Kampagne-succes giver IBIS lommesmerter

Redaktionen

Mere end 187.000 skolelever har tilmeldt sig til IBIS uddannelses kampagne Hele verden i skole.

Det er en stigning i interessen på 46% i forhold til 2006, da 128.000 børn deltog.

Det viser, at man kan lave seriøst oplysningsarbejde omkring u-lande og samtidig skabe en stor folkelig opbakning. Men succesen giver IBIS økonomiske problemer, hedder det på IBISs hjemmeside.

– Vi er meget glade for den store tilslutning til Hele Verden i Skole, siger generalsekretær Vagn Berthelsen, IBIS.

– Men den sætter os også under et økonomisk pres. Vi er blevet skåret på oplysningsmidlerne fra Danida. Med 187.000 tilmeldte elever har vi behov for, at andre vil være med til sponsorere kampagnen, siger han.

Vagn Berthelsen tilføjer, at kun takket været villighed hos forfattere, illustratorer, forlag og trykkeri var det muligt at gennemføre kampagnen i 2006.

Lykkes det i 2007 betyder det, at hver fjerde elev i folkeskolen deltager i Hele Verden i Skole-kampagnen og hver anden skole er involveret.

Hele Verden i Skole er en global kampagne der sætter fokus på FNs mål om uddannelse for alle inden 2015. IBIS har stået for kampagnen i Danmark siden 2003.