København er onsdag og torsdag ramme om 2 store møder, hvor situationen for verdens kasteløse, der som oftest lever en hård tilværelse på bundet af samfundet i Den 3. Verden, vil blive belyst og sat til debat.
Dels holder Folketingets Udenrigsudvalg en åben høring onsdag på Christiansborg om dalitter i Sydasien, også kendt som ”kasteløse”, dels er der dagen efter offentlig seminar om tortur og kastediskrimination i Indien.
Træffene afvikles kort før EU og Indien mødes til topmøde mandag den 29. september i Marseille i Frankrig.
Ifølge det franske formandskab vil handelssamarbejde, klima og energispørgsmål samt maritimt samarbejde være på topmødets dagsordnen. Hvilke menneskeretlige emner der bringes på banen af EU er uvist, men det er ikke utænkeligt at den nyligt opblussede konflikt i den indiske delstat Orissa, hvor kasteproblematikken spiller ind som en væsentlig faktor, vil blive diskuteret.
Der er god grund til at diskutere kastediskrimination med afsæt i konflikten i Orissa – en konflikt som af verdenspressen er blevet betegnet som en kristen-hinduistisk, fremgår det af en pressemelding fredag fra Dalit Solidaritetsnetværket i Danmark.
Det er imidlertid også en konflikt, der i høj grad handler om opløsningen af de økonomiske og politiske magtstrukturer som dominerende kaster på baggrund af kastesystemet har nydt godt af.
I Indien lever mindst 167 millioner som ”kasteløse”. De fødes ind i slaveri, prostitution og uden lige adgang til skoler, sundhedsydelser og retssystem. De er afkoblet den økonomiske udvikling og de politiske beslutningsprocesser i landet.
Men kastediskrimination er ikke kun et problem i Indien og i hinduistiske samfund. FN har anerkendt ”diskrimination på baggrund af arbejde og herkomst” som påvirker op mod 260 millioner på globalt plan.
Et nyligt gennemført FN studie om emnet understreger problemets omfang og alvor, men studiet sidder i øjeblikket fast i FN systemet på grund af en langsommelig reform proces, hedder det.
Når det ventes at blive behandlet af FNs Menneskerettighedsråd vil det dog formentlig møde stærk politisk modvilje fra nogle af de lande, hvori kastediskrimination finder sted.
Udenrigsudvalgets høring holdes den 24. september fra 9-12 i Landstingssalen på Christiansborg.
Det offentlige seminar om forholdet mellem kastediskrimination og tortur i Indien organiseres af Rehabiliterings- og forskningscenteret for Torturofre (RCT), Dansk Institut for Menneskerettigheder (DIHR) og IDSN og holdes torsdag d. 25. september fra 16.00-17.30 i Borgergade 13 i det indre København.
Læs meget mere om arrangementerne i u-landsnyts rubrik “Dansk kalender” under datoerne 24.09.08 og 25.09.08.