KR.

Mød holdet bag filmen lørdag den 14. maj, hvor der efter filmen desuden er fest i Asta Bar sponsoreret af ARISE Magazine – bl.a. med afrobeat-DJ’en Zak Akhimien. Der er fri entré til festen.

Tilmeld dig Facebook-eventet

Køb billetter og se program: Cinemateket

DEBAT: WHAT IS NOLLYWOOD?
SØN 15.maj kl. 19 – 20 / FRI ENTRÉ

Få en fyldigt illustreret indføring i de typiske Nollywood-temaer og genrer, når instruktørerne Jeta Amata og Stephen O. King diskuterer, hvordan Nollywood påvirker det nigerianske og afrikanske selvbillede.

Sætter filmene reelt en dagsorden, og hvor står de i forhold til tabuer og social kritik?
Er Nollywood en kulturel nødvendighed?

Arrangementet fungerer som optakt til ‘The Amazing Grace’. Moderator er journalist på Information Lotte Folke Kaarsholm.

THE AMAZING GRACE – mød Jeta Amata m.fl.
SØN 15. maj kl. 20:30. Filmen vises også ONS 18. maj kl. 21:45

Alle kender hymnen ‘Amazing Grace’, men de færreste kender dens afrikanske rødder. Dette 1700-tals-epos handler netop om slavehandleren John Newton, der i kolonien Calabar (i det nuværende Nigeria) sætter tekst til den smerteligt smukke melodi, han hørte slaver synge.

Selv faldt han også for en kvindelig slave. Instruktør Jeta Amata introducerer filmen – hvis production value er højt hævet over gængse Nollywood-film.
NIGERIA 2006. 100 MIN. + INTRODUKTION. ENTRÉ 65 KR. / 40 KR.

DEBAT: MAKING MONEY IN NOLLYWOOD
TORS 19.maj kl. 19 – 20 / FRI ENTRÉ

Hvordan tjener man penge på at lave film i et land næsten uden biografer og med et distributionssystem baseret på piratkopiering? Hvordan laver man film uden statsstøtte? Aspirerende danske filmmagere med ondt i økonomien kan med fordel lytte med, når skuespilleren Ramsay Nouah og Mr. Nollywood himself, instruktøren Teco Benson, diskuterer kunsten at skrive, skyde og klippe en film på få dage.

Oplev dem før ‘Mission to Nowhere’. Moderator er journalist på Information Lotte Folke Kaarsholm.

MISSION TO NOWHERE – Mød Teco Benson
TORS 19.maj kl. 20:30. VISES OGSÅ LØR 14.maj kl. 21:30

Ufiltreret Nollywood med stor kultfaktor. Detektivkrimien ‘Mission to Nowhere’ er en slags Hercule Poirot møder Jack Bauer tilsat karakteristisk ‘Nollywood-feel’.
Den karismatiske skaldepande Sam Dede spiller strisseren, der iført pangfarvede skjorter og skovsnegls-moustache med største selvfølgelighed vandtortur som del af afhøringen af mistænkte. Teco Benson er ikke typen, der gør tingene unødigt komplicerede.

Locations er typisk dagligstuer, der tilhører venner af instruktøren.
INSTRUKTØR: TECO BENSON. NIGERIA 2008. 114 MIN. + INTRODUKTION. ENTRÉ 65 KR. / 40 KR.

THE FIGURINE – Mød Nollywoods Brad Pitt
TIRS 17. maj kl. 17. VISES OGSÅ ONS 25. maj kl. 19:15

Oplev Nollywoods førsteelsker, Ramsey Nouah.
I ‘The Figurine’ møder vi ham – i begyndelsen – i uvant fremtoning med briller og astma-inhalator. Han spiller Femi, som sammen med bedstevennen Sola (instruktøren Kunle Afolayan) finder en gammel skulptur, der forestiller guden for held.

Deres liv som småsvindlere ændrer sig gradvist til et liv i Lagos’ overhalingsbane. Men Femi har hele vejen været lun på Solas forlovede, der nu er gravid. Ramsey Nouah – og måske en guest star mere fra filmen – vil være til stede ved visningen den 17. maj.
INSTRUKTØR: KUNLE AFOLAYAN. NIGERIA 2010. 120 MIN. + INTRO. ENTRÉ 65 KR. / 40 KR.

SITANDA – Prisvinder om overtro
FRE 20. maj kl. 21 + TIRS 31. maj kl. 16:45

‘Sitanda’ er en af Nollywoods største succeser både blandt publikum og anmelderne.

Filmen vandt i 2007 mange af de store priser til African Movie Awards, bl.a. for Bedste Film og Bedste Instruktion. Filmens rejse tager sin begyndelse i et overklasse-parcelhus.

Her går den stivnakkede Amanzee rundt, barnløs og bitter. Det hele er Anns skyld, mener han, fordi hun er udstødt, og hende familie er forbandet. Ann rejser for at finde en forklaring på familiens dårlige ry.
INSTRUKTØR: IZU OJUKWU. NIGERIA 2006. 108 MIN. ENTRÉ 65 KR. / 40 KR.

MAAMI – Fodbold og kærlighed
SØN 15. maj kl. 14:30 + FRE 27. maj kl. 19

Arsenal-angriberen Kashy har indtil nu takket nej til at spille på landsholdet. Op til udtagelsen af truppen til VM 2010 spoler han frem og tilbage i sit liv – et krast blik på bl.a. klasseskel, familierelationer og witchcraft-dyrkelse.

‘Maami’ er et bittersødt nationalportræt (symptomatisk nok er en historisk nigeriansk fodbold-afbrænder indflettet!) med gudesmukke, rå scenografier fundet i instruktørens egen barndomsby, Abeokuta.
INSTRUKTØR: TUNDE KELANI. NIGERIA 2011. 78 MIN. ENTRÉ 65 KR. / 40 KR.