Fhv. udviklings- og energiminister og udviklingskommissær i EU, cand.scient.pol. Poul Nielson, Måløv, fylder 70 torsdag d. 11. april 2013.
Af Jesper Søe, U-landsnyt.dk
Fødselaren blev udviklingsminister i september 1994, da han tog over fra sin grædefærdige socialdemokratiske partifælle, Helle Degn. Hun blev vraget efter kun godt et år og syv måneder på den dengang helt nye ministerpost, som Degn som den første udtrykkeligt betitlede udviklingsminister.
Hun havde ellers kastet sig over området med stor iver og engagement og skabte nye og værdifulde kontakter til erhvervslivet og NGOerne. Det var også i hendes tid, at en ny stor vision for Danmarks bistandssamarbejde frem mod år 2000 blev lanceret.
Men hun var lagt for had i den borgerlige presse, udråbt til “Afrikas Dronning” – det var nu i Ekstra Bladet – og havde aldrig rigtigt haft ro på bagsmækken i irgangene på Asiatisk Plads, hvor især ældre mandlige diplomater havde svært ved at forholde sig til en rød partikvinde, man let kunne støde sig på.
Så Poul Nielson blev hilst med et lettelsens suk på Asiatisk Plads. Her fik man en af sine “egne” – han var selv tidl. embedsmand i ministeriet – en driftsikker type, som satte sig ind i alt helt ned i detaljen.
Den slags vækker respekt, når man er embedsmænd og ens chef kan sagerne stort set fra a til z.
Og samtidig beskedent og i erkendelse af Degns forarbejde kaldte sig selv en “værkfører”, der blot skulle køre værket videre.
Det kom han i sjælden grad til. Mange fik at føle, at man ikke kom ham på tværs uden at det gav skrammer, adskillige NGOer fik besked på at knytte sylten – men argumenterne kunne han altid på fingrene.
I ministeriet huskes han bl.a. for engang (indenhus) at have sagt om TV 2, at det “er ikke en kanal, men en kloak” og udadtil fik de mægtige FN-organisationer at vide, at de skulle levere varen for de omfattende danske tilskud til deres virke. “Finansielt kropssprog” kaldte Nielson det rammende.
En administrator af usædvanligt format, men bag det hele bankede et uforfalsket socialdemokratisk hjerte for de fattige nationers sag.
Et center, der består
Hvis man skal tale om et uofficielt monument over hans virke som udviklingsminister var det skabelsen i 1998 af dét, der nu hedder “Center for Kultur og Udvikling” (CKU) som en selvstændig institution under udenrigsministeriet.
CKU anser kunst og kreativitet som væsentlige bestanddele i en bæredygtig menneskelig og samfundsmæssig udvikling og som afgørende faktorer for demokrati, rettigheder og vækst.
Derfor arbejder centret på Nytorv i Københavns centrum for at styrke et levende, frit og inkluderende kulturliv i udviklingslandene samt for at udvide danskernes viden herom.
For at realisere disse ambitioner arbejder CKU ud fra fire platforme: Kultur og Bistand, IMAGES festival, Ungdomsprogram og Kunstpuljen.
Danskerne kender nok mest CKU fra de i alt otte IMAGES-festivaler, som med skiftende fokus har præsenteret de seneste kulturelle udtryksmidler og samtidskunst fra u-landene. Næste IMAGES festival finder – efter en pause – sted senere her i 2013.
Centret har en bestyrelse på fem medlemmer og en observatør fra udenrigsministeriet og råder over et grundbudget på 14 mio. kr. årligt.
Disse penge tages fra den såkaldte u-landsramme på finansloven – se mere herom og om bestyrelsen i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/06-01-12/radikal-afl-ser-konservativ-som-formand-bestyrelse
Frem og tilbage igen
Efter regeringsskiftet i 2001 lod den nye borgerlige regering centret bestå, men udsultede det reelt økonomisk ved ikke at hæve budgettet gennem årene.
Det ærgrede Poul Nielson og bægeret var fuldt, da den konservative Per Stig Møller tog CKU med over i kulturministeriet, dengang han blev kulturminister i februar 2010.
Poul Nielson, som er en fast og værdsat blogger her på U-landsnyt.dk, skrev om det – se http://www.u-landsnyt.dk/blog/27/underligt-stig-f-r-cku
Ved regeringsskiftet i oktober 2011 og med en socialdemokratisk statsminister i spidsen kom CKU da også tilbage til udenrigsministeriet igen.
Og med en ny leder for centret er der i det hele taget andre tider på vej – se http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/18-12-12/kulturst-tte-skal-have-basis-i-den-lokale-kultur
Nielson og Tørnæs
Nielson blev den længst siddende udviklingsminister (1994-99) indtil Ulla Tørnæs (V) slog hans rekord på fire år og ti måneder ved selv lige akkurat at passere fem-års grænsen, før hun måtte vige for partifællen Søren Pind i 2010.
Netop Tørnæs havde Nielson ikke høje tanker om.
På ham – og adskillige andre – virkede det som en direkte provokation, da Ulla Tørnæs iværksatte det Bjørn Lomborg-inspirerede ”dilemmaprojekt”, hvor kendisser rejste ud til Afrika for at vælge og prioritere, hvilke projekter Danida skulle støtte.
Nielson kaldte initiativet ”ren PR-fis og et slag i ansigtet på de mennesker, der beskæftiger sig seriøst med det her”.
Trods kritikken blev dilemmaprojektet gennemført og endte med at koste omkring seks millioner dyrebare Danida-kroner. Der kan næppe opdrives synderlige folkeoplysende effekter af det i dag.
Posten i UNDP…..
Omstændighederne omkring Poul Nielsons afgang fra Asiatisk Plads til det store udland endte med at blive ret så dramatiske.
