For udviklingsorganisationer, der arbejder i nogle af de fattigste og mest sårbare områder af verden, er der ingen tvivl om, at klimaforandringerne allerede er en realitet, og at der er stort behov for at styrke lokalsamfundenes evne til at håndtere konsekvenserne af klimaforandringerne.
For at det kan ske, er der imidlertid brug for finansiering.
I FN har rige og fattige lande en løbende diskussion om den såkaldte klimafinansiering.
Rige lande hævder, at de allerede yder stor økonomisk støtte til de fattige landes klimatilpasning, mens fattige lande undrer sig over, hvor pengene bliver af.
En ny rapport fra Folkekirkens Nødhjælp, Care Danmark og Oxfam IBIS har undersøgt dansk klimafinansiering i dybden, og resultatet er interessant.
Det viser sig nemlig, at en stor del af problemet skyldes mangel på transparens og rapportering.
For at få det fulde billede må vi træde et skridt tilbage og se på, hvilken støtte i-landene har forpligtet sig til yde til ulandene.
Løftet om udviklingsbistand…
Der er stadig et stort behov for at skabe udvikling i verden. FNs Verdensmål identificerer 17 områder, hvor der er behov for internationalt udviklingssamarbejde. Ilandene har en efterhånden temmelig gammel forpligtelse til at give 0,7 procent af BNP i udviklingsbistand.
Selvom kun ganske få lande lever op til denne forpligtelse, eksisterer forpligtelsen formelt set stadig.
…og et nyt tilsagn om klimafinansiering
I starten af 1990’erne satte forskere imidlertid fokus på, hvordan klimaforandringerne skaber nye udfordringer for global udvikling.
Som følge heraf blev man enige om, at i-landene skulle mobilisere øget støtte til at hjælpe ulandene med at håndtere udfordringerne.
Senere vedtog man at mobilisere 100 milliarder USD fra 2020 og frem.
Finansieringsforvirring
Den førnævnte rapport fremhæver fire væsentlige problemer ved den nuværende praksis som Danmark – og i-landene generelt – anvender for at mobilisere og rapportere om klimafinansiering.
For det første er der ikke enighed om, hvor pengene skal komme fra, og hvordan de skal bruges.
Det forklarer en stor del af forvirringen, idet rige og fattige lande har forskellige perspektiver på klimafinansiering.
For det andet er der mangel på transparens og derfor uenighed om, hvor mange penge, der er blevet givet og hvor mange, der er blevet modtaget.
Manglen på transparens knytter sig også til den metode, der anvendes for at vurdere, om et givet projekt skal klassificeres som klimafinansiering.
Vurderingerne bliver fortaget på et utilstrækkeligt grundlag, hvilket medfører, at store programmer med minimal relevans for klimaet fejlagtigt kan blive klassificeret som klimafinansiering.
For det tredje bidrager den nuværende praksis til en skæv fordeling mellem støtte til grøn omstilling (dvs. reduktion af drivhusgasser) og støtte til klimatilpasning.
Eksempelvis gik 36 procent af den danske klimafinansiering i 2010-2015 til grøn omstilling, mens kun 9 procent gik til klimatilpasning.
Resten gik til såkaldte ’tværgående projekter’, hvis formål er uklare.
Der er en risiko for, at dette problem bliver større i fremtiden, da der lægges op til, at private investeringer, som stort set altid støtter grøn omstilling fremfor klimatilpasning, skal spille en større rolle i klimafinansieringen.
Endelige dokumenterer rapporten, hvordan klimafinansiering også bliver rapporteret som udviklingsbistand.
Det betyder reelt, at den klimastøtte, som Danmark giver, ikke er nye penge, men derimod penge, som ville være blevet givet alligevel.
I tillæg hertil blev den danske klimafinansiering næsten halveret fra 1,9 milliarder i 2014 til 1 milliard i 2015.
På trods af forpligtelsen til at levere øget støtte til at adressere klimaforandringernes negative konsekvenser, er der derfor ingen garanti for, at der vil blive givet flere penge, men blot at den eksisterende udviklingsbistand får et grønnere ansigt.
FN’s klimaforhandlinger, som foregår i Bonn netop nu, fokuserer blandt andet på, hvordan klimafinansiering skal opgøres og rapporteres.
Der er behov for, at forhandlerne tager debatten seriøst og finder en løsning, så vil kan sikre at mennesker, familier og lokalsamfund får den støtte, de har brug for. Det er nemlig deres fremtid, der er på spil!