I foråret 1999 lå det i kortene, at chefposten for FNs Udviklingsprogram (UNDP) – et af de helt centrale medlemmer af FN-familien – skulle gå til en europæer og amerikanerne undlod mod sædvane at opstille deres egen kandidat.
Det hele lå lige til højrebenet – Nielson var eneste kandidat -, men i sidste moment valgte FNs dav. generalsekretær, Kofi Annan, sin egen stabschef i New York, briten Mark Malloch Brown, som havde spillet en nøglerolle i verdensorganisationens interne reformproces.
Han tiltrådte så 1. april 1999 og Danmark kunne notere sig sit måske største nederlag i slaget om en fremstående FN-post, siden topdiplomaten Ole Lønsmann Poulsen i sidste ombæring tabte til en amerikansk kandidat om at blive leder af Verdensfødevareprogrammet (WFP) med hovedsæde i Rom.
Det blev EU i stedet
Men den socialdemokratisk-ledede regering under Poul Nyrup Rasmussen havde heldigvis andre kort på hånden – nemlig EU.
Poul Nielson blev udnævnt til ny EU-kommissær for udviklingsbistand og humanitære anliggender fra 1. juli 1999 og her kom den erfarne administrator og politiker rigtig til sin ret.
Som Nielson bl.a. sagde til U-landsnyt.dk i marts 2012 som led i en artikelserie om EUs udviklingsbistand:
”Årtiet fra 2001 til 2011 indebar en gradvis nedslidning af Danmarks gode navn, fordi vi ideologiserede vores bistand og skar ned på bidraget. Men inden da var Danmark bestemt en ledende aktør. Da jeg blev kommissær i 1999, havde jeg derfor et godt grundlag for at skubbe progressive reformer fremad”.
Bistanden er alle årene gået til en bred vifte af formål, hvor især social infrastruktur (uddannelse, sundhed, vand og civilsamfund) har vejet tungt. I en årrække var der stort fokus på at hjælpe landene til at tilpasse sig den internationale økonomi via de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer.
I kølvandet på Murens fald fik man skærpet fokus på demokrati og samfundsopbygning, senere i høj grad på konfliktforebyggelse og skrøbelige stater og med Lissabontraktaten i 2008 blev det formuleret og slået fast, at det altoverskyggende mål for EU’s udviklingsarbejde er og bliver fattigdomsbekæmpelse.
Ifølge Poul Nielson var det egentlig altid målet, men der har været en tradition for at sammenblande udviklingsarbejdet med eksempelvis europæiske eksportinteresser.
”Det var et stort opgør, jeg måtte tage, da jeg kom til. Og jeg tror, at udviklingsmidlerne altid vil være genstand for angreb fra forskellige sider. Det vil være en vedvarende kamp at fastholde det egentlige sigte – nemlig fattigdomsbekæmpelse”, gjorde han det op.
Ifølge en opgørelse fra den EU-rettede NGO-platform, Concord Danmark, er der sket meget på dette område, selv om der i 2010 stadig gik lige så mange europæiske bistandskroner til mellemindkomstlande, som til verdens fattigste nationer.
Varm debatpen
I årene efter Bruxelles (siden 2004) har Poul Nielson holdt debat-pennen varm, ofte med sarkastiske dryp.
Og mange gange her på U-landsnyt.dk, hvor hans kommentarer til artikler og debatindlæg er meget læste.
Når man betænker den tiltagende sammenblanding af udviklings- og sikkerhedspolitik er det nok værd at erindre sig, hvad han skrev i 2007 – se http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/19-11-07/nielson-fejltaenkning-i-samtaenkning
Ikke mindst med tanke på Afghanistans tiltænkte rolle som Danidas største fremtidige samarbejdspartner i bistandsindsatsen.
På hjemmefronten er den karske politiker en kærlig bedstefar for de otte børnebørn, han og Anne-Marie Nielsen nu er begavet med.
Lørdag er der stor fest for hele familien i tre generationer, mange private venner og gamle socialdemokratiske kaffeklubmedlemmer.
Kort CV
Poul Nielson (født 11. april 1943 i Vanløse) er en dansk socialdemokratisk politiker og tidligere minister.
Han er søn af assistent Svend Nielson og Esther Nielsen, tog US High School Diploma 1961 og studentereksamen fra Efterslægtselskabets Skoles gymnasium 1963. Han blev cand.scient.pol.fra Aarhus Universitet 1972 og var fuldmægtig i Udenrigsministeriet 1974-79 og 1984-85.
Han var socialdemokratisk folketingskandidat i Ringkøbingkredsen fra 1968, i Fredericiakredsen fra 1969. Han kom første gang i Folketinget for Socialdemokratiet som valgt i Vejle Amtskreds ved valget 21. september 1971.
Han opnåede ikke valg ved valgene i 1973 og 1975, men han kom tilbage på tinge ved valget 15. februar 1977, men røg igen ud ved valget 9. januar 1984. I denne periode var han energiminister fra 26. oktober 1979 til 10. september 1982.
To år senere var han tilbage i Folketinget fra 1. januar 1986. Han var minister for udviklingsbistand fra 27. september 1994 til 10. juli 1999, da han blev udpeget som EU-kommisær for udviklingsbistand og humanitære anliggender frem til oktober 2004.
Adjungeret professor ved Aalborg Universitet (udviklingsstudier og europæisk politik).
Ligeledes medlem af UNSGAB (FN-generalsekretærens rådgivende udvalg vedrørende vand og sanitet), præsidiet for Sex og Samfund og mangeårig formand for Socialdemokratiets Internationale Udvalg.
Udgav erindringsbogen “En halv Nielson”, en mursten på 544 sider, i oktober 2011.
